Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til opførelse af anneks i Gl. Skagen

Begrundelse og planlægningsmæssige hensyn

Nævnet vurderede, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og Forvaltningslovens § 24, stk. 2. Afgørelsen henviste til de relevante retsregler og angav de hovedhensyn, der lå til grund for den skønsmæssige vurdering, herunder at annekset ikke harmonerede med den bevaringsværdige bygning og det omkringliggende miljø. Nævnet fastslog, at kommunen har et vidtgående skøn i dispensationssager og er berettiget til at lægge vægt på det omkringliggende miljø, uanset om dette hensyn direkte fremgår af lokalplanbestemmelsen. Derfor kunne nævnet ikke give medhold i disse klagepunkter.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet gennemgik de af klageren anførte sammenligningssager og fandt ingen usaglig forskelsbehandling:

• [A2]: Byggeriet var opført før lokalplanens vedtagelse i 1987 og var derfor ikke sammenlignelig.
• [A3], [A4], [A5], [A6], [A7], [A8]: Kommunen havde godkendt annekser uden at træffe en formel dispensationsafgørelse efter lokalplanens § 1.10.2, og sagerne var derfor ikke sammenlignelige.
• [A9]: Sagen var stadig under behandling, og der var endnu ikke truffet en skønsmæssig vurdering, hvorfor den ikke var sammenlignelig.
• [A10]: Det ansøgte anneks var 45 m2, mens det sammenlignede anneks var 21 m2. Forskellen i størrelse gjorde sagerne ikke sammenlignelige.
• [A11]: Kommunen havde en saglig begrundelse for forskelsbehandling baseret på ejendommens beliggenhed og synlighed i bykernen kontra det åbne klitlandskab.
• [A12]: Ejendommen var ikke optaget som bevaringsværdig i lokalplanen og var derfor omfattet af et andet retsgrundlag.

Nævnet fandt på baggrund heraf, at kommunens afslag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1 og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Kommunens afgørelse

Odder Kommune afslog dispensationen med henvisning til, at bevaring af bygningen på den nuværende placering ville stride mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 og § 6.13. Kommunen vurderede, at forholdet var i strid med principperne i lokalplanen, og at en dispensation kun lovligt kunne meddeles med en tidsbegrænsning på maksimalt 3 år i henhold til Planloven § 19. Kommunen var dog ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation og udstedte samme dag påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset/havepavillonen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse manglede en begrundelse, og at tolkningen af formålsbestemmelsen til at omfatte et 20-meters bælte langs åen var urimelig og uden sammenlignelige forhold. Klageren mente desuden, at afvisningen stred mod områdets oprindelige karakter med redskabskure og havepavilloner nær åen, og dermed mod lokalplanens bevarende formål. Klageren fremhævede, at udhuset er lille (knap 4 m²), opført i naturmaterialer med et organisk udtryk, og med sin funktion som lysthus bidrager til at bevare områdets karakter fra før lokalplanens tid. Klageren foreslog, at vandløbsdirektivlinjen (8 meter) kunne anvendes som grænse.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at der var tale om en overskridelse af lokalplanens formålsbestemmelser og dermed et princip for planen, hvilket kun lovligt kunne dispenseres fra i en periode på maksimalt 3 år. Kommunen var ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation eller at udarbejde en ny lokalplan for området.