Ophævelse og hjemvisning af påbud om tilbageholdelse eller kassering af slagtebiprodukter

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet sagen og har fundet anledning til at prøve Fødevarestyrelsens retsanvendelse vedrørende den del af påbuddet, som omhandler nedklassificering. Nævnet har begrænset sin prøvelse til de væsentligste forhold i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11.

Nævnets vurdering af hjemmelsgrundlag

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens påbud af 15. juli 2022 hvilede på en fejlagtig retsanvendelse og derfor var ugyldigt. Nævnet vurderede, at Fødevarestyrelsen ikke med henvisning til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2090 artikel 5, stk. 1, kunne påbyde nedklassificering og kassering af produkterne. Denne bestemmelse omhandler udelukkende situationer, hvor maksimalgrænseværdierne for restkoncentrationer de facto er overskredet. I den foreliggende sag var der uomtvistet kun tale om mistanke, som senere blev afkræftet af styrelsens prøvesvar. Nævnet understregede, at et påbud skal have korrekt hjemmel, uanset om det er et alternativ til et mindre indgribende påbud.

Nævnet vurderede endvidere, at Fødevarestyrelsen ikke havde godtgjort, at påbuddet om nedklassificering var nødvendigt i medfør af Fødevarelovens § 52, stk. 1. Denne bestemmelse giver styrelsen hjemmel til at meddele påbud, der er nødvendige for at sikre overholdelse af EU-forordninger. Nævnet konstaterede, at biproduktforordningen artikel 9 alene definerer kategori 2-materiale og ikke udgør et selvstændigt grundlag for påbud. Ligeledes danner Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2090 artikel 3, stk. 1, litra c, kun hjemmel for påbud om tilbageholdelse og isolering ved mistanke, ikke nedklassificering. Fødevarestyrelsen havde således ikke angivet et hjemmelsgrundlag, der sikrede overholdelse af den anførte lovgivning ved meddelelse af påbuddet om nedklassificering.

Øvrige bemærkninger og afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Fødevarestyrelsen ved en eventuel ny afgørelse i sagen bør forholde sig til det korrekte hjemmelsgrundlag for påbud om nedklassificering og kassering.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. juli 2022 om påbud om tilbageholdelse af slagtebiprodukter og biprodukter og alternativt kassering som kategori 2-materiale, og hjemviser sagen til fornyet behandling.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at der ikke var juridisk eller fagligt belæg for Fødevarestyrelsens afgørelse. Klageren fremhævede, at sort peber, som indeholder piperin, indtages i langt højere mængder i almindelig kost uden at blive anset for sundhedsskadeligt, og at påbuddet derfor var i strid med ligebehandlingsprincippet. Det blev også anført, at fristen for at efterkomme påbuddet var urimelig kort, at der kun var partshørt over den ene del af påbuddet (tilbagekaldelse, men ikke destruktion), og at afgørelsen var i strid med proportionalitetsprincippet. Klageren mente desuden, at afgørelsen havde negativ indvirkning på varernes frie bevægelighed i EU, og at grundlaget for Fødevarestyrelsens afgørelse var bortfaldet efter en ny redegørelse fra EFSA, der præciserede, at deres tidligere sikkerhedsvurdering af piperin kun angik det kemiske stof piperin som aroma, ikke piperin fra sort peber.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen fastholdt, at kosttilskud med piperinekstrakt ikke kan sammenlignes med almindelig sort peber i kosten, da kosttilskud er koncentrerede kilder og indtages dagligt i en specifik dosis. Styrelsen henviste til, at DTU Fødevareinstituttet er deres rådgivningsorgan, og at deres risikovurderinger lægges til grund for risikohåndtering. Fødevarestyrelsen afviste, at EFSA's nye svar ændrede deres vurdering, og oplyste, at syv andre virksomheder havde modtaget lignende påbud. Styrelsen anførte, at tilbagekaldelse er standard ved farlige fødevarer i henhold til Fødevareforordningen artikel 14 og Fødevareforordningen artikel 19, stk. 1. De bemærkede også, at tilsætning af piperinekstrakt ikke er harmoniseret på EU-plan, hvilket giver medlemsstaterne ret til at foretage nationale vurderinger. Vedrørende partshøringen erkendte styrelsen, at destruktion ikke var nævnt i den første partshøring, men at klageren fik aktindsigt i udkastet til afgørelse, hvor det fremgik.