Gyldighed af Laval-overenskomst: Bod for underbetaling ikke i strid med EU-ret

Sagen omhandlede en tvist mellem Landsorganisationen i Danmark for Fagligt Fælles Forbund (3F) og den italienske virksomhed Solesi S.p.A. Solesi udførte byggearbejde i Fredericia og var ikke omfattet af en dansk kollektiv overenskomst. 3F ønskede, at Solesi tiltrådte en såkaldt Laval-overenskomst, hvilket Solesi modvilligt gjorde den 6. december 2013 efter forhandlinger og trusler om konflikt.

Baggrund og Hovedspørgsmål

Efter indgåelsen af overenskomsten opstod der uenighed om, hvorvidt Solesi havde betalt korrekt løn, herunder overtid, feriepenge (opsat løn) og pensionsbidrag, i henhold til overenskomsten. En faglig voldgift havde tidligere behandlet dele af sagen og pålagt Solesi at efterbetale 400.000 kr. til otte organiserede 3F-medlemmer, men henviste spørgsmål om bod og efterbetalingskrav for uorganiserede ansatte til Arbejdsretten. Solesi gjorde gældende, at overenskomsten var ugyldig, da den var indgået under ulovlig tvang, og at dens bestemmelser om opsat løn (feriepenge og pension) var i strid med EU-retten, herunder udstationeringsdirektivet og pensionsdirektivet. Solesi bestred også 3F's beregninger af underbetalingen, som var baseret på ekstrapolation, og anførte, at en bod baseret på uorganiserede medarbejderes lønforhold ville krænke den negative foreningsfrihed. 3F fastholdt overenskomstens gyldighed og lovlighed samt kravet om bod for Solesis besparelse ved underbetaling.

Parternes Argumenter

• 3F's argumenter: Overenskomsten var gyldig og indgået uden ulovlig tvang, da konfliktvarsler blev suspenderet under forhandlinger, og presset primært kom fra bygherren DONG og hovedentreprenøren CB&I. 3F hævdede, at Solesi havde underbetalt sine ansatte i strid med overenskomstens §§ 2 og 3. Kravet om forlods indbetaling til 3F's Feriekasse var nødvendigt for at sikre udstationerede medarbejderes rettigheder, og Solesi havde ikke leveret den nødvendige dokumentation for tilbagebetaling. 3F bestred, at italienske pensionsordninger som INPS var sammenlignelige med danske arbejdsmarkedspensioner, og at Solesi havde dokumenteret indbetalinger til en supplerende pensionsordning (Prevedi). 3F's beregninger af underbetalingen, baseret på den faglige voldgifts skøn og ekstrapolation, var forsigtige og rimelige, da Solesi ikke havde fremlagt modbevis. En bod til 3F for underbetaling af uorganiserede medarbejdere var en sanktion mod arbejdsgiveren og ikke i strid med den negative foreningsfrihed. 3F mente ikke, at der var behov for at forelægge sagen for EU-Domstolen.
• Solesis argumenter: Virksomheden var ikke bundet af overenskomsten, da den var påtvunget under trussel om og faktisk iværksat ulovlig konflikt og tvang. Solesi anførte, at overenskomstens krav om forlods betaling af feriepenge til 3F's Feriekasse var i strid med EU's regler om fri bevægelighed og udgjorde en dobbeltbetaling, da Solesi allerede betalte til Cassa Edile i Italien. Pensionsforpligtelserne i overenskomsten var ligeledes i strid med EU-retten, da supplerende pensionsordninger er undtaget, og Solesi betalte til Prevedi. Solesi bestred 3F's bevisbyrde og ekstrapolation af lønkrav, da det ikke var baseret på individuelle oplysninger for alle medarbejdere. En bod baseret på uorganiserede medarbejderes lønforhold ville krænke den negative foreningsfrihed, da midlerne ville tilfalde 3F, som de pågældende medarbejdere ikke var medlem af. Solesi anmodede om, at sagen blev forelagt for EU-Domstolen for en præjudiciel afgørelse.

Bevisførelse

Bevisførelsen omfattede vidneforklaringer fra både 3F-repræsentanter, Solesi-ansatte og ledelse, samt repræsentanter fra hovedentreprenøren CB&I. Der blev fremlagt dokumentation som CB&I's tidsregistreringer, medarbejdernes personlige kalendere, korrespondance mellem parterne, og oplysninger om italienske pensions- og ferieordninger (Cassa Edile, INPS, Prevedi). Den faglige voldgifts kendelse, der fastslog underbetaling for otte organiserede medarbejdere, spillede en central rolle i 3F's argumentation for ekstrapolation af kravet til alle ansatte.

Indledning

Arbejdsretten lagde til grund, at der ikke blev etableret konflikt, da konfliktvarslet blev suspenderet under forhandlinger. Solesi følte sig primært presset af bygherren DONG og hovedentreprenøren CB&I, og underskrev overenskomsten efter løfte om økonomisk kompensation fra CB&I. Solesi anerkendte i marts 2014 at skulle indberette 28,55 % af medarbejdernes bruttoløn til 3F’s Feriekasse og indbetalte 1.418.547,86 kr. uden individuel fordeling. En faglig voldgift havde tidligere pålagt Solesi at efterbetale 400.000 kr. til otte organiserede ansatte, men henviste spørgsmål om bod og efterbetalingskrav for uorganiserede ansatte til Arbejdsretten.

Lovligheden af konfliktvarslet

Arbejdsretten fandt, at konfliktvarslet var lovligt, og at overenskomsten var gyldig.

