Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan til ombygning af bevaringsværdig bygning i Maribo

Klagen

Bevaringsforeningen klagede over, at kommunen ikke havde taget hensyn til ejendommens bevaringsværdier. Klageren fremhævede, at lokalplanens bestemmelser for vinduesudformning (§ 7.1.2), kviste (§ 7.2.2) og tagvinduer (§ 7.2.3) ikke var overholdt. Desuden mente klageren, at kommunen burde have stillet krav om genetablering af bindingsværket i gavlen, en skorsten og en brandkam. Klagen blev af Planklagenævnet forstået som en indsigelse mod kommunens hjemmel til at dispensere for de ansøgte ændringer.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Lolland Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige principper.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Lokalplanbestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der afviger fra lokalplanen, kræver dispensation. En dispensationsbestemmelse, som defineret i Planloven § 15, stk. 2, nr. 18, giver kommunen mulighed for at tillade afvigelser efter en konkret vurdering.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 6.1, som kræver byrådets særlige godkendelse til ombygning af bevaringsværdig bebyggelse, er en dispensationsbestemmelse i henhold til Planloven § 15, stk. 2, nr. 18. Dette indebærer, at de ansøgte ændringer krævede dispensation efter Planloven § 19.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke strider mod planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Planens principper omfatter formålsbestemmelsen og anvendelsesbestemmelser, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er afgørende for planens formål. En dispensation givet i henhold til en dispensationsbestemmelse i lokalplanen er som udgangspunkt ikke i strid med planens principper.

Planklagenævnet vurderede følgende:

• Lokalplanens § 6.1: Da § 6.1 er en dispensationsbestemmelse, er en dispensation herfra ikke i strid med planens principper.
• Lokalplanens § 7.1.2 (vinduer): Kommunens dispensation fra denne bebyggelsesregulerende bestemmelse blev ikke fundet i strid med lokalplanens principper, da den ikke er specifikt henvist til i formålsbestemmelsen.
• Lokalplanens §§ 7.2.2 og 7.2.3 (kviste og tagvinduer): Bestemmelserne skal forstås i sammenhæng. Nævnet fandt, at kommunens dispensation fra § 7.2.2 til at etablere ovenlysvinduer i stedet for kviste, og som var større end angivet i § 7.2.3, ikke var i strid med lokalplanens principper. Dette skyldes, at der er tale om bebyggelsesregulerende bestemmelser, som ikke er henvist til i formålsbestemmelsen. Nævnet fandt desuden, at § 7.2.3 ikke var relevant, når kommunen med hjemmel i § 7.2.2 havde dispenseret til ovenlysvinduer.

Konklusion

Planklagenævnet konkluderede, at Lolland Kommune havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens §§ 7.1.2 og 7.2.2, jf. § 6.1. Selve afgørelsen om dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Forhold, der ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende fjernelse af et bevaringsværdigt udhus og manglende genetablering af bindingsværk på husets bagside, da disse forhold ikke var omfattet af den afgørelse, der var klaget over.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens formål er at sikre byfornyelse i overensstemmelse med bevaringsretningslinjer og at ny bebyggelse opføres i harmoni med den eksisterende. Specifikke bestemmelser i lokalplanens § 7 fastsætter:

• § 7.1.4: Udvendige bygningssider, herunder tage, må kun fremtræde i materialernes naturfarver eller farver dannet af hvidt, sort eller jordfarverne, medmindre andet godkendes af byrådet.
• § 7.1.5: Tage på facadebebyggelsen skal dækkes med rødt tegl, skifer eller kunstskifer.
• § 7.3.2: Vinduer mod A 1 skal udføres i træ og i eksisterende bebyggelse med traditionel profilering og spinkel opsprosning.
• § 7.3.3: Nye gadedøre og portfløje skal udføres i træ og i eksisterende bebyggelse udformes som traditionelle fyldningsdøre eller flammerede fløje.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Lolland Kommune afslog dispensationen med den begrundelse, at de ansøgte plastikvinduer var i strid med lokalplanens § 7.3.2. Kommunen mente, at lokalplanens formålsbestemmelse (§ 1.2), som henviser til et kommuneplantillæg fra 1992 om by- og bygningsbevaring, gjorde, at trævinduer måtte anses som en del af planens principper, hvorfra der ikke kunne dispenseres. For gadedøren (plastik med tre store glaspartier) og de sorte tagsten (i strid med § 7.1.4 og § 7.1.5) vurderede kommunen, at en dispensation ville ændre områdets karakter og danne præcedens, da de afveg fra bygningens oprindelige arkitektur og områdets historiske træk. Kommunen oplyste, at klageren havde modtaget et orienteringsbrev om bygningens bevaringsstatus i 2016. Vedrørende lighedsgrundsætningen oplyste kommunen, at de ville undersøge de af klageren nævnte overtrædelser på andre ejendomme og behandlede sager efter lighedsprincippet.