Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation og påbud om lovliggørelse i Dragør Kommune

Dragør Kommune traf den 31. august 2022 afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 4, Søvang, Store-Magleby by og sogn, til indretning af fire boligenheder i et enfamiliehus på ejendommen [adresse1]. Kommunen udstedte samtidig et påbud om lovliggørelse af forholdet. Ejeren af ejendommen klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet. Kommunen havde tidligere, den 28. februar 2018, givet byggetilladelse til opførelse af et nyt enfamiliehus på 299 m2 på ejendommen. Efterfølgende blev kommunen opmærksom på, at byggeriet ikke var opført som ansøgt, men fremstod som fire separate boligenheder. Dette førte til et tilsyn den 17. februar 2022 og en partshøring af klageren den 22. marts 2022, hvor kommunen konstaterede væsentlige overskridelser af plan- og byggeloven. Den 28. juli 2022 modtog kommunen en ansøgning om lovliggørelse af det opførte byggeri. Kommunen begrundede sit afslag med, at det ansøgte var i strid med byplanvedtægtens principper, herunder anvendelsesbestemmelsen i § 2, og at projektet ville stride mod områdets karakter, skabe fortætning, virke dominerende og være præcedensskabende. Kommunen krævede desuden en redegørelse for lovliggørelse inden den 3. oktober 2022 og fysisk lovliggørelse senest den 1. december 2022. Klagen til Planklagenævnet omhandlede tre hovedspørgsmål: om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægtens § 2a, 3. pkt., eller krævede dispensation; om kommunen havde en forkert retsopfattelse vedrørende muligheden for at give dispensation efter Planlovens § 19; og om kommunen havde hjemmel i planloven til at stille vilkår om en retableringsplan. Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 4, Søvang, Store-Magleby by og sogn, Dragør kommune. Byplanvedtægtens § 2 fastsætter følgende om områdets anvendelse: - § 2a: Området må kun anvendes til boligformål med åben og lav bebyggelse, primært fritliggende parcelhuse. Dog kan kommunalbestyrelsen godkende række-, kæde- eller gårdhuse ved udførelse af en bebyggelsesplan for et passende afgrænset område. - § 2b: På hver ejendom må kun opføres eller indrettes én bolig for én familie. - § 2c: Kommunalbestyrelsen kan tillade opførelse af dobbelthuse, hvor hver halvdel indrettes til bolig for én familie. Det opførte byggeri fremstod som fire adskilte enheder med egen indgang, køkken/alrum, værelser, bad/toilet samt separate haver med terrasser, hvilket stred mod byplanvedtægtens bestemmelser.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Dragør Kommunes afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 4. Nævnet ophævede dog påbuddet om fysisk lovliggørelse, da kommunen ikke havde hjemmel i planloven til at stille krav om en retableringsplan. Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstod kommunens afgørelse som et afslag på dispensation fra byplanvedtægtens § 2, herunder § 2a, 3. pkt., samt et påbud om fysisk lovliggørelse. Planklagenævnet vurderede, at byplanvedtægtens bestemmelser er bindende for borgerne i henhold til Planlovens § 18, og at afvigelser kræver dispensation efter Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. ### Vurdering af byplanvedtægtens § 2b Nævnet fandt, at indretningen af fire separate boligenheder med egne faciliteter og adskilte haver var i strid med byplanvedtægtens § 2b, som fastsætter, at der kun må indrettes én bolig for én familie pr. ejendom. Da den ansøgte anvendelse ikke lå tæt på den umiddelbart tilladte, ville en dispensation være i strid med planens principper. Kommunens afslag på dispensation for så vidt angår § 2b havde derfor hjemmel i byplanvedtægten og planloven. ### Vurdering af byplanvedtægtens § 2c Det ansøgte byggeri havde ikke karakter af et dobbelthus, og kunne derfor ikke godkendes i henhold til byplanvedtægtens § 2c, som tillader dobbelthuse. ### Vurdering af byplanvedtægtens § 2a, 3. pkt. Planklagenævnet opfattede byplanvedtægtens § 2a, 3. pkt., som en dispensationsbestemmelse, der giver kommunen mulighed for at tillade række-, kæde- eller gårdhuse under visse betingelser. En udnyttelse af en sådan dispensationsbestemmelse er som udgangspunkt ikke i strid med planens principper. Nævnet konstaterede, at kommunen havde foretaget en skønsmæssig vurdering af, om den ønskede at dispensere, og havde fundet, at en dispensation ville være i strid med områdets karakter, skabe fortætning og påvirke naboer negativt samt skabe præcedens. Da afgørelsen om afslag på dispensation fra § 2a, 3. pkt., var baseret på et skøn, kunne Planklagenævnet ikke efterprøve dette. ### Vurdering af påbuddet Kommunen havde hjemmel til at påbyde lovliggørelse af det ulovlige forhold i medfør af Planlovens § 51, stk. 3. Påbuddet indeholdt dog et krav om, at ejeren skulle fremsende en redegørelse for, hvorledes bygningen påtænkes lovliggjort, som kommunen skulle godkende, inden den fysiske lovliggørelse kunne påbegyndes. Planklagenævnet fandt, at planloven ikke indeholder hjemmel til at stille krav om udarbejdelse af en retableringsplan i forbindelse med et påbud om fysisk lovliggørelse. Dette udgjorde en væsentlig retlig mangel ved påbuddet, da klageren ikke kunne påbegynde den fysiske lovliggørelse uden at handle i strid med påbuddet. På denne baggrund ophævede Planklagenævnet påbuddet. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.