Klage over afslag på dispensation til hegn i strid med lokalplan

Proportionalitetsprincippet og værdispild

Nævnet vurderede, at afslaget på dispensation, som potentielt fører til et krav om fysisk lovliggørelse, ikke var i strid med proportionalitetsprincippet. Hensynet til retshåndhævelsen, herunder undgåelse af præcedensvirkning, vejede tungere end klagerens oplyste udgifter på 250.000 kr. til fysisk lovliggørelse. Værdispildbetragtninger kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af myndighedspassivitet eller indrettelseshensyn. Kommunen blev først bekendt med forholdet i 2021 og handlede derefter. Det forhold, at kommunen eventuelt ikke havde håndhævet ulovlige hegn i området i en længere årrække, kunne ikke føre til myndighedspassivitet i den konkrete sag, da det er en betingelse, at tilsynsmyndigheden har gjort ejeren bekendt med en indledt undersøgelse af det ulovlige forhold. Med hensyn til indrettelseshensyn fandt nævnet, at et tidsrum på 9-10 år fra opførelsen af hegnet til sagens indledning var for kort til at skabe berettigede forventninger om, at kommunen ikke ville håndhæve lokalplanen.

Berettigede forventninger

Klageren havde ikke en berettiget forventning om, at hegnet var umiddelbart tilladt eller ville blive dispenseret. Kommunen havde ikke direkte eller indirekte meddelt klageren, at hegnet var i overensstemmelse med lokalplanen eller ville blive godkendt. Det forhold, at klageren havde rådført sig med en arkitekt, som ikke repræsenterede kommunen, medførte ikke en berettiget forventning over for kommunen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Klagerens anbringender

Ejeren af ejendommen klagede den 19. februar 2020 til Planklagenævnet. Klageren anførte navnlig, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, idet der ifølge klageren var mange nyere hegn i området på minimum 180 cm. Klageren henviste konkret til flere ejendomme i området som sammenligningsgrundlag. Derudover gjorde klageren gældende, at huset ligger ca. 75 cm under fortovshøjde, hvilket medfører væsentligt flere støj- og indsigtsgener, og at plankeværket ikke virker skæmmende for området.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen oplyste, at den havde foretaget en ny besigtigelse den 29. september 2020 og vurderede, at ingen af de af klageren nævnte ejendomme havde forhold, der var sammenlignelige med klagerens. Kommunen forklarede, at flere af de nævnte ejendomme var omfattet af andre lokalplaner, der tillod højere hegn, eller at hegnene var opført før lokalplanernes vedtagelse og dermed var lovlige eksisterende forhold. For en ejendom på A 9 konstaterede kommunen, at et nyt hegn var opsat efter august 2009 og vurderede, at det kunne være et ulovligt forhold, som ville kræve lovliggørelse, medmindre ejeren kunne dokumentere, at hegnet var opsat før lokalplanens vedtagelse den 28. april 2010. Kommunen bemærkede desuden, at begrænsningen på 1,2 m kun gælder mod offentlig vej, og at hegn mod parkeringspladsen på A 2 ikke var i strid med lokalplanen.