Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til ridebane og orienteringslys i Nyborg Kommune

Planklagenævnets kompetence og landzoneregler

Planklagenævnet er kompetent til at behandle kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet fastslog, at ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 5 u og Planlovens §§ 36-38, fandt anvendelse i sagen, hvorfor det ansøgte krævede landzonetilladelse. Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt, med hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige interesser.

Planklagenævnets vurdering af ridebane

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens tilladelse til ridebanen. Nævnet lagde vægt på, at ridebaner er naturligt hjemmehørende i landzone, og at hverken planlægningsmæssige eller landskabelige hensyn talte afgørende imod den ansøgte placering. Det blev også fremhævet, at der ikke skulle foretages større terrænreguleringer, og at ridebanen ikke ville medføre urimelige nabogener, da den placeres ca. 70 meter fra nærmeste nabo og uden belysning.

Planklagenævnets vurdering af orienteringslys

Derimod fandt Planklagenævnet, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til orienteringslys rundt om ridebanen. Nævnet lagde vægt på, at orienteringslysene skulle etableres på ridebanen, som er placeret i det åbne land, op ad en nyanlagt skov og uden tilknytning til ejendommens øvrige bebyggelse. Nævnet vurderede, at belysningen ville medføre en ikke ubetydelig visuel påvirkning af omgivelserne og dermed have en negativ landskabelig påvirkning, hvilket er i strid med de hensyn, der skal varetages efter landzonereglerne.

Tilladelsen til ridebanen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Planklagenævnet stadfæstede den 18. marts 2020 kommunens afgørelse vedrørende hestestalden, men ophævede og hjemviste afgørelsen om ridebanen, da den ikke var tilstrækkeligt begrundet.

Den ansøgte ridebane og kommunens afgørelse

Klageren søgte herefter om lovliggørende landzonetilladelse til en ridebane på 20 x 56 meter, placeret nord for ejendommens hal og ca. 50-60 cm under vejniveau. Ridebanen var udstyret med 10 lysstoflamper på 48 watt, opsat på hegn i ca. 1 meters højde over toplaget og afskærmet, så lyset kun lyste nedad. Ridebanen anvendes både privat og som led i ejendommens hestepension.

Køge Kommune gav den 2. september 2020 lovliggørende landzonetilladelse til ridebanen, men på vilkår om, at der ikke måtte anvendes lys omkring den. Kommunen begrundede dette med, at ejendommen har en synlig og markant placering i et velbevaret kulturmiljø og et område med landskabsinteresser. Belysning ville påvirke oplevelsen af landskabet, sløre karaktertrækkene og forringe udsynet til skoven, især i skumringen. Desuden vurderede kommunen, at belysning ville være uhensigtsmæssig i forhold til udpegningen som potentiel økologisk forbindelse, da det kunne forstyrre dyrelivet. Kommunen fandt det vanskeligt at håndhæve vilkår om tidsbegrænsning for belysning og vurderede, at belysningen ville udgøre en væsentlig nabogene og gene for forbipasserende.

Klagerens indvendinger

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var udtryk for forskelsbehandling. Klageren henviste til naboejendommen A 2, hvor der den 22. april 2015 var givet lovliggørende landzonetilladelse til en kommerciel ridebane med en 8 meter høj lysmast med to lamper. Denne tilladelse var stadfæstet af Natur- og Miljøklagenævnet den 7. juni 2016. Klageren påpegede, at naboens lysmast lyste ind i skoven og over naboejendommens have, og at der var fastsat vilkår for tidsrummet for belysning. Klageren fremlagde beregninger, der viste lavere lyseffekt pr. m² på egen ridebane sammenlignet med naboens. Klageren havde forsøgt dialog med kommunen om afskærmende beplantning, men uden respons, og undrede sig over, at vejen var en afgørende faktor, når kommunen selv havde ryddet eksisterende beplantning mod vejen for ca. tre år siden.