Energiklagenævnets afvisning af klage over Energistyrelsens tilladelse til Aflandshage Vindmøllepark

Kravet om en væsentlig og individuel interesse indebærer, at afgørelsens betydning for klager skal være af en vis styrke og intensitet, og at klager skal være mere indgribende berørt end andre personer, der påvirkes af afgørelsen.

Energiklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Energistyrelsens afgørelse af 11. november 2022.

Begrundelse for afvisning

Nævnet fandt, at klager ikke havde en væsentlig og individuel interesse i Energistyrelsens afgørelse. Dette skyldtes, at tilladelsen til etablering af Aflandshage Vindmøllepark berører en større, ikke umiddelbart identificerbar kreds af personer. En sådan bred berøring medfører en udtynding af den enkeltes interesse, så den falder under væsentlighedstærsklen for klageberettigelse. Der blev ikke fundet omstændigheder, der kunne begrunde, at klager var særligt berørt i forhold til andre.

Afgørelse

Energiklagenævnet afviste derfor klagen, da klager ikke var klageberettiget. Afgørelsen blev truffet i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 66 og Lov om fremme af vedvarende energi § 67. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Energistyrelsens bemærkninger

Energistyrelsen vurderede, at kun Vattenfall A/S var part i sagen, da ingen andre borgere eller virksomheder i området havde en tilstrækkelig væsentlig og individuel interesse i afgørelsen. De henviste til, at miljømæssige hensyn, herunder støj, kunne fastsættes som vilkår i etableringstilladelsen i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 25, stk. 3.

Støjberegningsmetoder og EU-domme

Energiklagenævnet anmodede Energistyrelsen om bemærkninger vedrørende støjbelastning fra havvindmøller og retsvirkningerne af to domme fra EU-Domstolen (C-290/15, Patrice D’Oultremont og C-379/15, Association France Nature). Miljøstyrelsen, som Energistyrelsen indhentede udtalelse fra, konkluderede, at den danske støjberegningsmetode, baseret på Nord2000, ikke var misvisende, selvom en anbefalet tilføjelse til beregningsmetoden kunne være mere præcis. De vurderede, at selv med et supplerende støjbidrag ville den lavfrekvente støj indendørs ikke overstige grænseværdien på 20 dB. Vedrørende EU-dommene oplyste Miljø- og Fødevareministeriet, at en analyse af dommenes konsekvenser for vindmøllebekendtgørelsen stadig pågik, og at sagsbehandlingen indtil videre skulle ske efter gældende regler. Energiklagenævnet bemærkede, at EU-dommene ikke uden videre kunne overføres til denne sag, da de primært omhandlede landvindmøller.