Afgørelse om ophævelse og hjemvisning af afgørelse om forlængelse af tilladelse i sag om etablering

Kystdirektoratet meddelte den 24. september 2014 en tilladelse til etablering af en jollehavn ved Loddenhøjvej i Aabenraa Kommune i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 16 a, stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Tilladelsen inkluderede en VVM-screeningsafgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering. En af vilkårene for tilladelsen (vilkår 7) fastslog, at den ville bortfalde, hvis anlægsarbejdet ikke var afsluttet inden for tre år fra udstedelsen.

Kystdirektoratet forlængede efterfølgende fristen for udnyttelse af tilladelsen flere gange, senest den 23. april 2019, hvor fristen blev forlænget til den 23. april 2022. Kystdirektoratet begrundede forlængelsen med, at etablering af et anlæg af denne størrelse kan være tidskrævende, og at etableringen afventede andre nødvendige tilladelser. Direktoratet anså vilkårsændringen for en administrativ ændring, der ikke krævede høring eller orientering.

Klagerens anbringender

Den 25. maj 2020 påklagede V1 Kystdirektoratets afgørelse af 23. april 2019 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte navnlig følgende:

• VVM-screeningsafgørelsen fra 2014 var bortfaldet som følge af forældelse, da den ikke var udnyttet inden tre år efter meddelelse, jf. Miljøvurderingsloven § 39. Dette medførte, at tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven var ugyldig.
• Projektet var udvidet og ændret siden den oprindelige tilladelse i 2014, hvilket krævede en ny VVM-screening.
• Der var ikke foretaget behørig partshøring af relevante parter før Kystdirektoratets forlængelse af tilladelsen.

Klager argumenterede desuden for klageberettigelse og overholdelse af klagefristen, idet forlængelsen blev anset for en forvaltningsretlig afgørelse, som klager ikke havde været bekendt med og som ikke var ledsaget af en klagevejledning.

Kystdirektoratets bemærkninger

Kystdirektoratet anmodede om, at klagen blev afvist. Direktoratet anførte, at forlængelsen ikke var en påklagelig afgørelse i forvaltningsretlig forstand, at klager ikke var klageberettiget, da klager alene havde en ideel interesse i sagen, og at klagen var indbragt for sent. Kystdirektoratet henviste til tidligere afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor klager over den oprindelige tilladelse fra 2014 var blevet afvist på grund af manglende kompetence, klageberettigelse eller overskridelse af klagefrist.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) begrænsede sin prøvelse af sagen til spørgsmålet om, hvorvidt forlængelsen af tilladelsen udgjorde en ny tilladelse, samt pligten til at screene projektet i medfør af Miljøvurderingsloven § 21. Dette er i overensstemmelse med nævnets mulighed for at begrænse sin prøvelse til de væsentligste forhold, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og 2.

Vurdering af fristforlængelsen

MFKN vurderede, at den meddelte fristforlængelse var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, som kunne påklages. Nævnet lagde vægt på, at den oprindelige kystbeskyttelsestilladelse fra 2014 var bortfaldet, da anlægsarbejdet ikke var afsluttet inden for den fastsatte frist. Den meddelte fristforlængelse blev derfor anset for reelt at være en ny tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 16 a, stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Afgørelser efter denne paragraf kan påklages til MFKN for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 1.

Krav om VVM-screening

Det følger af Miljøvurderingsloven § 16, at et projekt omfattet af bilag 2 ikke må påbegyndes, før den kompetente myndighed skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Myndigheden skal foretage en vurdering og træffe afgørelse om, hvorvidt et sådant projekt er omfattet af krav om miljøvurdering, jf. Miljøvurderingsloven § 21.

En screeningsafgørelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden tre år efter meddelelse, eller ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år, jf. Miljøvurderingsloven § 39. Selvom denne bestemmelse trådte i kraft den 16. maj 2017, var der allerede ulovbestemte principper om forældelse af administrative afgørelser på området, der indebar et nyt screeningskrav efter en periode på omkring tre år.

Konklusion og afgørelse

MFKN fandt på baggrund heraf, at screeningsafgørelsen fra 2014 var bortfaldet som følge af forældelse. Kystdirektoratets afgørelse af 23. april 2019 om forlængelse af tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven led derfor af en væsentlig retlig mangel, da der ikke forinden var truffet en ny screeningsafgørelse efter Miljøvurderingsloven § 21.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Kystdirektoratets afgørelse af 23. april 2019 og hjemviste sagen til fornyet behandling i førsteinstansen. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.