Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Viborg Kommune meddelte den 2. juni 2020 en tilladelse efter Vandløbsloven § 17 til et vandløbsreguleringsprojekt ved [a9] i Viborg. Projektet, der defineres som ændring af vandløbets skikkelse i henhold til Vandløbsloven § 16, omfattede omlægning af et gammelt rørlagt vandløb. Tilladelsen indeholdt et vilkår om, at der skulle holdes en vandret afstand til bebyggelse fra ledningens midterakse.
Efter projektets gennemførelse konstaterede kommunen ved tilsyn, at vilkår 3 ikke var overholdt, da en bygning var etableret for tæt på rørmidten, og røret krydsede ind under hjørnet af en carport/udhus tilhørende en nyopført bolig på [a1] (bolig E). Bygherren ansøgte herefter om en lovliggørende tilladelse, da det ikke var muligt at flytte rørledningen.
Den 9. september 2021 meddelte Viborg Kommune en lovliggørende tilladelse til det allerede udførte vandløbsreguleringsprojekt. Tilladelsen fastsatte nye vilkår, herunder tinglysning af ledningens placering og vedligeholdelsesforpligtelsen på de berørte ejendomme. Kommunen anerkendte, at den tætte placering kunne medføre øgede vedligeholdelsesudgifter.
Klager, en bredejer repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen den 6. oktober 2021.
Klager anførte, at afgørelsen var meddelt på et forkert faktisk grundlag, idet drænledningen forløb under klagers carport/skur, ikke blot tæt på. Klager gjorde gældende, at etablering af et rørlagt vandløb under en bygning er ulovligt og i strid med byggeretlige standarder som DS 436 om norm for dræning af bygningsværker og DS 475 om norm for afstande mellem rør, samt bygningsreglementet.
Klager bestred desuden fordelingen af udgifter til vedligeholdelse, idet klager mente, at grundejerne ikke kunne pålægges vedligeholdelsespligt, da de ikke tilledte vand til drænledningen. Klager henviste til, at eventuel uenighed om udgiftsfordelingen skulle indbringes for taksationskommissionen i henhold til Lov om offentlige veje § 105 og Lov om offentlige veje § 106. Endelig anførte klager, at den nye rørlednings reducerede diameter var betænkelig og potentielt utilstrækkelig, hvilket kunne føre til vandstigning i klagers have/sandpude.
Viborg Kommune svarede, at den nøjagtige placering af drænledningen, enten tæt på eller under carporten, ikke ændrede på, at placeringen medførte forøgede udgifter. Kommunen henviste til, at placeringen skulle tinglyses, og at afgørelsen ikke var truffet på et fejlagtigt faktuelt grundlag.
Vedrørende fordelingen af vedligeholdelsesudgifter fremhævede kommunen, at afgørelsen først blev meddelt, da alle berørte parter havde accepteret en partsfordeling i overensstemmelse med Bekendtgørelse om regulering af vandløb § 19, stk. 2.
Kommunen afviste desuden, at drænvand blev tilført sandpuden under klagers ejendom, og anførte, at det nye rør havde en drænende effekt, og at det gamle rør ikke var funktionsdygtigt, hvorfor en sammenligning af rørdiametre ikke var meningsfuld.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Viborg Kommunes afgørelse af 9. september 2021 om lovliggørende tilladelse til vandløbsreguleringsprojektet ved [a9] i Viborg. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8 og er endelig, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.
Nævnet fandt ikke, at Viborg Kommunes afgørelse var truffet i strid med officialprincippet. Nævnet lagde vægt på, at kommunen var bekendt med, at det rørlagte vandløb på en kortere strækning var placeret under et hjørne af carporten/skuret på [a2], hvilket fremgik af tilsynsnotater og høringsmateriale.
