Dispensation til carport krævede dispensation, men kommune havde hjemmel til at give den

Hørsholm Kommune meddelte den 4. august 2021 dispensation fra partiel byplanvedtægt nr. 1, Kvarteret omkring Hannelundsvej og Christiansgave, til opførelse af en carport på ejendommen [A1], 2960 Rungsted Kyst. En nabo klagede efterfølgende over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen er omfattet af partiel byplanvedtægt nr. 1, som i § 3, stk. 4 fastsætter, at bebyggelse skal opføres fritliggende med mindst 2,5 m til naboskel. Dog tillades enkelte garager og udhuse med indtil 22 m² grundflade opført nærmere skel end 2,5 m, når højden ikke overstiger 3 m. Byplanvedtægtens § 9 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at indrømme mindre lempelser, såfremt kvarterets karakter ikke ændres.

Kommunens afgørelse

Kommunen dispenserede fra byplanvedtægtens § 3, stk. 4, for carportens størrelse på 30 m² og dens placering helt op til skel mod naboen. Kommunen begrundede afgørelsen med, at 30 m² er en rimelig størrelse for en carport, set i forhold til tidligere meddelte dispensationer, og at carporten ikke overskrider den tilladte højde på 3 m.

Klagen og Planklagenævnets fokus

Naboen klagede over afgørelsen, og Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 3, stk. 4.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om kommunen havde foretaget en konkret vurdering af forholdet, jf. det forvaltningsretlige krav herom.

Planklagenævnet behandlede ikke et øvrigt klagepunkt vedrørende et udhus på ejendommen, da dette ikke var omfattet af den påklagede afgørelse om carporten.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hørsholm Kommunes afgørelse om dispensation til opførelse af en carport. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af dispensationskrav

Planklagenævnet vurderede, at den ansøgte carport kunne sidestilles med en garage og dermed var omfattet af byplanvedtægtens § 3, stk. 4. Nævnet fandt, at bestemmelsen tillader opførelse af garager og udhuse på op til 22 m² nærmere skel end 2,5 m, når højden ikke overstiger 3 m, uden krav om dispensation. Da den ansøgte carport var på 30 m² og placeret tættere på skel end 2,5 m, fandt nævnet, at dette var i strid med byplanvedtægtens § 3, stk. 4, og derfor krævede dispensation i henhold til Planlovens § 19.

Kommunens hjemmel til dispensation

Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere yderligere end det, der fremgik af byplanvedtægtens § 3, stk. 4, sidste punktum, og at en dispensation ville stride mod byplanvedtægtens principper. Planklagenævnet bemærkede, at en kommune kan dispensere fra en byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 9, som tillader mindre lempelser, blot er en henvisning til den til enhver tid gældende dispensationshjemmel og derfor ikke begrænser kommunens kompetence. Planklagenævnet fandt desuden, at byplanvedtægtens § 3, stk. 4, ikke udgjorde en del af planens principper, da den er en bebyggelsesregulerende bestemmelse uden en specifik formålsbestemmelse eller andre holdepunkter for en særlig betydning. På denne baggrund konkluderede Planklagenævnet, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra byplanvedtægtens § 3, stk. 4.

Konkret vurdering

Klageren mente, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering, herunder en afvejning af nabointeresser og overvejelse af alternativ placering. Planklagenævnet fastslog, at en kommune skal foretage en konkret og individuel vurdering baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Kommunen havde begrundet afgørelsen med, at carportens størrelse var rimelig i forhold til tidligere dispensationer, og at opførelsen var af underordnet betydning i forhold til byplanvedtægtens hensyn. Planklagenævnet fandt, at dette udgjorde en konkret vurdering. Nævnet kunne dog ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering eller afvejning af hensyn.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.