Landsskatteretten: Manglende selvstændig økonomisk virksomhed – Momsfradrag nægtet

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomhed, [virksomhed2], der klagede over Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for købsmoms i perioden 1. januar 2016 til 31. december 2018. Skattestyrelsen havde anset virksomheden for ikke at drive selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3, stk. 1, idet indtægterne fra [virksomhed1] AS blev betragtet som lønindkomst for virksomhedens indehaver. Dette medførte en nedsættelse af købsmomsen fra 29.812 kr. til 0 kr.

Virksomheden, stiftet i 2011, indgik i 2016 en markedskonsulentaftale med den norske virksomhed [virksomhed1] AS. Arbejdet bestod i at opsøge potentielle kunder i Danmark med henblik på at formidle salg af et online træningsprogram. Arbejdet blev udført hjemmefra, og virksomheden oplyste, at den selv tilrettelagde opnåelsen af sine mål, kun bundet af målsætninger fra [virksomhed1] AS. Virksomheden var den eneste, der arbejdede på det danske marked for [virksomhed1] AS.

Faktiske forhold og aftalevilkår

Af markedskonsulentaftalen fremgik det, at virksomheden skulle bidrage til markedsplan, salgsstrategi, konceptudvikling, salgsmateriale og identifikation af salgs- og markedsrelaterede projekter. En månedsrapport skulle sendes til [virksomhed1] AS i Norge. Virksomheden skulle benytte egen bil, mobil og PC, men fik kilometergodtgørelse og dækket dokumenterede rejseudgifter. [virksomhed1] AS skulle forsyne virksomheden med nødvendigt materiale og kursus. Honoraret var 250 DKK pr. time, baseret på et gennemsnit på 6,5 effektive arbejdstimer pr. arbejdsdag pr. måned, og ændringer skulle afklares på forhånd. Udbetaling skete etterskuddsvis den 15. i hver måned mod fremsendelse af timeliste. Aftalen kunne opsiges med 6 måneders varsel.

Virksomhedens fakturaer til [virksomhed1] AS viste månedlige variationer i konsulenttimer fra 36 til 179 timer i perioden 2016-2018. Virksomheden angav følgende moms for perioden:

En del af udgifterne i 2018 vedrørte indehaverens opstart af en uafhængig forretning som personlig træner, herunder køb af fitnessudstyr, et tv-bord, en multitræner, håndvægte, en skråbænk, hockeymål, en loungestol, en fodskammel, skiergometre, gymnastikringe og et bordtennisbord. Denne forretning blev ifølge virksomheden forsinket grundet coronakrisen og personlige udfordringer. Virksomheden fremlagde også dokumentation for erhvervsforsikringer og en afgørelse fra Barsel.dk, der vurderede indehaveren som selvstændig erhvervsdrivende.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for købsmoms, da virksomheden ikke blev anset for at drive selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3, stk. 1. Afgørelsen bygger på en fortolkning af Momsloven § 3 i overensstemmelse med Momssystemdirektivets artikel 9 og 10.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende omstændigheder:

• Virksomheden havde i den omhandlede periode udelukkende én kunde, [virksomhed1] AS, og havde ikke angivet salgsmoms.
• Virksomheden var forpligtet til at aflægge månedsrapporter og holde [virksomhed1] AS orienteret om markedsforhold.
• Virksomheden var bundet af instrukser om målsætninger fra [virksomhed1] AS.
• [virksomhed1] AS stillede nødvendigt materiale, oplysninger og uddannelse til rådighed.
• Virksomheden blev honoreret på timebasis med en fastsat gennemsnitlig arbejdsdag, og ændringer krævede forudgående afklaring med [virksomhed1] AS.
• Virksomheden bar ingen økonomisk risiko af betydning, da de afholdte udgifter hovedsageligt vedrørte telefonabonnement, og rejseudgifter blev dækket af [virksomhed1] AS.
• Det fremgik ikke af aftalen, at virksomheden var ansvarlig over for [virksomhed1] AS for arbejdets udførelse eller for skade påført tredjemand.

Under henvisning til principperne i EU-Domstolens sag C-202/90 (Ayuntamiento de Sevilla) fandt Landsskatteretten, at indehaveren måtte anses for at have leveret ydelserne som led i et arbejdstager-arbejdsgiverforhold. Dette betød, at virksomheden ikke opfyldte kriterierne for at drive selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Den fremlagte forsikringsaftale og afgørelsen fra Barsel.dk kunne ikke ændre dette resultat. Vedrørende argumentet om opstart af en personlig træningsvirksomhed i 2018, fandt Landsskatteretten, at der ikke var fremlagt objektiv dokumentation, der understøttede en hensigt om at drive selvstændig økonomisk virksomhed som personlig træner, uafhængigt af markedskonsulentaftalen. Derfor blev virksomheden heller ikke i denne forbindelse anset for at have drevet selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3, stk. 1 og Momssystemdirektivets artikel 9 og 10, og betingelserne for fradrag efter Momsloven § 37, stk. 1 var ikke opfyldt.