Nævnet vurderede, at det ikke er i strid med Vandløbsloven § 17 at give lovliggørende tilladelse til et rørlagt vandløb under en bygning. Nævnet henviste til, at der ikke findes bestemmelser i Vandløbsloven § 1, stk. 1 eller Vandløbsloven § 1, stk. 2 eller lovens forarbejder, der hindrer en sådan tilladelse. Nævnet bemærkede desuden, at Vandløbsloven § 6, stk. 3 forbyder beplantning nær rørlagte strækninger, der kan beskadige rørene. Nævnet understregede, at klagers synspunkter vedrørende bygningsreglementet og byggeloven lå uden for nævnets kompetence, da disse ikke reguleres af vandløbsloven.
Nævnet bemærkede, at Viborg Kommunes afgørelse var i overensstemmelse med Bekendtgørelse om regulering af vandløb § 19, stk. 2, idet den indeholdt en endelig afgørelse om fordelingen af fremtidige vedligeholdelsesudgifter. Nævnet konstaterede, at der på afgørelsestidspunktet var enighed mellem parterne om udgiftsfordelingen. Nævnet fastslog, at det ikke havde kompetence til at behandle selve fordelingen af udgifterne til vedligeholdelse, jf. Vandløbsloven § 80, stk. 1, og at spørgsmålet skulle indbringes for taksationsmyndighederne, jf. Vandløbsloven § 35, stk. 3.
Nævnet fandt, at der med afgørelsen var taget hensyn til samtlige afvandingsinteresser ved vandløbet, jf. Bekendtgørelse om regulering af vandløb § 18. Nævnet lagde vægt på, at afvandingen i området var forbedret ved etablering af det nye drænsystem, da det tidligere system ikke havde haft en nævneværdig afvandingsmæssig funktion.
KlimatilpasningSiden 1. januar 2021 har spildevandsselskaber håndteret klimatilpasning af tag- og overfladevand efter nye regler. Nu vurderes den praktiske anvendelse af reguleringen i en ny evaluering udarbejdet af Energistyrelsen og Miljøstyrelsen.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Furesø Kommunes godkendelse af et reguleringsprojekt i Enghaven, der omfatter Hesselbækken. Klagen blev indgivet af en bredejer, der anførte merudgifter til vedligeholdelse af den rørlagte del af Hesselbækken, manglende imødekommelse af et lodsejerforslag om et overfaldsbygværk, og manglende hensyntagen til projektets skadevirkninger.
Sagen omhandler et projekt, der har til formål at genskabe de oprindelige afvandingskanaler i Enghaven. Projektet omfatter oprensning af Hesselbækken, etablering af grøfter, afpropning af Hesselbækken ved indløbet til den rørlagte del, og etablering af et nyt forløb for vandet. Projektet berører et område, der delvist er beliggende indenfor Natura 2000-område N139 Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov.
Furesø Kommune vurderede, at projektet ikke var VVM-pligtigt, og meddelte dispensation fra . Kommunen godkendte efterfølgende reguleringsprojektet, idet formålet er at genskabe de oprindelige afvandingskanaler og forbedre afvandingen i området. Klager anførte, at projektet vil medføre øgede vedligeholdelsesudgifter og skadevirkninger.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
En ny evaluering ser på erfaringerne med reglerne for spildevandsselskabernes klimatilpasning af tag- og overfladevand og undersøger balancen mellem effektiv vandhåndtering og forbrugerbeskyttelse.
Natur- og Miljøklagenævnet bemærkede, at klagen har opsættende virkning i henhold til Vandløbslovens § 82, stk. 6. Nævnet vurderede, at projektet ikke vil påvirke Natura 2000-området væsentligt og fandt, at Furesø Kommune havde taget tilstrækkelig hensyn til afvandingsinteresser og miljømæssige målsætninger. Nævnet bemærkede, at det ikke har kompetence til at afgøre spørgsmål om økonomiske forhold, herunder bidragsfordeling.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Aalborg Kommunes afgørelse om tilladelse efter [vandløbsloven](/l...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Holbæk Kommunes afgørelse om, at en rørledning under klagers matr...
Læs mere