Ophævelse og hjemvisning af afgørelse i sag om lovliggørende tilladelse til skråningsbeskyttelse

Mangelfuldt vilkår om strandfodring

Nævnets afgørelse om at ophæve tilladelsen var begrundet i et afgørende retligt mangel. Kommunen havde i sin afgørelse forudsat, at den nødvendige strandfodring ville blive sikret gennem det fremtidige og endnu ikke vedtagne projekt "Nordkystens Fremtid".

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at et vilkår i en tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 3 skal være præcist og juridisk bindende. Da realiseringen af "Nordkystens Fremtid" var usikker, var vilkåret om strandfodring mangelfuldt og ikke tilstrækkeligt til at sikre kystens rekreative værdier og adgangsforhold. Denne mangel gjorde kommunens afgørelse ugyldig.

Hjemvisning med bemærkninger

Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Halsnæs Kommune. Nævnet påpegede, at kommunen i den nye behandling skal:

• Udarbejde et konkret og retskraftigt vilkår om strandfodring.
• Tydeligt adskille afgørelser truffet efter kystbeskyttelsesloven fra afgørelser efter anden lovgivning som naturbeskyttelsesloven og miljøvurderingsloven.
• Foretage en grundigere vurdering af, om projektet er i overensstemmelse med den gældende fredningsbestemmelse.

Gribskov Kommune meddelte tilladelse til skråningsbeskyttelsen i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. Kommunen vurderede, at der var behov for kystbeskyttelse på grund af bebyggelsens placering på skrænten og den store risiko for akut erosion. Kommunen vurderede også, at projektet ikke ville øge sedimentunderskuddet betydeligt.

Kommunen stillede vilkår om fjernelse af den eksisterende betonhøfde, da den vurderede, at høfden begrænsede den rekreative udnyttelse og adgangen til og langs kysten, hvilket er en lovsikret ret i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 22, stk. 3. Selvom en uvildig rådgiver vurderede høfden som begrænset virksom, fastholdt kommunen vilkåret med henvisning til passage langs kysten. Kommunen traf også afgørelse om, at projektet ikke skulle miljøvurderes, jf. Miljøvurderingsloven § 21, og at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering, jf. Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet § 3.

Klagerens Anbringender

Klageren anførte, at vilkåret om fjernelse af betonhøfden var usagligt og uproportionalt. Klageren argumenterede for, at betonhøfden, der blev etableret for ca. 70 år siden, var funktionelt uafhængig af skråningsbeskyttelsen, da dens formål var at fastholde stranden, mens skråningsbeskyttelsen beskytter kystskrænten. Klageren fremhævede, at fjernelsen ville være yderst bekostelig (50.000-100.000 kr.) og medføre tab af kystbeskyttelse for sandstranden. Klageren mente, at en forbedret passage kunne opnås med et mindre indgreb, f.eks. ved at afkorte høfden med 3 meter, og at der allerede var god passagemulighed. Klageren påpegede desuden, at et kommende sandfodringsprojekt for hele kommunen ville skabe en bred sandstrand, der ville dække høfden og sikre passage, hvilket gjorde vilkåret unødvendigt.