Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til telemast ved Solbjerg

Krav om Landzonetilladelse

I landzone kræves der som udgangspunkt tilladelse fra kommunen til ny bebyggelse, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Visse anlæg til offentlig trafik, forsyning eller varsling, der er fritaget for byggetilladelse, kræver dog ikke landzonetilladelse, jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9. Ligeledes er panelantenner til mobilkommunikation på eksisterende master, siloer eller skorstene undtaget, hvis højden ikke forøges, jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 17. En telemast, der kræver byggetilladelse, anses dog for bebyggelse og kræver landzonetilladelse.

Generelle Principper for Landzonetilladelser til Telemaster

Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre planlagt bymæssig udvikling, under hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt samfundsmæssige interesser, jf. Planlovens § 1, stk. 2. Der lægges stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning.

Der er en betydelig samfundsmæssig interesse i at etablere hensigtsmæssig dækning for mobiltelefoni, hvilket vægtes tungt. Hvis ansøgeren har en frekvenstilladelse med dækningskrav, antages der en særlig samfundsmæssig interesse.

Principper for placering af telemaster:

• Bymæssig bebyggelse: Nye master bør så vidt muligt placeres her for at skåne det åbne land.
• Eksisterende høje konstruktioner: I landzone uden for bymæssig bebyggelse bør master placeres i tilknytning til f.eks. andre master, vindmøller, skorstene eller siloer. Kommunen skal overveje påbud efter Mastelovens § 11 om adgang til eksisterende konstruktioner.
• Eksisterende lavere bebyggelse: Hvis ovenstående ikke er muligt, bør master placeres i tilknytning til eksisterende (lavere) bebyggelse, selvom det medfører flere nabogener, da hensynet til landskabet normalt vejer tungere.
• Værdifulde landskabsområder: Placering i sådanne områder bør undgås, men en konkret vurdering skal altid finde sted.
• Alternative placeringsmuligheder: Ansøgeren skal undersøge og godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste. Dækningskrav begrænser omfanget af alternative undersøgelser. Kommunen har et stort krav til sagsoplysning for at sikre den bedste placering.

Planklagenævnet stadfæster Aarhus Kommunes afgørelse af 13. december 2021 om landzonetilladelse til opførelse af en 48 meter høj telemast på ejendommen [A1], 8355 Solbjerg.

Nævnets Vurdering

Nævnet fandt, at der er en betydelig samfundsmæssig interesse i opførelsen af telemasten, da Energistyrelsen har fastsat dækningskrav i området. Det blev også godtgjort, at der ikke findes bedre eller mere egnede placeringer i området, og at der inden for søgeområdet ikke er eksisterende høje konstruktioner eller bymæssig bebyggelse, som masten kunne placeres i tilknytning til. Ansøgeren og kommunen havde i tilstrækkeligt omfang undersøgt alternative placeringer, og dækningskravet begrænser omfanget af sådanne undersøgelser.

Nævnet lagde vægt på, at telemasten vil blive opført i umiddelbar tilknytning til den øvrige bebyggelse på ejendommen, hvilket mindsker dens fremtoning som spredt bebyggelse i landskabet. Bebyggelsen vil desuden dæmpe mastens visuelle påvirkning.

Det forhold, at området er udlagt som bynært landskab i kommuneplanen, ændrer ikke resultatet, da nævnet vurderede, at telemasten vil være af uvæsentlig betydning for områdets primære anvendelse. Selvom masten vil være synlig fra nærliggende ejendomme, vurderede nævnet, at opførelsen ikke vil medføre nabogener i et omfang, der kan ændre afgørelsen.

Bortfald af Tilladelse

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller hvis den ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2.

Afsluttende Bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Kommuneplanens retningslinjer for telemaster fremhæver, at antenneudstyr primært skal placeres i bymæssig bebyggelse eller på eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, skal nye master placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse for at undgå, at de fremstår som fritstående elementer i landskabet. Der stilles også krav om koordinering på tværs af kommunegrænser og vilkår om deling af masten.

Ansøgning og kommunens vurdering

Et teleselskab ansøgte om tilladelsen med begrundelsen, at en ny mast var nødvendig for at opretholde og forbedre mobildækningen i området. Ansøgeren oplyste, at alternative placeringer på eksisterende master eller høje bygninger var undersøgt, men ikke fundet egnede. Den valgte placering blev fremhævet som værende i tilknytning til let industri og med eksisterende træbeplantning, der kunne skærme.

Kommunen besigtigede området og konstaterede, at det var kuperet med en del beplantning og eksisterende tekniske anlæg. Kommunen gav tilladelse i medfør af Planloven § 35, stk. 1, idet den vurderede, at projektet var i overensstemmelse med kommunens administrationsgrundlag og kommuneplanens retningslinjer. Kommunen lagde vægt på den samfundsmæssige interesse i digital infrastruktur og vurderede, at der ikke var tungtvejende landskabelige hensyn eller nabohensyn, der talte imod. Kommunen mente, at masten ikke ville have en væsentlig indvirkning på oplevelsen af Haraldsted tunneldal og Gyrstinge Sø, og at den ansøgte placering var den bedst mulige.

Klagen fra beboere

En beboer klagede på vegne af flere beboere over kommunens afgørelse. Klagen anførte navnlig:

• Mastens nødvendighed: Området havde allerede tilstrækkelig dækning fra eksisterende master og fibernet.
• Landskabelig indvirkning: Masten ville skæmme landskabet, da den ville blive placeret på et højdedrag og fremstå som en dominerende konstruktion, i strid med landskabskarakteranalysens anbefalinger.
• Alternative placeringer: Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for alternative masteplaceringer eller muligheder for at udnytte eksisterende master.
• Påvirkning af dyr, planter og mennesker: Bekymring for stråling fra antennerne, herunder 5G-teknologi, og henvisning til et EU-retligt forsigtighedsprincip. Klageren anførte også, at masten ville ødelægge klagerens klinik, der tager hensyn til strålingsfølsomme mennesker.

Kommunen fastholdt, at dækningen ville blive forbedret, at masten ikke ville ødelægge de primære udsigtsmuligheder, og at ansøgeren havde undersøgt alternativer. Kommunen afviste desuden, at projektet ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt, og henviste til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende stråling.