Klage over Aalborg Kommunes sagsbehandling vedrørende varmeforsyning

Sagen omhandler en klage fra en ejer af en ejendom i Aalborg Kommune over kommunens sagsbehandling og anvendelse af varmeforsyningslovens bestemmelser i forbindelse med etablering af et halmfyr. Klagen blev oprindeligt sendt til Aalborg Kommune, som videresendte den til Energiklagenævnet i henhold til Forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Baggrund for varmeforsyningen på ejendommen

I oktober 1992 godkendte Aalborg Byråd en varmeplan for St. Restrup-området, hvilket førte til et påbud til klager om at indrette ejendommens varmeanlæg til naturgas. Den største af ejendommens to kedler blev konverteret i december 1993. Da klager ikke aftog naturgas, blev sagen overdraget til anklagemyndigheden, og klager blev tiltalt efter varmeforsyningsloven § 34, stk. 1, nr. 3. Byretten fandt i april 1997 klager skyldig, men Vestre Landsret frifandt klager i marts 1998. Landsretten fandt, at der på tidspunktet for byrådets behandling ikke havde været tale om en blokvarmecentral, da effekten var under 250 kW.

Kommunens løbende vurdering og halmfyret

I perioden 1996-2000 opgjorde kommunen forbrugsmønstret og vurderede i 2001, at naturgaskedlen primært fungerede som reservekedel, og at varmecentralen derfor ikke var omfattet af kravene til blokvarmecentraler. Kommunen besluttede at fortsætte den årlige opgørelse af forbrugsmønstret i de følgende fem år.

I oktober 2003 spurgte klager kommunen, om etablering af et nyt Alcon halmfyr med 250 kW effekt, modificeret til 340 kW med akkumuleringstank, blot skulle anmeldes. Klager oplyste, at den eksisterende naturgaskedel ville blive nedtaget, og den oliefyrede kedel ville blive frakoblet. Kommunen meddelte i december 2003, at etablering af et halmfyr modificeret til en effekt på maksimalt 250 kW ikke ville kræve godkendelse i henhold til varmeforsyningslovens bestemmelser.

Anmodning om dokumentation og klagers indsigelser

Den 12. maj 2005 oplyste klager, at halmfyret var installeret. Kommunen anmodede herefter om dokumentation for, at motorspjældet var korrekt indstillet og plomberet til at begrænse effekten til 250 kW. Klager bad om hjemmel for denne anmodning. Aalborg Kommune svarede den 28. juni 2005, at anmodningen var baseret på Varmeforsyningsloven § 4, stk. 3, som giver kommunalbestyrelsen ret til at indhente nødvendige oplysninger for varmeforsyningsplanlægningen. Kommunen henviste også til Varmeforsyningsloven § 2, stk. 4, der definerer blokvarmecentraler som anlæg med en varmekapacitet på mere end 250 kW, og understregede, at det var kommunens pligt at vurdere, om anlægget var omfattet af loven.

Klager klagede den 4. juli 2005 over kommunens sagsbehandling og anvendelse af loven. Klager argumenterede for, at halmfyret med en faktisk effekt på ca. 60 kW (340 kW i 4 timer ud af 24) ikke var omfattet af loven, da det ikke var en blokvarmecentral eller et kollektivt forsyningsanlæg. Klager følte sig diskrimineret i forhold til andre ejere af halmfyr og mente, at kommunen misbrugte loven til at begrænse halmforbrug til fordel for naturgas. Klager afviste kravet om plombering, da det ville være i strid med god forbrænding og brændselsøkonomi.

Energiklagenævnet afviste at behandle sagen, da nævnet alene kan behandle klager over afgørelser truffet efter Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Nævnet fandt, at Aalborg Kommunes brev af 28. juni 2005, hvori kommunen anmodede om yderligere oplysninger vedrørende halmfyret, ikke udgjorde en afgørelse i sagens forstand.

Begrundelse for afvisning

En afgørelse defineres som en udtalelse, der fastsætter, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Kommunens anmodning om oplysninger blev fremsat med hjemmel i Varmeforsyningsloven § 4, stk. 3 med det formål at skaffe et oplysningsgrundlag til at træffe en fremtidig afgørelse om halmfyrets retsgrundlag, herunder om det skulle betragtes som en blokvarmecentral efter Varmeforsyningsloven § 2, stk. 1. Kommunen havde således ikke truffet en endelig afgørelse om, hvorvidt halmfyret var en blokvarmecentral, eller hvilke retsvirkninger det ville få, hvis klager nægtede at afgive oplysninger, eller hvis anlæggets effekt oversteg 250 kW.

Nævnet konkluderede, at kommunens anmodning var en processuel beslutning – en del af den almindelige sagsbehandling – og ikke en afgørelse, der kunne påklages til Energiklagenævnet. Det blev bemærket, at et påbud efter Varmeforsyningsloven § 33 derimod ville kunne påklages til nævnet.

Bemærkninger om sagsbehandling

Energiklagenævnet kunne som rekursinstans ikke tage stilling til klagen over Aalborg Kommunes sagsbehandling, da denne klage ikke var fremsat samtidig med en klage over en afgørelse.