Command Palette

Search for a command to run...

Afvisning af klage om forskelsbehandling ved udbetaling af børnecheck og huslejetilskud

En enlig far klagede over påstået kønsdiskrimination i forbindelse med udbetaling af børne- og ungeydelse (børnecheck) til barnets mor og kommunens afslag på hjælp til husleje. Ligebehandlingsnævnet tiltrådte sekretariatets afvisning af sagen.

Børne- og ungeydelse

Nævnet fandt, at spørgsmålet om børne- og ungeydelsen faldt uden for nævnets kompetence. Dette skyldes, at bestemmelser herom er fastsat ved lov, og det tilkommer den danske lovgivningsmagt som enekompetent at fastsætte lovregler på dette område. Nævnets kompetence er fastsat i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og 2, nr. 1.

Afslag på huslejestøtte

For så vidt angik spørgsmålet om tilskud til husleje, fandt nævnet ikke, at klager havde fremlagt oplysninger, der underbyggede, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Kommunen havde ifølge sagens oplysninger afvist hjælp med henvisning til, at klagers søn havde fast bopæl hos moderen. Det var således ikke klagers køn, der var årsag til kommunens afslag. Klager skal kunne påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet er et administrativt klageorgan og har ikke kompetence til at efterprøve domstolenes afgørelser. På baggrund af ovenstående tiltrådte nævnet sekretariatets afvisning af sagen i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2.

Lignende afgørelser