Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til terrænregulering i Kerteminde Kommune

Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Klageren anførte, at terrænreguleringen var sket i god tro baseret på kommunens vejledning. Planklagenævnet fandt dog ikke grundlag for at statuere, at kommunen havde bibragt klageren berettigede forventninger, der kunne afskære kommunen fra at give afslag. Nævnet lagde vægt på, at den tidligere tilladelse til søen specifikt forbød jordvolde i og omkring søen, og at klagerens forståelse af en 10-meters zone var en fejlagtig antagelse fra klagerens side.

Vurdering af terrænregulering

Planklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Nævnet lagde vægt på, at bakken og jordvolden er opført i et uplanlagt landzoneområde, hvor byggeri og anlæg som hovedregel kun er tilladt, hvis det er erhvervsmæssigt nødvendigt for landbrug, skovbrug eller fiskeri. Nævnet fremhævede terrænreguleringens betydelige størrelse (bakke op til 5,5 m høj, jordvold op til 2 m høj og 52 m lang).

Nævnet vurderede, at jordvoldens og bakkens bidrag til natur og biodiversitet ikke kunne opveje den betydelige påvirkning af landskabsoplevelsen. Landskabelige hensyn talte afgørende imod en landzonetilladelse. En tilladelse ville stride mod de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, der varetages med landzonereglerne, og ville desuden skabe uønsket præcedens.

Særligt i forhold til lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet bemærkede, at selvom kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, foretager nævnet en fuld prøvelse af kommunens skønsmæssige vurdering. En eventuel tidligere afgørelse fra Fyns Amt, som ikke har været påklaget til nævnet, kan derfor ikke føre til et andet resultat i denne sag.

Forhold der ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende vilkår i den tidligere landzonetilladelse til søen, kommunens vejledning og sagsbehandling, eller spørgsmål om økonomiske udgifter, da disse enten ikke var omfattet af den påklagede afgørelse eller lå uden for nævnets kompetence.

Fredning – Stevns Klint

Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.

Kommunens vurdering

Kommunen lagde vægt på den dokumenterede støjmæssige begrundelse og vurderede, at projektet ikke stred mod kommuneplanens retningslinjer, herunder for landskabskarakterområdet A2. Kommunen bemærkede, at området allerede er præget af råstofindvinding, og at jordvolden ikke ville påvirke kulturhistoriske bevaringsværdier eller værdifuldt landbrugsareal. Kommunen vurderede desuden, at anlægsarbejdet ikke ville medføre urimelige gener for naboer, og at den færdige vold ikke ville øge støjgenerne for dem.

Klagerens indsigelser

En beboer, der bor ca. 55 meter fra den planlagte jordvold, klagede til Planklagenævnet. Klageren anførte, at kommunen ikke havde inddraget alternative forslag til jordvoldens udformning, herunder en kortere vold drejet ind mellem den eksisterende sø og ansøgerens bygninger. Klageren frygtede desuden forringelse af udsigten over søen og øgede støjgener fra A1 som følge af støjreflektion fra volden, samt gener under anlægsarbejdet.

Ansøgerens bemærkninger til klagen

Ansøgeren bestred klagerens klageberettigelse med henvisning til, at klageren ikke var umiddelbar nabo, og at klagerens grund lå lavere end A1, hvilket allerede spærrede for udsigten til anlægsområdet. Ansøgeren mente ikke, at projektet ville ændre udsigt, støjforhold eller ejendomsværdi for klageren.