Afslag på dispensation til tagterrasse inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Nævnets vurdering af lovgrundlaget

Nævnet behandlede sagen i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, som indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen med det formål at friholde strandene og kystområderne mod indgreb. Nævnet vurderede også undtagelsesbestemmelserne i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3 og Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4 samt den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1.

Flertallets afgørelse

Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet var enig med Kystdirektoratet i, at tagterrasseanlægget ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelserne eller den lempeligere dispensationsadgang. Flertallet lagde vægt på, at en tagterrasse på en beboelsesbygning ikke kan anses for at være etableret i niveau med og i sammenhæng med beboelsen, og at den ikke er beliggende i ejendommens have. Sagen skulle derfor vurderes efter den sædvanlige, restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som kun tillader dispensation i særlige tilfælde. Flertallet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, da anlægget i sig selv udgjorde en tilstandsændring i strid med strandbeskyttelseslinjens formål, og en dispensation ville skabe et nyt opholdsområde samt medføre en utilsigtet præcedensvirkning. Det forhold, at terrassen ikke kunne ses fra kysten, ændrede ikke resultatet, da strandbeskyttelseslinjen også beskytter de bagvedliggende kystlandskaber.

Mindretallets afgørelse

Et mindretal (Kristian Pihl Lorentzen og Jens Vibjerg) fandt, at det ansøgte var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, da det var et mindre anlæg i tilknytning til bebyggelsen og placeret landværts kysten. Mindretallet mente desuden, at der var tale om et særligt tilfælde efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, der burde medføre dispensation, idet anlægget var beskedent, af underordnet betydning og ikke synligt fra arealer uden for klagerens egen have.

Konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Kystdirektoratets administrationspraksis ikke giver klager retskrav på dispensation, da hver ansøgning vurderes individuelt. Nævnet foretager en fuld prøvelse og er ikke bundet af førsteinstansens tidligere praksis. Da der ikke var indkommet nye oplysninger, der kunne føre til et andet resultat, blev Kystdirektoratets afgørelse stadfæstet. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.

Ejendommen og pavillonen

Ejendommen er et sommerhus beliggende direkte ud til Roskilde Fjord i Jægerspris, delvist omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Ca. 1.350 m² af ejendommens kystnære arealer ligger inden for denne linje, herunder en pavillon opført i 2002. Pavillonen er ca. 5,5 m² og ligger ca. 60 meter fra kysten og 62 meter fra beboelsen. Den anvendes til opbevaring af haveredskaber og havemøbler samt til fugleobservation.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 4. september 2018 afslag på lovliggørende dispensation til pavillonen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1. Direktoratet vurderede, at pavillonen ikke var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3, da den ligger mere end 15 meter fra boligen. Desuden fandt direktoratet, at pavillonens fremskudte placering mod kysten medførte en negativ påvirkning af kystlandskabet, og den var derfor ikke omfattet af den lempeligere dispensationshjemmel.

Klagerens argumenter

Klager anførte, at pavillonen er en naturlig installation i haven, der ikke påvirker kystlandskabet negativt, og at den ikke er synlig fra den nærliggende sti. Klager mente, at der burde gives dispensation, da der i områdets omkringliggende ejendomme i forvejen er bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen.