Planklagenævnets afgørelse om forbud mod tankstation og vaskehal efter Planlovens § 14

Rudersdal Kommune nedlagde den 1. december 2022 forbud efter Planlovens § 14 mod etablering af en tankstation indrettet med benzinstandere og tilhørende overdækning og skiltning samt vaskehal med dertilhørende forvaskeplads og opmarchrampe på ejendommen [adresse1]. Dette skete efter en forudgående sag, hvor Planklagenævnet den 22. august 2022 havde ophævet kommunens tidligere afgørelse fra den 16. december 2021. Nævnet fandt dengang, at etablering af en tankstation med vaskehal var i overensstemmelse med den gældende lokalplan nr. 60, Et område ved Abildgårdsparken til bolig-, erhvervs-, og offentlige formål, som ejendommen er omfattet af. Ejendommen ligger i lokalplanens delområde B. Klagen vedrører kommunens afgørelse om forbuddet.

Kommunens begrundelse for forbuddet

Kommunen begrundede det nye forbud med et behov for at vurdere de fremtidige byggemuligheder på ejendommen nærmere. De vurderede, at en tankstation med vaskehal i lokalplanområdet ville tilføre yderligere væsentlige genevirkninger, herunder støj og trafik, i et i forvejen trafikbelastet og støjplaget erhvervs- og boligområde, især mod [vejnavn1] med dens begrænsede kørebanevej og helleområde. Kommunen ønskede at:

• Tage større planlægningsmæssigt hensyn til de omboende, der allerede er plaget af trafik og støj.
• Sikre området mod etablering af anlæg som tankstation og vaskehal, der konstituerer en støjende og trafikgenerende anvendelse tæt på boligområdet.
• Begrænse skiltning mest muligt, da et stort reklameskilt på 6,2 meter ville bidrage til større gener for de omkringliggende boligområder.
• Sikre et fremtidigt beplantningsbælte langs større dele af skellet langs [vejnavn1] for at begrænse antallet af overkørsler til den trafikbelastede vej.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at forbuddet var i strid med den gældende lokalplan og Planklagenævnets tidligere afgørelse, og at kommunen manglede hjemmel i Planlovens § 14 til at nedlægge forbuddet. Klageren mente desuden, at forbuddet var udokumenteret, usagligt og udtryk for magtfordrejning, da det ikke var baseret på et fagligt grundlag og blot syntes at obstruere projektet. Endvidere blev det anført, at kommunen ikke havde foretaget et reelt skøn, og at der savnedes dokumentation for kommunalbestyrelsens hensigt om at udarbejde en ny lokalplan. Klageren gjorde også gældende, at forbuddet var i strid med det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, da andre lignende aktiviteter var tilladt i området.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Rudersdal Kommunes afgørelse af 1. december 2022 om forbud efter Planlovens § 14. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var i overensstemmelse med planloven og de forvaltningsretlige principper.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Hjemmel til at nedlægge forbud efter planlovens § 14

Nævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at nedlægge forbuddet. Efter Planlovens § 14 kan kommunen nedlægge forbud mod forhold, der kan hindres ved en lokalplan. Det er uden betydning, om den ansøgte disposition er i overensstemmelse med en gældende lokalplan, da bestemmelsen netop giver kommunen mulighed for at genoverveje og eventuelt ændre det gældende plangrundlag. Nævnet henviste til, at en lokalplan kan fastsætte bestemmelser om områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 2. Desuden kan der fastsættes bestemmelser om anvendelse af de enkelte bygninger, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 8, og om udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder beplantningsforhold, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 10.

Begrundelse og planlægningsmæssigt relevante hensyn

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet og baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Afgørelsen henviste til de relevante retsregler og angav de hovedhensyn, der lå til grund for skønsudøvelsen, samt de faktiske omstændigheder, der var tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og Forvaltningslovens § 24, stk. 2. Nævnet anerkendte, at det er sagligt og planlægningsmæssigt relevant at lægge vægt på genevirkninger for området, herunder støj- og trafikgener. Det er ikke en betingelse for et § 14-forbuds gyldighed, at kommunen rent faktisk senere tilvejebringer en ny lokalplan; det er tilstrækkeligt, at hensigten om at udarbejde en lokalplan foreligger på forbudstidspunktet.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet kunne ikke give medhold i klagepunktet om overtrædelse af lighedsgrundsætningen. Kommunen kan frit beslutte at nedlægge et forbud efter Planlovens § 14 og at tilvejebringe en lokalplan, jf. Planlovens § 13, stk. 1 og Planlovens § 13, stk. 3. Lighedsgrundsætningen afskærer ikke kommunen fra at vedtage lokalplaner, der forhindrer en anvendelse, der tidligere har været mulig i det pågældende område, eller som fortsat er mulig i andre områder i kommunen, da formålet med planlægning netop er at udlægge områder til forskellige anvendelser.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.