Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation og påbud vedrørende udhus i Svendborg Kommune

Svendborg Kommune traf den 6. oktober 2021 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 386, Bevarende lokalplan for Troense, vedrørende et opført udhus på ejendommen [A1], 5700 Svendborg. Kommunen udstedte samtidig et påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset. Ejeren af ejendommen har efterfølgende klaget over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Baggrund for sagen

Sagen omhandler et udhus på 6 m² opført på ejendommen [A1]. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 386, Bevarende lokalplan for Troense, som blev vedtaget den 29. maj 2005. Lokalplanens formål er at sikre områdets anvendelse til boligformål, bevare bymiljøet i Troense med dets karakteristika og sikre, at nyt byggeri tilpasses den eksisterende byggeskik. Lokalplanens § 6.1 fastsætter, at bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom ikke må overstige 25 %.

Kommunens afgørelse

Kommunen begrundede afslaget på dispensation med, at udhuset forøgede ejendommens bebyggelsesprocent, som allerede var 25,7 %, og dermed overskred den tilladte grænse i lokalplanens § 6.1. Kommunen vurderede, at en dispensation ville være i strid med lokalplanens principper.

Klagen

Klageren anførte, at kommunens beregning af bebyggelsesprocenten var forkert, og at det opførte udhus var i overensstemmelse med lokalplanens § 6.1. Klagen blev modtaget af Planklagenævnet den 9. november 2021.

Planklagenævnet har behandlet sagen og vurderet to hovedspørgsmål: om forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen eller kræver dispensation, og om kommunen har hjemmel til at give dispensation.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Vurdering af bebyggelsesprocent og dispensation

Nævnet fastslog, at beregningen af bebyggelsesprocenten skal ske efter de regler, der var gældende på tidspunktet for lokalplanens vedtagelse, hvilket i dette tilfælde er Bygningsreglement for småhuse 1998 (BR-S 98). Ifølge BR-S 98, bilag A, afsnit A.2.2.3, stk. 4, litra a og b, medregnes garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger kun til etagearealet med den del, der overstiger 35 m² for dobbelthuse og 20 m² for rækkehuse, og dette fradrag beregnes pr. bolig.

Kommunen havde i sin afgørelse lagt til grund, at der kun kunne fradrages et samlet areal på 35 m² for sekundær bebyggelse for hele ejendommen, selvom ejendommen indeholder flere boliger (to ejerlejligheder i et dobbelthus og tre ejerlejligheder i en rækkehusbebyggelse). Planklagenævnet fandt, at denne beregningsmetode var en væsentlig retlig mangel ved afgørelsen, da den kunne føre til et andet resultat for bebyggelsesprocenten. Afgørelsen blev derfor anset for ugyldig.

Mulighed for dispensation

Nævnet vurderede også kommunens antagelse om, at en dispensation ville være i strid med lokalplanens principper. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 6.1 om bebyggelsesprocent ikke er en del af planens principper. Nævnet lagde vægt på, at bestemmelsen er bebyggelsesregulerende og ikke er henvist til i lokalplanens formålsbestemmelse, ligesom der ikke var andre holdepunkter for at anse den for en del af planens principper. Kommunens afgørelse hvilede dermed på en forkert retsopfattelse, hvilket udgjorde en væsentlig retlig mangel og gjorde afgørelsen ugyldig.

Afsluttende bemærkninger og hjemvisning

Planklagenævnet ophæver Svendborg Kommunes afgørelse af 6. oktober 2021 om afslag på lovliggørende dispensation og påbud om fysisk lovliggørelse. Sagen hjemvises til fornyet behandling i kommunen. Kommunen skal ved den fornyede behandling:

• Beregne bebyggelsesprocenten med fradrag for sekundær bebyggelse, hvor fradraget er beregnet pr. bolig.
• Hvis udhuset fortsat kræver dispensation fra lokalplanens § 6.1, skal kommunen tage stilling til, hvorvidt den ønsker at dispensere fra bestemmelsen. Afgørelsen skal begrundes ved at angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1.
• Hvis kommunen ønsker at udstede et påbud om lovliggørelse, skal der ske varsling og partshøring i overensstemmelse med Forvaltningslovens regler. Et påbud skal desuden klart og præcist angive, hvordan det ulovlige forhold skal lovliggøres.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.