Kompetencestrid om mentalundersøgelse i ankesag: Landsretten skal træffe afgørelsen

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvilken retsinstans der havde kompetence til at træffe afgørelse om indhentelse af mentalundersøgelse af den tiltalte, T, efter at sagen var anket til landsretten. T var oprindeligt idømt 1 års fængsel af Retten på Frederiksberg den 10. september 2014 for overtrædelse af Straffeloven § 216, stk. 1, nr. 1 (voldtægt), jf. Straffeloven § 225 (andet seksuelt forhold).

Anklagemyndighedens Anmodning

Efter dommen ankede både T (med påstand om frifindelse) og Anklagemyndigheden (med påstand om skærpelse).

Anklagemyndigheden anmodede Retten på Frederiksberg om at træffe afgørelse om, at T skulle mentalundersøges, potentielt under indlæggelse. Dette var nødvendigt for at vurdere, om T var omfattet af utilregnelighedsreglen i Straffeloven § 16 eller om kriminaliteten og T's mentale tilstand berettigede en påstand om forvaring.

Byrettens Inkompetence

Retten på Frederiksberg afviste anmodningen i en kendelse den 5. januar 2015. Retten argumenterede for, at da sagen var afsluttet i byretten og nu verserede som ankesag ved Østre Landsret, var byretten ikke kompetent til at afgøre et spørgsmål, som havde betydning for sagens endelige afgørelse, jf. Retsplejeloven § 809, stk. 1.

Anklagemyndigheden kærede denne afgørelse og påstod primært, at sagen skulle hjemvises til Retten på Frederiksberg, subsidiært at Landsretten selv skulle træffe afgørelse om mentalundersøgelse. Forsvareren for T støttede byrettens afgørelse om inkompetence og gjorde indsigelse mod grundlaget for en mentalundersøgelse.

Østre Landsret stadfæstede Retten på Frederiksbergs kendelse af 5. januar 2015, hvorefter byretten ikke var kompetent til at afgøre spørgsmålet om mentalundersøgelse i en verserende ankesag.

Landsrettens Begrundelse

Landsretten fandt, at da T's ankesag var berammet til hovedforhandling under medvirken af domsmænd, skulle afgørelsen om, hvorvidt T skulle mentalundersøges, træffes af landsretten, jf. Retsplejeloven § 809, stk. 1. Landsretten konstaterede dermed, at kompetencen var overgået til ankeinstansen.

Landsretten besluttede endvidere, at selve spørgsmålet om mentalundersøgelse – altså realiteten af anmodningen – skulle afgøres i forbindelse med den berammede hovedforhandling af ankesagen.

Kendelsens resultat: