Ligebehandlingsnævnet afviser sag om afskedigelse af gravid medarbejder grundet behov for vidneforklaringer

Sagen omhandler en kvindelig medarbejder, der var ansat som Executive Assistant i en virksomhed fra oktober 2016. Hendes primære arbejdsopgave var telefonisk kontakt til erhvervsledere med henblik på mødebooking. I løbet af sommeren 2017 blev der iværksat en udviklingsplan for klageren, da virksomheden ikke fandt hendes arbejdspræstationer tilfredsstillende.

I oktober 2017 blev klageren gravid. Der opstod i sagen uenighed om, hvornår virksomheden blev bekendt med denne graviditet. Klageren har anført, at hun mundtligt orienterede sin faglige leder om graviditeten den 23. oktober 2017, mens virksomheden bestrider dette og hævder, at beslutningen om at afskedige hende blev truffet den 24. oktober 2017 – før de fik kendskab til graviditeten.

Sagsforløbet involverer en række SMS-udvekslinger mellem klageren og den faglige leder:

• Den 24. og 25. oktober orienterede klageren om rygsmerter og lægebesøg.
• Den 26. oktober sendte klageren en SMS om, at en scanning havde vist et foster med hjerteblink.
• Den 6. november oplyste klageren, at hun havde haft en spontan abort.

Klageren blev formelt opsagt den 15. november 2017 med henvisning til manglende performance. Klageren gjorde gældende, at hun havde modtaget bonusser for sin indsats, og at der var en direkte tidsmæssig sammenhæng mellem hendes graviditet/abort og afskedigelsen, hvilket efter hendes opfattelse udgjorde i strid med Ligebehandlingsloven § 9. Virksomheden fastholdt derimod, at opsigelsen udelukkende skyldtes, at klageren ikke opfyldte de fastlagte resultatkrav, og at beslutningen var truffet, før de kendte til graviditeten.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om at afvise at behandle klagen. Nævnet vurderede, at en afklaring af sagen krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for nævnet.

Nævnet lagde til grund, at beslutningen om at afskedige klageren reelt blev truffet senest den 24. oktober 2017, jf. en intern mail fra virksomhedens direktør. Da klageren på dette tidspunkt var gravid, fandt nævnet, at det som udgangspunkt påhvilede arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i graviditeten, jf. den omvendte bevisbyrde i Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4.

Det centrale juridiske spørgsmål var, om virksomheden havde kendskab til graviditeten på beslutningstidspunktet. Nævnet fandt, at der var betydelig tvivl herom, særligt i lyset af:

• Den uklare SMS-korrespondance mellem klageren og den faglige leder i dagene omkring beslutningen.