Landsskatteretten stadfæster momstilsvar: Manglende dokumentation for reelle leverancer fra underleverandører

Sagen omhandlede en enkeltmandsvirksomheds klage over Skattestyrelsens forhøjelse af momstilsvar med 324.633 kr. for perioden 1. juli 2019 til 31. december 2020. Forhøjelsen skyldtes, at Skattestyrelsen ikke godkendte fradrag for købsmoms vedrørende 12 fakturaer fra seks underleverandører, som Skattestyrelsen anså for fiktive.

Virksomheden, der var registreret inden for almindelig rengøring, havde i den omhandlede periode angivet en betydelig omsætning og lønudgifter. De omstridte fakturaer vedrørte "leje af mandskab", "rengøring" og "håndværkerarbejde".

Skattestyrelsen begrundede afgørelsen med, at de på fakturaerne anførte ydelser ikke var dokumenteret leveret, og at fakturaerne var fiktive. Dette blev understøttet af en række forhold ved underleverandørerne, herunder at de:

• Ikke havde ansatte eller havde angivet løn.
• Ikke havde angivet moms eller havde angivet 0 kr. i moms i samhandelsperioden.
• Var under konkurs eller ophørt.
• Havde ukorrekte bankkontooplysninger på fakturaerne eller videresendte midler til udlandet.
• Var involveret i hvidvaskdomme.
• Ikke havde branchekoder, der dækkede det fakturerede arbejde.

Skattestyrelsen henviste til Momsloven § 37, stk. 1 og 2, nr. 1 og Momsbekendtgørelsen § 57, stk. 1, nr. 5 og 6 (nu § 58). Derudover blev der henvist til Bogføringsloven § 4, stk. 2 og Bogføringsloven § 9 vedrørende kontrolspor og til SKM2009.325.ØLR om skærpet bevisbyrde ved tvivl om fakturaers realitet.

Virksomheden påstod principalt, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig på grund af manglende partshøring i strid med Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 2. Virksomheden anførte, at Skattestyrelsen havde truffet afgørelse inden udløbet af de tilbudte mødedatoer og før repræsentantens meddelte tilbagevenden fra ferie. Subsidiært påstod virksomheden at være berettiget til momsfradrag som selvangivet. Virksomheden fremlagde e-mailkorrespondance som dokumentation for samarbejdet med underleverandørerne.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om forhøjelse af virksomhedens momstilsvar med 324.633 kr. for perioden 1. juli 2019 til 31. december 2020. Afgørelsen blev stadfæstet både på det materielle spørgsmål om momsfradrag og på det formelle spørgsmål om afgørelsens gyldighed.

Momsfradrag

Landsskatteretten fandt, at fakturaerne fra de seks underleverandører ikke opfyldte de forskriftsmæssige krav i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, nr. 5 og 6, da de manglede konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, samt hvor og hvornår arbejdet var udført. Dette medførte en skærpet bevisbyrde for virksomheden til at godtgøre, at der var foretaget momspligtige leverancer.

Retten lagde vægt på følgende om underleverandørerne:

• Ingen af underleverandørerne var registreret med ansatte på samhandelstidspunktet, og de havde ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag, jf. SKM2021.395.BR.
• Fem af de seks underleverandører havde ikke afregnet moms, og den sjette havde ikke afregnet korrekt moms, jf. SKM2024.101.BR.
• Alle underleverandørerne var enten under konkurs, opløst efter konkurs eller ophørt.
• Fire af underleverandørerne var ikke indehavere af den oplyste bankkonto på de udstedte fakturaer.
• Indehaveren af én underleverandør var udrejst fra Danmark på samhandelstidspunktet.
• Flere af underleverandørerne var involveret i hvidvaskdomme efter Straffeloven § 290 a.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at virksomheden ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at betingelserne for fradrag i henhold til Momsloven § 37 var opfyldt. De fremlagte e-mailkorrespondancer og elektroniske pengeoverførsler blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation, da de ikke bidrog med de manglende oplysninger om arbejdet, og betaling i sig selv ikke dokumenterer levering, jf. SKM2023.213.ØLR.

Formalitet – Ugyldighed (Partshøring)

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens afgørelse var gyldig. Skattestyrelsen havde fremsendt en agterskrivelse den 15. marts 2022 med en frist til den 7. april 2022. Efter anmodning fra virksomhedens repræsentant blev fristen forlænget flere gange, og Skattestyrelsen forsøgte gentagne gange at aftale et møde, jf. Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1 og 2.

Virksomhedens repræsentant havde mere end fem måneder til at varetage virksomhedens interesser, herunder fremsende yderligere materiale eller bemærkninger og aftale et møde. Da Skattestyrelsen traf afgørelse den 25. august 2022, var dette efter den senest oplyste frist for at aftale et møde (19. august 2022). Retten henviste til, at Skattestyrelsen havde overholdt officialprincippet og foretaget en korrekt partshøring, og at ansættelserne var foretaget inden for den ordinære ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1.