Landsskatteretten stadfæster nægtet momsfradrag og afviser tilbagebetaling af salgsmoms vedrørende underleverandører

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af selskabets momstilsvar med i alt 1.438.510 kr. for perioden 1. juli 2019 til 31. december 2020. Forhøjelsen skyldes nægtelse af fradrag for købsmoms af udgifter til 11 underleverandører, som Skattestyrelsen vurderede ikke havde leveret de fakturerede ydelser. Selskabet klagede over afgørelsen og påstod nedsættelse af momstilsvaret eller subsidiært tilbagebetaling af salgsmoms for fakturaer udstedt til en hovedaftager.

Selskabet, [virksomhed1] ApS (tidligere [virksomhed2] ApS), er registreret inden for private vagt- og sikkerhedstjenester. Skattestyrelsen havde oprindeligt forhøjet både moms og A-skat/AM-bidrag, men frafaldt senere ændringen af A-skat/AM-bidrag, da arbejdsgiverforpligtelsen ikke kunne henføres til selskabet. Den samlede momsforhøjelse på 1.438.510 kr. vedrørte købsmoms af udgifter til de 11 underleverandører, som selskabet havde viderefaktureret "krone for krone" til [virksomhed14] ApS uden fortjeneste.

Forhold vedrørende underleverandørerne

Skattestyrelsen anførte, at underleverandørerne udviste et ensartet mønster, der indikerede, at de blev brugt til hvidvask og pengetransport samt til udstedelse af fiktive fakturaer. De fleste af underleverandørerne var ikke registreret med ansatte, havde ikke afholdt almindelige driftsudgifter, havde ikke foretaget korrekt bogføring, havde ikke angivet korrekt moms, havde ikke besvaret Skattestyrelsens henvendelser, og havde videreført likviditeten til udlandet. Flere var desuden gået konkurs. Specifikke forhold for de enkelte underleverandører inkluderede:

• [virksomhed3] ApS, [virksomhed4] ApS, [virksomhed5] ApS, [virksomhed6] ApS, [virksomhed7] ApS, [virksomhed8] ApS, [virksomhed9] ApS, [virksomhed10] ApS, [virksomhed12] ApS: Fælles for disse var manglende dokumentation (fakturaer, timesedler), manglende ansatte, uoverensstemmelse mellem branchekode/formål og fakturerede ydelser, samt de generelle tegn på fiktiv virksomhed (ingen driftsudgifter, forkert bogføring, manglende momsangivelse, likviditet til udlandet, ingen respons til Skattestyrelsen, konkurs).
• [virksomhed11] A/S: Selvom registreret med ansatte, havde selskabet ikke afholdt almindelige driftsudgifter, ikke bogført korrekt, ikke angivet moms korrekt, ikke besvaret henvendelser og videreført likviditet til udlandet. En faktura var desuden bogført to gange.
• [virksomhed13] ApS: Fakturaerne fra dette selskab var udstedt i en periode uden driftsaktivitet, fulgte ikke selskabets almindelige nummerrækkefølge, den angivne mailadresse tilhørte ikke selskabet, og ejeren havde ikke kendskab til de fakturerede ydelser.

Selskabet anførte, at der var sket reel levering af ydelser til [virksomhed17] A/S via [virksomhed14] ApS, og at Skattestyrelsen ikke havde undersøgt dette tilstrækkeligt. Selskabet havde forsøgt at indhente timesedler fra [virksomhed14] ApS, men uden held. Selskabet mente, at bevisbyrden var løftet, og at Skattestyrelsens afgørelse var forkert.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om Skattestyrelsen med rette havde nægtet selskabet fradrag for købsmoms på 1.438.510 kr. og nægtet tilbagebetaling af salgsmoms for fakturaer udstedt til [virksomhed14] ApS.

Fradrag for købsmoms

Landsskatteretten henviste til Momsloven § 37 og Momsbekendtgørelsen § 82 samt Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1 vedrørende dokumentations- og fakturakrav. Retten bemærkede, at selskabet ikke havde fremlagt fakturaer for flere bogførte udgifter, og at de fremlagte fakturaer ikke opfyldte de forskriftsmæssige krav til angivelse af ydelsernes art og omfang. Dette medførte en skærpet bevisbyrde for selskabet, jf. SKM2023.213.ØLR.

Retten fandt, at selskabet ikke havde løftet denne skærpede bevisbyrde, da der manglede dokumentation som samarbejdsaftaler, timesedler eller oplysninger om, hvem der havde udført arbejdet. Desuden blev der lagt vægt på følgende forhold ved underleverandørerne:

• Størstedelen var ikke registreret med ansatte og havde ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag, jf. SKM2021.395.BR.
• Størstedelen havde ikke afregnet moms, jf. SKM2024.101.BR, og var gået konkurs.
• Branchekoder og formål stemte ikke overens med de fakturerede ydelser.
• De havde ikke afholdt almindelige driftsudgifter eller foretaget korrekt bogføring.
• Likviditet var videreoverført til udlandet, og henvendelser fra Skattestyrelsen var ubesvarede.
• Fakturaerne fra [virksomhed13] ApS var udstedt i en periode uden driftsaktivitet, fulgte ikke normal nummerrækkefølge, og ejeren havde ikke kendskab til ydelserne.

Landsskatteretten konkluderede, at de samlede omstændigheder var så usædvanlige, at fakturaerne ikke kunne anses for reelle. Betaling via elektroniske overførsler ændrede ikke dette, jf. SKM2023.213.ØLR.

Tilbagebetaling af salgsmoms

Vedrørende tilbagebetaling af salgsmoms henviste Landsskatteretten til Momsloven § 46, stk. 7 og Momsloven § 52 a, stk. 7. Retten bemærkede, at selskabet havde anført salgsmoms på fakturaerne til [virksomhed14] ApS og indbetalt denne moms til Skattestyrelsen. Da selskabet ikke efterfølgende havde korrigeret fakturaerne (f.eks. med kreditnota), fandt Landsskatteretten det med rette, at Skattestyrelsen havde nægtet tilbagebetaling af den indbetalte salgsmoms. Dette var i overensstemmelse med EU-domstolens praksis, jf. C-642/11, der fastslår, at moms anført på en faktura påhviler udstederen, uanset om der faktisk har fundet en afgiftspligtig transaktion sted.

Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse i sin helhed.