Planklagenævnets afgørelse om Lokalplan nr. 1.95 for Torslunde Landsby, Ishøj Kommune

Ishøj Kommune vedtog den 1. februar 2022 endeligt lokalplan nr. 1.95, Bevarende lokalplan for Torslunde Landsby. To boligejere i planområdet klagede over planvedtagelsen. Planklagenævnet behandlede fire hovedspørgsmål i sagen, herunder om kommunen var afskåret fra at vedtage planen på grund af berettigede forventninger, om lokalplanen havde ekspropriativ karakter, om der var fejl og mangler ved planen, og om den var i strid med anden lovgivning.

Lokalplanens formål og indhold

Lokalplan nr. 1.95 har til formål at opdatere det eksisterende lokalplangrundlag og fastlægge nye bestemmelser for at tilpasse den fremtidige udvikling i Torslunde Landsby til dens karakter og særkender. Planen skal sikre bevarelsen af kulturhistoriske spor, herunder eksisterende og nye bevaringsværdige bebyggelser, samt fastlægge bestemmelser for udseende og udformning af bebyggelse. Lokalplanen giver ikke mulighed for byudvikling og større udstykninger.

Udstykningsbestemmelser

Lokalplanens § 3 fastsætter, at udstykning, udmatrikulering eller arealoverførsel kun må foretages, så grunde har et minimumsareal på 1.500 m². Dette er for at fastholde landsbykarakteren med større havearealer og grønne kig. Den tidligere lokalplan nr. 1.15 havde et minimumsareal på 750 m² for udstykninger.

Fredningsforhold

Torslunde Kirke er omfattet af en Exner-fredning fra 12. maj 1952. Fredningen omfatter præstegårdshaven, gårdspladsen og en jordbræmme øst for kirkegården. Den forbyder bebyggelse, udsigtsødelæggende beplantning og skønhedsforstyrrende genstande, der kan virke skæmmende eller hindrende for udsigten til eller fra kirken.

Klagerens anbringender

Klager 1 anførte, at muligheden for udstykning var en væsentlig faktor ved køb af ejendommen i 2016, og at kommunen var bekendt med hans udstykningsplaner. Klageren mente, at den nye lokalplans krav om minimum 1.500 m² for udstykning udelukkende ramte hans ejendom og havde ekspropriativ karakter, da den forhindrede ham i at udnytte sin grund på 2.821 m².

Klagerne påpegede også, at lokalplanen indeholdt fejlbehæftede historiske kort og korttekster, samt ukorrekte oplysninger om hegnhøjder fra den tidligere lokalplan. Desuden blev det anført, at lokalplanen skulle sikre offentlig adgang til dele af en ejendom tilkøbt af Torslunde Kirke, og at den var i strid med Exner-fredningen ved at bevare træer, der spærrede for udsigten til kirken.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne over Ishøj Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 1.95, hvilket betyder, at lokalplanen fortsat er gældende.

Berettigede forventninger

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke var afskåret fra at vedtage lokalplanen på grund af berettigede forventninger hos klageren. Nævnet lagde vægt på, at en kommune altid har ret til at ændre planlægningen for et område, jf. Planloven § 13, stk. 1. Borgere kan ikke have berettigede forventninger om, at plangrundlaget ikke vil blive ændret.

Ekspropriativ karakter

Nævnet vurderede, at lokalplanens bestemmelse om et minimumsareal på 1.500 m² for udstykning ikke udgjorde en særligt intens og konkret indskrænkning i klagerens rådighed over ejendommen, der afskar ham fra en økonomisk rimelig udnyttelse. Kommunen havde hjemmel i Planloven § 15, stk. 2, nr. 3 til at fastsætte bestemmelser om ejendommens størrelse og afgrænsning. Lokalplanlægning er som udgangspunkt erstatningsfri regulering.

Fejl og mangler i lokalplanen

Planklagenævnet fandt ikke, at lokalplanen var ugyldig som følge af fejlbehæftede historiske kort eller korttekster. Nævnet bemærkede, at planloven ikke stiller krav om bestemte korttyper, og at kommuner har et vidtgående skøn. Kommunen havde desuden tilrettet kortteksten. Nævnet fandt heller ikke, at det var et krav efter planloven, at kommunen eksplicit skulle beskrive offentlighedens adgang til arealer i planområdet. Eventuel tvivl om fortolkning af lokalplanen påvirker ikke dens gyldighed, men kan have betydning for håndhævelsen.

Strid med Exner-fredningen

Planklagenævnet bemærkede, at der ikke er noget til hinder for, at en kommune vedtager en lokalplan, selvom dens gennemførelse kræver tilladelse eller dispensation fra anden lovgivning. Nævnet har ikke kompetence til at prøve kommunens planlægningsmæssige skøn eller afgørelser truffet af Fredningsnævnet.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovligheden eller gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige retsgrundsætninger. Klagepunkter vedrørende lokalplan nr. 1.15, ”Sagen af 25. maj 2010”, fældning af thujatræer og placering af kviste blev ikke behandlet, da de enten ikke vedrørte den påklagede lokalplan nr. 1.95 eller var spørgsmål om planens hensigtsmæssighed, som nævnet ikke har kompetence til at vurdere.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyrer tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.