Afslag på genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om afvisning af klage over Aarhus Kommune

Nævnet har derimod ikke pligt til at genoptage en sag alene på grund af uenighed i nævnets fortolkning eller praksis.

Vurdering af nye oplysninger

Planklagenævnet fandt, at klageren i anmodningen om genoptagelse ikke var kommet med nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat. Nævnet lagde vægt på, at kommunens e-mail af 10. marts 2022 ikke ændrer på, at kommunens e-mail af 17. december 2021 ikke udgjorde en afgørelse efter planloven. En afgørelse efter planloven er en forudsætning for at kunne klage til nævnet.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet afslår på denne baggrund at genoptage sin afgørelse af 22. februar 2022, da betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt. Nævnet bemærker, at afgørelsen af 22. februar 2022 alene vedrører, at kommunens e-mail af 17. december 2021 ikke udgør en afgørelse efter planloven. Der er således ikke taget stilling til, om nævnet kan behandle en eventuel klage over kommunens øvrige e-mails eller kommunens afgørelse af 19. juni 1987.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afslag på genoptagelse er endeligt og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Fristen regnes fra den 22. februar 2022 for den oprindelige afgørelse.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har besluttet at genoptage sagen eller ændre den afgørelse, der er klaget over. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.