Kontanthjælp til børn hos forældremyndighedsindehaver uden forsørgelsespligt

En ansøger fik i august 1991 overført forældremyndigheden over sin tidligere samlevers to særbørn. Efter at have indledt et nyt samlivsforhold i efteråret 1992, bortfaldt de børnetilskudsydelser, der var knyttet til at være enlig.

Kommunen ønskede at kompensere for det bortfaldne tilskud, men havde vanskeligt ved at finde en passende hjemmel. Ankenævnet overvejede analogislutninger til børnetilskudsloven og den daværende Bistandslovens § 46 c, men anvendte i stedet Bistandslovens Aktivloven § 33, stk. 2 og pålagde kommunen at udbetale et beløb til forsørgelse svarende til omkostningsbeløbet for børn i familiepleje, med tillæg af lommepenge og beklædning.

Sagen blev behandlet i Ankestyrelsen for at afklare, efter hvilke lovbestemmelser der kunne ydes hjælp til en forældremyndighedsindehaver, der ikke havde forsørgelsespligt over for børnene.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne udbetales hjælp til børnenes forsørgelse efter Bistandslovens Aktivloven § 37. Det blev fastslået, at der ikke var en nedre aldersgrænse for udbetaling af kontanthjælp, og at forældremyndighed tildelt en anden end en af forældrene ikke medfører forsørgelsespligt.

Udmåling af kontanthjælp

Ankestyrelsen vurderede, at hjælpen burde udmåles efter reglerne for unge udeboende, da børnene blev anset som udeboende i relation til forsørgelsen, selvom de boede hos forældremyndighedsindehaveren. Der blev henvist til principperne i SM O-22-93.

Ankestyrelsen fandt ikke, at Bistandslovens Aktivloven § 33, stk. 2 kunne anvendes som hjemmel for løbende forsørgelsesudgifter, da denne bestemmelse ikke var beregnet hertil ifølge forarbejderne. Ankestyrelsen ændrede dermed Ankenævnets afgørelse og anmodede kommunen om at udbetale hjælpen i overensstemmelse med Ankestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen var enig med Ankenævnet i, at børnetilskudslovens bestemmelser og Bistandslovens § 46 c ikke kunne fortolkes udvidende til at finde anvendelse i denne situation.