Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til nedlæggelse af diger

Beskyttelsesgrundlag og digernes værdi

Nævnet vurderede, at digerne var beskyttet efter Museumslovens § 29 a, stk. 1 og Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 4, da de var angivet på Geodatastyrelsens kortværk fra før 1. juli 1992. Efter en gennemgang af luftfotos fra 1954 til 1995 fandt nævnet, at digerne ikke var nedlagt før beskyttelsens ikrafttræden i 1992, og der var således ikke tale om en fejlregistrering. Nævnet lagde vægt på, at digerne tydeligt fremgik af luftfotos i deres fulde udstrækning.

Nævnet fandt, at digerne havde en høj kulturhistorisk værdi som ældre udskiftningsdiger, der bidrog til fortællingen om den historiske inddeling af ejerlavet Eskilstrup By, Søllinge. Dette var baseret på oplysninger fra Øhavsmuseet. Desuden blev digerne vurderet til at have landskabelig og biologisk værdi på grund af deres særegne forløb, betydelige længde, markering af markopdeling og funktion som biologiske spredningskorridorer i et større netværk af beskyttede diger.

Dispensation og erstatningsdiger

Efter Museumslovens § 29 j, stk. 2 kan der kun i "særlige tilfælde" dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer. Nævnet bemærkede, at praksis er yderst restriktiv, og at driftsmæssige eller økonomiske interesser ikke er tilstrækkelige til at meddele dispensation. Erstatningsdiger kan normalt ikke erstatte den kulturhistoriske værdi af et oprindeligt dige og kan derfor ikke i sig selv begrunde dispensation.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde lovliggørende dispensation. Nævnet lagde vægt på, at digerne var nedlagt af hensyn til landbrugets drift, og at erstatningsdiger ikke i sig selv kan danne grundlag for dispensation. Desuden blev der lagt vægt på den uønskede præcedensvirkning. Nævnet vurderede, at de foreslåede erstatningsdiger ikke ville udgøre en tilstrækkelig erstatning for de værdier, de nedlagte diger repræsenterede, da de nedlagte diger var både kulturhistorisk, landskabeligt og biologisk værdifulde, og deres fjernelse ville forringe fortællingen om landskabets historiske inddeling. Det forhold, at de foreslåede erstatningsdiger isoleret set havde værdi, men ikke højere end de nedlagte diger, ændrede ikke resultatet.

Slagelse Kommunes afslag

Slagelse Kommune meddelte den 13. juni 2017 afslag på ansøgningen i medfør af Museumslovens § 29 a, stk. 1 og Museumslovens § 29 j, stk. 2. Kommunen lagde til grund, at det ikke kunne udelukkes, at de foreslåede erstatningsdiger kunne have større historisk, biologisk eller landskabelig betydning end det nedlagte jorddige. Kommunen henviste til en restriktiv administrationspraksis, herunder vejledningen om beskyttede sten- og jorddiger, og vurderede, at der ikke var praksis for at nedlægge eksisterende, beskyttede diger af hensyn til jordbrugsmæssige interesser mod udpegning af andre, ikke-beskyttede diger. Desuden anførte kommunen, at der generelt ikke bør ske retlig lovliggørelse af et forhold, der ikke ville være meddelt dispensation til, hvis der var ansøgt på forhånd.

Klagens indhold

Klager påklagede afgørelsen den 11. juli 2017 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at de foreslåede erstatningsdiger havde større kulturhistorisk betydning som ejerlavsdiger, og at udskiftningsdiger ikke nødvendigvis rangerede højere. Klager fremhævede også erstatningsdigernes større betydning som levested og spredningskorridor for dyre- og planteliv, da de begge løber fra en mose og videre til andre mark- og ejendomsskel. Endelig anførte klager, at erstatningsdigerne havde en meget større landskabelig betydning som karaktergivende element, da de var højere, bredere og beplantede.