Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
En minkavler klagede over Fødevarestyrelsens afgørelse om delvist afslag på kompensation for omkostninger i forbindelse med aflivningen af mink som følge af COVID-19. Klager havde ansøgt om dækning af en række udgifter, herunder leje af containere, indkøb af materialer og løn til ekstra personale.
Fødevarestyrelsen godkendte kompensation for udgifter til leje af fryse- og kølecontainere, indkøb af træmel og handsker, elinstallationer og løn til specifikke medhjælpere. Styrelsen udbetalte i alt 147.814,08 kr.
Styrelsen afviste dog at kompensere for udgifter til personale, der hjalp med selve aflivningen, klargøring til pelsning og flåning af mink. Begrundelsen var, at disse udgifter blev anset for at være normale driftsomkostninger, som avleren også ville have haft i en almindelig sæson. Fødevarestyrelsen påpegede, at indtægter fra salg af skind skulle dække disse omkostninger.
Klager anførte, at de afviste udgifter var ekstraordinære, da aflivningen skulle ske på meget kortere tid end normalt. Dette krævede ansættelse af ekstra personale via bureauer, da de faste medarbejdere var opsagt. Klager argumenterede for, at den korte tidsfrist på 10-12 dage gjorde det nødvendigt at hyre ekstra hjælp for at nå at pelse 65.000 mink og aflive yderligere 10.000. Ifølge klager var disse omkostninger en direkte konsekvens af den påtvungne og fremskyndede aflivning.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse og gav afslag på yderligere kompensation. Nævnet begrænsede sin prøvelse til de omkostninger, der var klaget over, specifikt udgifter til personale for aflivning, klargøring til pelsning og flåning.
Nævnet baserede sin afgørelse på Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 5, stk. 1. Denne bestemmelse giver mulighed for kompensation for "ekstraordinære, rimelige omkostninger", der har en "direkte tilknytning til aflivningen".
Nævnet fandt, at udgifter til klargøring og pelsning ikke havde den nødvendige direkte tilknytning til selve aflivningen. Pelsning er en proces, der finder sted efter aflivningen og er relateret til produktionen af skind, ikke en del af den sundhedsmæssige aflivning, som bekendtgørelsen dækker. Derfor kunne disse omkostninger ikke anses for at være ekstraordinære i bekendtgørelsens forstand.
For så vidt angår udgifterne til ekstra personale for at fremskynde aflivningen, bemærkede nævnet, at der eksisterede en særskilt kompensationsordning i form af en "tempobonus". Denne bonus var netop et incitament til at sikre en hurtig aflivning. Nævnet konkluderede, at omkostninger forbundet med at opnå denne bonus skulle dækkes af bonussen selv og ikke af ordningen for ekstraordinære omkostninger. Da klager allerede havde modtaget tempobonus, kunne de samme udgifter ikke kompenseres to gange.
På denne baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Fødevarestyrelsens afgørelse.
En lægeklinik får ikke kritik for at stoppe en patients behandling med Wegovy, da patienten havde opnået et normalt BMI, og medicinen ikke er godkendt til behandling af endometriose.
Dette lovforslag har til formål at udmønte den politiske aftale af 25. januar 2021 om erstatning til minkavlere og følgeerhverv som konsekvens af aflivningen af alle mink og det midlertidige forbud mod minkhold. Lovforslaget ændrer den eksisterende lov for at skabe en detaljeret ramme for erstatnings- og kompensationsprocessen.
En kommunal rehabiliteringsplads får ikke kritik for sin håndtering af smertelindring til en terminal patient, da medicinen blev administreret korrekt efter løbende behovsvurderinger.
I januar 2025 satte fødevareminister Jacob Jensen (V) gang i en analyse af, hvordan erhvervslivet kan få mere stabile rammer ift. gebyrer. På baggrund af analysens resultater har ministeren besluttet at levere gebyrbesparelser for omkring 50 mio. kr. årligt. Endvidere satte ministeren gebyrstigninger for 33 mio. kr. på pause ved årsskiftet mellem 2024 og 2025. Stigningerne undgås nu fremadrettet, da der er fundet andre løsninger.
Lovforslaget udvider kredsen af virksomheder, der kan modtage kompensation. Fremover omfatter ordningen også:
For disse to grupper fjernes kravet om, at de i det væsentlige skal være afhængige af minkavl for at være berettigede til kompensation.
En central del af lovforslaget er, at staten overtager rettighederne til de aktiver, der ydes erstatning eller kompensation for. Dette er et vilkår for udbetalingen. Rettighederne varierer afhængigt af virksomhedstypen:
| Berørt part | Statens ret til fast ejendom | Statens ret til løsøre m.v. |
|---|---|---|
| Minkavlere, tilknyttede pelserier, udlejere af kapacitet (§ 8 a) | Ret til bortskaffelse (nedrivning og fjernelse) | Ejendomsret |
| Andre følgeerhverv (§ 8 b) | Ejendomsret (undtagen ejendomme med ejerbolig) | Ejendomsret |
Staten afholder udgifterne til nedrivning og fjernelse, men ikke andre omkostninger som f.eks. oprydning eller forureningsbekæmpelse. Modtagere af erstatning forpligtes til aktivt at medvirke og give myndighederne adgang til ejendommene (§ 8 c).
Lovforslaget indfører en række betingelser for at modtage erstatning:
For at håndtere de mange sager oprettes en ny sagsbehandlingsstruktur:
Loven foreslås at træde i kraft den 1. maj 2021. Klagesager, der er verserende hos Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved lovens ikrafttræden, overføres til færdigbehandling hos Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 16. oktober 2020 vedrørende offentligt tilsyn som følge af...
Læs mere
Sagen omhandler en klage indgivet af en virksomhed til Miljø- og Fødevareklagenævnet vedrørende Fødevarestyrelsens afgør...
Læs mere