Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
| Lov | § |
|---|---|
Sagen omhandler en afgørelse fra Halsnæs Kommune, der meddelte en lovliggørende tilladelse til eksisterende skråningsbeskyttelse og tilladelse til etablering af yderligere skråningsbeskyttelse på en ca. 150 meter lang kyststrækning i et sommerhusområde ved Hesselø Bugt. Kommunen vurderede samtidig, at projektet ikke krævede en miljøvurdering (VVM) og meddelte dispensationer fra bl.a. strandbeskyttelseslinjen og en lokal fredning.
Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen med flere hovedpunkter:
Halsnæs Kommune fastholdt, at der var foretaget en konkret vurdering af behovet for kystbeskyttelse baseret på data om erosion. Kommunen henviste til, at strandfodring var tilstrækkeligt sikret gennem det fremtidige projekt "Nordkystens Fremtid", og at der derfor ikke var behov for et specifikt vilkår herom i tilladelsen. Desuden mente kommunen ikke, at projektet ville have væsentlige kumulative effekter, der udløste VVM-pligt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet traf en todelt afgørelse. Nævnet ophævede Halsnæs Kommunes tilladelse til skråningsbeskyttelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Samtidig gav nævnet ikke medhold i klagen over kommunens afgørelse om, at projektet ikke var omfattet af krav om miljøvurdering.
Nævnet fastholdt kommunens afgørelse om, at projektet ikke krævede en fuld miljøvurdering (VVM). Nævnet lagde vægt på, at en screening efter Miljøvurderingsloven § 21 er en foreløbig vurdering. Kommunen havde vurderet, at projektet, som primært bestod i forstærkning af eksisterende anlæg, ikke ville medføre væsentlige kumulative påvirkninger eller skade på beskyttede arter. Denne vurdering fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte.
Nævnets afgørelse om at ophæve tilladelsen var begrundet i et afgørende retligt mangel. Kommunen havde i sin afgørelse forudsat, at den nødvendige strandfodring ville blive sikret gennem det fremtidige og endnu ikke vedtagne projekt "Nordkystens Fremtid".
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at et vilkår i en tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 3 skal være præcist og juridisk bindende. Da realiseringen af "Nordkystens Fremtid" var usikker, var vilkåret om strandfodring mangelfuldt og ikke tilstrækkeligt til at sikre kystens rekreative værdier og adgangsforhold. Denne mangel gjorde kommunens afgørelse ugyldig.
Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Halsnæs Kommune. Nævnet påpegede, at kommunen i den nye behandling skal:
Artiklen beskriver baggrunden for projektet om kystfodring og sandressourcer, hvor klimaændringer øger presset på de danske kyster.



Sagen omhandler en klage over Gribskov Kommunes afgørelse af 21. august 2020, der gav tilladelse til skråningsbeskyttelse på matr. nr. F1, beliggende A1 i Gribskov Kommune. Tilladelsen blev givet med et vilkår om, at en eksisterende betonhøfde skulle fjernes og bortskaffes. Klageren, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 17. september 2020.
Ejendommen er et sommerhus beliggende direkte ud til kysten, hvor kyststrækningen er præget af mange kystbeskyttelsesanlæg. Den ansøgte skråningsbeskyttelse var en retlig lovliggørelse af en udvidelse af et eksisterende anlæg, der blev skadet under en storm før 2014. Anlægget består af 35 meter skråningsbeskyttelse opbygget af fiberdug, ral, sten og kampesten.
Havet og det vilde vejr på den danske vestkyst æder sig ind på kysten ved Skagen. Derfor er arbejdet med at beskytte den udsatte kyststrækning med massive mængder sand begyndt.
Da medlemmer af det lokale kystbeskyttelseslag ikke har kunne nå til enighed om projektets udformning, har de anmodet kommunen om at blive den primære drivkraft på projektet.
Gribskov Kommune meddelte tilladelse til skråningsbeskyttelsen i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. Kommunen vurderede, at der var behov for kystbeskyttelse på grund af bebyggelsens placering på skrænten og den store risiko for akut erosion. Kommunen vurderede også, at projektet ikke ville øge sedimentunderskuddet betydeligt.
Kommunen stillede vilkår om fjernelse af den eksisterende betonhøfde, da den vurderede, at høfden begrænsede den rekreative udnyttelse og adgangen til og langs kysten, hvilket er en lovsikret ret i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 22, stk. 3. Selvom en uvildig rådgiver vurderede høfden som begrænset virksom, fastholdt kommunen vilkåret med henvisning til passage langs kysten. Kommunen traf også afgørelse om, at projektet ikke skulle miljøvurderes, jf. Miljøvurderingsloven § 21, og at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering, jf. Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet § 3.
Klageren anførte, at vilkåret om fjernelse af betonhøfden var usagligt og uproportionalt. Klageren argumenterede for, at betonhøfden, der blev etableret for ca. 70 år siden, var funktionelt uafhængig af skråningsbeskyttelsen, da dens formål var at fastholde stranden, mens skråningsbeskyttelsen beskytter kystskrænten. Klageren fremhævede, at fjernelsen ville være yderst bekostelig (50.000-100.000 kr.) og medføre tab af kystbeskyttelse for sandstranden. Klageren mente, at en forbedret passage kunne opnås med et mindre indgreb, f.eks. ved at afkorte høfden med 3 meter, og at der allerede var god passagemulighed. Klageren påpegede desuden, at et kommende sandfodringsprojekt for hele kommunen ville skabe en bred sandstrand, der ville dække høfden og sikre passage, hvilket gjorde vilkåret unødvendigt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afslag på en ansøgning om etablering af kystbes...
Læs mere
Odsherred Kommune påklagede Kystdirektoratets afgørelse af 12. november 2020, som gav tilladelse til bypass med op til c...
Læs mere