• Landsdækkende overenskomst: Kravet i udstationeringslovens § 6a om, at konfliktvarslet skal baseres på en landsdækkende overenskomst, blev anset for opfyldt. Overenskomsten mellem Dansk Byggeri og 3F dækkede det meste af landet, og en overenskomst med samme indhold mellem Dansk Byggeri og BJMP (en selvstændig afdeling under 3F) dækkede København og Frederiksberg. Tilsammen dækkede de hele landet.
• Feriepenge: Overenskomstens § 3 om forlods indbetaling af feriepenge til 3F’s Feriekasse var ikke i strid med EU-rettens princip om fri bevægelighed. Ordningen blev anset for nødvendig for at sikre rettighederne for mange uorganiserede udenlandske arbejdere, da den italienske ferieordning (Cassa Edile) var mindre gunstig. 3F’s administration af ordningen var rimelig, og Solesi havde ikke angivet den individuelle fordeling af indbetalte beløb, hvilket forhindrede tilbagebetaling. Der var intet grundlag for at antage, at forlodsbetalingen finansierede 3F’s almindelige virksomhed.
• Pension: Solesi havde ikke dokumenteret indbetalinger til en supplerende pensionsordning (Prevedi) i Italien for den omhandlede periode. INPS blev anset for en social sikringsydelse, ikke en supplerende pension. Derfor fandtes ordningen med pensionsbidrag som en del af den opsatte løn ikke at være i strid med pensionsdirektivet. Ingen af de italienske arbejdere havde mindre end 6 måneders erhvervserfaring, hvilket gjorde dette argument irrelevant.
• Omvendt bevisbyrde: Arbejdsretten fastslog, at 3F bar bevisbyrden for underbetaling, men at Solesis manglende oplysninger kunne tillægges bevismæssig betydning til skade for virksomheden. Den faglige voldgifts vurdering af efterbetalingskravet var foretaget på grundlag af sædvanlige bevisbyrderegler.
• Ulovlig tvang: Overenskomsten blev ikke anset for indgået under ulovlig tvang fra 3F’s side. Forhandlinger fandt sted, Solesi var bistået af advokat, og ingen konflikt blev etableret. Presset kom primært fra bygherren og hovedentreprenøren, og Solesi underskrev efter løfte om kompensation. Solesi havde desuden ikke benyttet muligheden for at indbringe spørgsmål om lovligheden af kampskridt for Arbejdsretten på daværende tidspunkt.
• Forelæggelse for EU-Domstolen: Arbejdsretten fandt det ikke nødvendigt at forelægge spørgsmål om frivillighed og pensionsdirektivet for EU-Domstolen, da sagens konkrete omstændigheder var tilstrækkeligt belyst.

Kravet om bod

Arbejdsretten fandt, at Solesi havde underbetalt sine ansatte, og fastsatte en bod.

• Løn mv.: 3F’s beregninger af underbetalingen, baseret på den faglige voldgifts vurdering for organiserede medarbejdere og ekstrapoleret til uorganiserede, blev anset for fyldestgørende og et forsigtigt skøn. Solesi havde ikke fremlagt dokumentation, der bestred beregningerne. Arbejdsretten lagde til grund, at der ikke var større individuelle forskelle i medarbejdernes arbejdstid.
• Feriepenge: Beregningerne for manglende feriepenge og søgnehelligdagsbetaling (SH) blev godkendt, med fradrag for indbetalinger til Cassa Edile.
• Pension: Da Solesi ikke havde godtgjort indbetalinger til en supplerende pensionsordning i Italien, blev 3F’s beregning af den manglende pensionsbetaling lagt til grund.
• Fradrag for indbetalt beløb til Feriekassen: Det indbetalte beløb på 1.418.547,86 kr. til 3F’s Feriekasse blev fratrukket i beregningen af Solesis samlede besparelse.
• Den samlede bod: Boden blev fastsat til 14 mio. kr. i overensstemmelse med arbejdsretslovens § 12 og Arbejdsrettens faste praksis, baseret på differenceprincippet (virksomhedens besparelse) med tillæg af et pønalt element.

I strid med den negative foreningsfrihed

Arbejdsretten afviste, at boden var i strid med den negative foreningsfrihed (EMRK artikel 11 og EU-Charteret artikel 12). Boden pålægges den udenlandske tjenesteyder (Solesi), ikke de uorganiserede medarbejdere, og tjener til at forhindre social dumping. Der var ikke grundlag for at forelægge dette spørgsmål for EU-Domstolen.

Udbetaling fra Feriekassen af det indbetalte beløb

Arbejdsretten fandt ikke grundlag for at pålægge Solesi at redegøre for den individuelle fordeling af det indbetalte beløb på 1.418.547,86 kr. til Feriekassen. I stedet fik 3F medhold i at fordele beløbet forholdsmæssigt på de medarbejdere, som Solesi allerede havde indberettet om til Feriekassen. Dette indebar en vis overkompensation for den begrænsede periode, men medarbejderne havde ikke fået de feriepenge, de havde krav på i den efterfølgende periode. 3F blev frifundet for Solesis påstand om tilbagebetaling af beløbet, da det allerede var godskrevet Solesi ved bodsudmålingen.

Afgørelse

• Solesi S.p.A. skal inden 14 dage betale en bod på 14 mio. kr. til Fagligt Fælles Forbund.
• Solesi S.p.A. skal anerkende, at det indbetalte beløb til Feriekassen på 1.418.547,86 kr. fordeles forholdsmæssigt på de medarbejdere, som Solesi S.p.A. allerede har indberettet om til Feriekassen.
• Fagligt Fælles Forbund frifindes for Solesi S.p.A.’s selvstændige påstande.
• Solesi S.p.A. skal inden 14 dage betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.