Stadfæstelse af afslag på ansøgning om ophævelse af fredskovspligt

Sagen omhandler en klage over Miljøstyrelsens afslag på en ansøgning om ophævelse af fredskovspligt på en del af matr. nr. [Matrikelnummer1] i Køge Kommune. Ejendommen, der er på ca. 11,5 ha, er i sin helhed omfattet af fredskovspligt. Ansøgningen vedrørte ca. 2,31 ha på matriklens sydlige del, hvorpå der ønskedes etableret jernbaneunderføring, busholdeplads og butiksområde for at forbinde et jernbaneanlæg med Herfølge by.

Miljøstyrelsen meddelte den 4. august 2022 afslag på ansøgningen i medfør af Skovlovens § 6, stk. 1. Styrelsen begrundede afslaget med, at praksis for ophævelse af fredskovspligt er restriktiv, og at der kun gives tilladelse, hvis den ansøgte anvendelse ikke kan placeres uden for fredskov, og hvis hensynet til overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare arealet som fredskov. Miljøstyrelsen fandt ikke, at det var godtgjort, at det ansøgte butiksområde og busholdepladsen ikke kunne gennemføres uden for fredskov, og vurderede ikke byudvikling som et samfundsmæssigt formål, der vejede tungere end hensynet til fredskoven.

Klager, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen den 31. august 2022 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at projektet understøtter den kollektive trafiks nye muligheder i Herfølge, og at den ansøgte placering er den eneste, der giver mulighed for optimale og sikre adgangsforhold for alle trafikanter, herunder bløde trafikanter, der skal krydse jernbanen. Lokale sundhedsfunktioner og indkøbsmuligheder var tænkt ind som en bæredygtig løsning.

Bemærkninger fra parterne

Miljøstyrelsen fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at ansøgningen var vurderet samlet, og at byudvikling ikke udgør et samfundsmæssigt hensyn, der vejer tungere end hensynet til fredskoven.

Køge Kommune præciserede, at ansøgningen vedrørte et samlet stations- og butikscenter med pendler- og busholdeplads, og at det var vigtigt at skabe bedre forhold for pendlere ved Herfølge Station. Kommunen anførte, at en alternativ udbygning af detailhandlen i den nuværende bymidte ville forudsætte nedrivning af bevaringsværdige bygninger, og at det ikke var muligt at udvide bymidten vest for jernbanen. Kommunen understregede, at det ansøgte areal ikke primært ønskedes anvendt til byudvikling, men derimod til trafik- og pendlerforhold, der kan understøtte kollektiv transport.

Herfølge Borgerforening støttede klagen og anførte, at det stationsnære område øst for jernbanen var af vital betydning for den infrastrukturelle udvikling. Borgerforeningen bemærkede, at skoven var tidligere mark tilplantet i 1950'erne uden offentlig adgang, og at ejeren havde tilbudt at plante betydeligt mere erstatningsskov. De fandt Miljøstyrelsens argumentation misforstået og understregede behovet for tidssvarende forhold for trafikken til og fra Herfølge Station.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse af 4. august 2022 om afslag på ansøgning om ophævelse af fredskovspligt på en del af matr. nr. [Matrikelnummer1].

Nævnet henviste til Skovlovens § 1, der fastslår formålet med loven om bæredygtig drift af skove, og Skovlovens § 6, stk. 1, der giver Miljøstyrelsen mulighed for at ophæve fredskovspligt, når særlige grunde taler for det. Nævnet understregede, at praksis for ophævelse af fredskovspligt er restriktiv, og at ophævelse kun sker, hvis den ansøgte anvendelse ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis de samfundsmæssige hensyn er vigtigere end hensynet til at bevare fredskoven. Dette er i overensstemmelse med lovbemærkningerne til Skovlovens § 6, stk. 1.

Vurdering af samfundsmæssige hensyn

Nævnet lagde vægt på, at kommunale ønsker om byudvidelse normalt ikke anses for hensyn, der kan overstige hensynet til at bevare fredskov, jf. lovbemærkningerne til Skovlovens § 11. Det fremgår også af Vejledning om skovloven § 11, stk. 1, at offentlige anlæg så vidt muligt skal placeres uden for fredskov, og at store økonomiske interesser alene ikke er tilstrækkeligt grundlag for tilladelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at det samlede projekt ikke udgjorde et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en tilladelse til ophævelse af fredskovspligten. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis og risikoen for uønsket præcedensvirkning. Det blev ikke godtgjort, at den ønskede byudvikling og udvidelse af stationsområdet ikke kunne ske uden for det fredskovspligtige areal. Tilbuddet om erstatningsfredskov kunne ikke føre til et andet resultat.

Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.