Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation vedrørende placering af udhus i Thorup Strand

Jammerbugt Kommune afslog den 17. juni 2022 en ansøgning om lovliggørende dispensation til et udhus på ejendommen [A1]. Udhuset var placeret mindre end 2,5 meter fra skel mod et fællesareal, hvilket er i strid med partiel byplanvedtægt nr. 7, Sommerhusområde Thorup Strand II § 3, stk. 3. Byplanvedtægten fastsætter byggelinjer på 2,5 meter fra skel mod veje, stier og fællesarealer for alle grunde.

Kommunen begrundede afslaget med, at byggelinjerne sikrer, at bebyggelsen samles i enheder, og at naturen samt de ubebyggede arealer dominerer området. Desuden blev det fremhævet, at udhuset kunne placeres andre steder på grunden i overensstemmelse med byplanvedtægten, og at der ikke tidligere var givet dispensationer for lignende forhold i området.

Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Klagen omhandlede fire hovedspørgsmål:

Klagepunkter

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 3, stk. 3.
• Om kommunen havde foretaget en konkret vurdering af forholdet, som forvaltningsretten kræver.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Planklagenævnet behandlede ikke et yderligere klagepunkt vedrørende hensigtsmæssighed, da dette vedrørte kommunens skønsmæssige beslutning og ikke retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Jammerbugt Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation forbliver gældende. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Planklagenævnet fastslog, at udhusets placering i en afstand af 1,55 meter fra skel mod et fællesareal er i strid med byplanvedtægtens § 3, stk. 3. Forholdet kræver derfor dispensation, jf. Planloven § 19. Nævnet bemærkede, at selve afslaget på dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, men at kommunens afgørelse skal overholde almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger.

Konkret vurdering

Klageren gjorde gældende, at ejendommens særlige beliggenhed krævede en særlig vurdering, og at kommunen ikke måtte sætte skøn under regel. Planklagenævnet fandt dog ikke grundlag for at antage, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering. Nævnet vurderede, at kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, herunder ønsket om at samle bebyggelsen inden for byggelinjerne.

Lighedsgrundsætningen

Klageren henviste til, at der var andre ejendomme i området med lignende ulovlige skure. Kommunen oplyste, at der ikke var givet dispensationer for lignende forhold. Planklagenævnet fastslog, at det forhold, at kommunen ikke har forfulgt ulovlige forhold, ikke kan sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis. Derfor fandt nævnet ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet bemærkede dog, at kommunen ved meddelelse af påbud om lovliggørelse efter Planloven § 51 skal iagttage lighedsgrundsætningen.

Proportionalitetsprincippet

Klageren anførte, at det ville være mindre indgribende at give dispensation end at kræve udhuset fjernet. Planklagenævnet fandt, at afslaget på dispensation, som forventes at føre til et krav om fysisk lovliggørelse, ikke var i strid med proportionalitetsprincippet. Nævnet lagde vægt på hensynet til retshåndhævelsen og ønsket om at undgå præcedensvirkning.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.