Klage over modregning af huslejerestance; rette klagemyndighed

En borger (NN) fik modregnet huslejerestance og rykkergebyr i sin overskydende skat af kommunen. Huslejen vedrørte ophold i midlertidig indkvartering, opkrævet med hjemmel i integrationsloven. NN klagede over kommunens afgørelse.

Beskæftigelsesankenævnet afviste at behandle sagen, da de mente, at afgørelsen var truffet med hjemmel i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og at de derfor ikke havde kompetence. Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen, idet de fastholdt, at Beskæftigelsesankenævnet var rette klagemyndighed.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fastslog, at Beskæftigelsesankenævnet ikke havde kompetence til at behandle sagen. I stedet er Det Sociale Nævn rette myndighed, og sagen blev videresendt dertil.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at huslejen var opkrævet i henhold til en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i Integrationsloven § 12, stk. 6. Afgørelser om boligplacering af flygtninge efter integrationslovens kapitel 3 kan indbringes for de sociale nævn i henhold til Integrationsloven § 53, stk. 2 og § 22, nr. 13 i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det blev fremhævet, at Beskæftigelsesankenævnets kompetence, jf. § 23, nr. 11 i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område, ikke omfatter afgørelser om boligplacering efter integrationsloven kapitel 3. Selvom kommunen var indtrådt i retten til udbetalinger efter Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 8, ændrer dette ikke klageadgangen. Det afgørende er, hvilken myndighed der har truffet afgørelse om modregning, og da kommunen ikke havde overdraget kreditorbeføjelserne til restanceinddrivelsesmyndigheden, følger klageadgangen de regler, der gælder for selve kravet om huslejeopkrævning.