Fortabelse af optjent ferie ved langvarig sygdom: Arbejdsgiver skal sikre ferieafholdelse forud for uarbejdsdygtighed

Den tyske ret var i tvivl om, hvorvidt den etablerede 15-måneders grænse for fortabelse ved langvarig sygdom (KHS-dommen) også gjaldt, når arbejdsgiveren havde undladt at sætte arbejdstageren i stand til at afholde ferien, før sygdommen indtraf.

Domstolen fastslår, at artikel 7 i direktiv 2003/88/EF og chartrets artikel 31, stk. 2, er til hinder for den nationale lovgivning og praksis, der medfører, at retten til årlig betalt ferie bortfalder i de foreliggende situationer.

Retten til årlig betalt ferie, der er optjent i en referenceperiode, hvor arbejdstageren delvist har arbejdet, før der indtrådte fuldstændigt tab af arbejdsevnen eller uarbejdsdygtighed, kan ikke bortfalde, hvis arbejdsgiveren ikke rettidigt har opfyldt sin forpligtelse til at sikre, at arbejdstageren var i stand til at gøre brug af denne ret.

Domstolens begrundelse

• Arbejdsgiverens ansvar: Domstolen gentager, at det påhviler arbejdsgiveren at sikre sig, at arbejdstageren sættes i stand til at udøve sin ferieret ved at informere og opfordre til ferieafholdelse. En arbejdsgiver, der undlader dette, skal bære konsekvenserne af sin undladelse.
• Undtagelse fra bortfaldsreglen: Selvom Domstolen i tidligere praksis (KHS-dommen) har anerkendt en 15-måneders overførselsperiode for ferie optjent under langvarig, uafbrudt sygdom over flere referenceperioder (for at beskytte arbejdsgiveren mod ubegrænset kumulation), finder denne undtagelse ikke anvendelse her.
• Ingen risiko for kumulation: I de foreliggende sager påberåber arbejdstagerne sig kun ferie optjent i den referenceperiode, hvor de faktisk arbejdede, inden uarbejdsdygtigheden indtrådte. Der foreligger derfor ikke en risiko for negative konsekvenser af ubegrænset kumulation af ferierettigheder, som kunne begrunde en begrænsning af retten efter 15 måneder.
• Beskyttelse af grundretten: At lade retten bortfalde, uden at det er bevist, at arbejdsgiveren har opfyldt sin oplysningspligt, vil fratage den grundlæggende ret til ferie (Charter art. 31, stk. 2) sin substans.

Domstolen fandt, at Rettens dom påvirkede EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng, og ophævede derfor Rettens dom. Domstolen fastslog, at retten til årlig betalt ferie er et grundlæggende princip, og at vedtægten skal fortolkes i overensstemmelse hermed.