Stadfæstelse af landzonetilladelse til opførelse af enfamiliehus på [adresse1]

Vurdering af ny helårsbolig i landzone

Planklagenævnet foretog en konkret vurdering af sagen i forhold til planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, med afsæt i kommunens planlægning. Nævnet bemærkede, at praksis for nye boliger i landzone er restriktiv, især tæt på byzone og lige uden for landsbyer, for at sikre en klar grænse mellem by og land. Dog kan der normalt meddeles tilladelse til opførelse af boliger i landsbyer, hvis kommuneplanen har foretaget planlægningsmæssige overvejelser.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Hedensted Kommunes vurdering af, at der kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte enfamiliehus. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Det ansøgte opføres inden for landsbyafgrænsningen og placeres blandt eksisterende bebyggelse.
• Ejendommen ligger inden for kommuneplanrammen, der udlægger området til blandet bolig og erhverv.
• Planlægningsmæssige, landskabelige og naturbeskyttelsesmæssige hensyn talte ikke afgørende imod en tilladelse på den ansøgte placering.
• Der var ingen registreringer af beskyttet natur og dyreliv i området, og der er ca. 6,7 km til nærmeste Natura 2000-område.
• Arealet har hidtil været dyrket landbrugsmæssigt eller har ligget hen som slået græsareal, hvilket mindsker bekymringen for påvirkning af dyrelivet.

Planklagenævnet stadfæstede Hedensted Kommunes afgørelse af 11. august 2022 om landzonetilladelse til opførelse af et enfamiliehus på ejendommen [adresse1]. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Kommunens Afgørelse og Klager

Vordingborg Kommune gav den 19. marts 2018 landzonetilladelse til det ansøgte efter Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen lå inden for et boligområde i kommuneplanen, at byggeriet og terrænreguleringen skulle ske uden for strandbeskyttelseslinjen, og at huset ville passe ind i byens struktur. Kommunen vurderede, at terrænreguleringen var nødvendig for klimasikring og ikke ville medføre urimelige gener for naboer.

Tre beboere i området klagede over kommunens afgørelse. Klagerne anførte blandt andet, at grunden ikke var egnet til bebyggelse, at der ikke var byggeret på grunden, at den tinglyste deklaration forhindrede byggeri, at der var foretaget ulovlig terrænregulering, og at byggeriet ville medføre urimelige gener og ødelægge kystlinjen. Kommunen afviste klagepunkterne og henviste til, at deklarationen ikke længere var relevant, og at Kystdirektoratet havde vurderet, at byggeriet ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Planklagenævnets Tidligere Afgørelse og Hjemvisning

Planklagenævnet ændrede den 4. december 2019 kommunens tilladelse til et afslag. Et flertal fandt, at tilladelsen ville være i strid med landzonebestemmelserne, da den landskabelige påvirkning ville være væsentlig på grund af terrænreguleringen og husets udformning, som ikke ville passe ind i rækken af ældre villaer. Nævnet vurderede, at byggeriet ikke var af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, og at arealet var udpeget som lavbundsareal, hvor byggeri bør undgås. Mindretallet fandt derimod, at tilladelsen kunne gives, da byggeriet var indpasset i husrækken, og kommunen havde foretaget planlægningsmæssige overvejelser i kommuneplanen.

Retten i Nykøbing Falster hjemviste sagen til fornyet behandling, idet retten fandt, at Planklagenævnets afgørelse var behæftet med mangler. Retten lagde til grund, at ejendommen ligger i et tæt bebygget område i Præstø by, og at byggeriet ikke ville være uforeneligt med planlovens hovedformål. Retten vurderede, at den landskabelige påvirkning ikke ville være væsentlig, og at de planlægningsmæssige interesser i kystnærhedszonen ikke ville blive tilsidesat, jf. Planlovens § 35, stk. 3.