Ligebehandlingsnævnets afvisning af klage over krav om skriftlig kommunikation til ordblind borger

Sagen omhandler en borger med dokumenteret ordblindhed, der følte sig udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i mødet med et ministerium. Borgeren havde gennem en længere periode rettet adskillige telefoniske henvendelser til ministeriet vedrørende spørgsmål om webtilgængelighed, herunder specifikt kravet om en læs-op-funktion på myndigheders hjemmesider. Han anførte, at han under en af disse samtaler blev afvist telefonisk og i stedet blev bedt om at rette skriftlig henvendelse. Ifølge borgeren blev han desuden opfordret til at få en ven til at hjælpe sig med at skrive til myndigheden.

Ministeriet redegjorde for, at borgeren havde ringet meget hyppigt, i visse perioder op til 6-8 gange dagligt. Myndigheden anførte, at de havde forsøgt at yde vejledning og herunder indhentet udtalelser fra Digitaliseringsstyrelsen. Ministeriet argumenterede for, at de telefoniske henvendelser til sidst ikke længere var konstruktive, og at man derfor bad om en skriftlig henvendelse for bedre at kunne identificere og svare på borgerens specifikke problemstillinger. Ministeriet afviste, at der var tale om en generel praksis eller diskrimination, men karakteriserede det som en nødvendig foranstaltning i et konkret, kompliceret forløb.

Ligebehandlingsnævnet besluttede, at de ikke havde kompetence til at behandle klagen. Nævnet vurderede, at sagens kerne vedrørte spørgsmålet om tilgængelighed, herunder muligheden for at kommunikere telefonisk med en offentlig myndighed.

I begrundelsen lagde nævnet vægt på, at Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2 og Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 3 ikke i sig selv pålægger myndigheder en udvidet pligt til tilgængelighed eller specifikke kommunikationsformer ud over, hvad der følger af anden lovgivning.

Nævnet henviste til lovforarbejderne, hvoraf det fremgår, at klager over manglende tilgængelighed skal håndteres inden for de respektive sektorers egne klagesystemer. Da klagen dermed faldt uden for nævnets saglige område, blev den afvist i medfør af Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 6.