Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt nr. 5-04 i Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune traf den 2. september 2021 afgørelse om afslag på dispensation til et opført skur på ejendommen [A1], 2640 Hedehusene. Afslaget blev givet med henvisning til byplanvedtægt nr. 5-04, et område i Fløng Landsby samt de bebyggede arealer nord og syd herfor.

Kommunens afslag

Kommunen begrundede sit afslag med, at bebyggelse ifølge byplanvedtægtens § 5 kun må opføres på baggrund af en bebyggelsesplan, der blev udarbejdet ved bebyggelsens opførelse. Desuden henviste kommunen til en tinglyst deklaration på rækkehusbebyggelsen, som understøtter byplanvedtægtens bestemmelser. Deklarationen fastslog, at der kun kunne opføres en carport med et skur af en bestemt størrelse, og at et yderligere skur derfor ikke var tilladt.

Klagen og Planklagenævnets fokus

Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen. Planklagenævnet behandlede i sagen spørgsmålet om, hvorvidt det opførte skur var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planloven § 18, eller om det krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 5.1.3. Klageren anførte, at afslaget var givet på et forkert grundlag, da bebyggelsesplanen, som kommunen henviste til, ikke kunne findes i byplanvedtægten.

Planklagenævnet ophævede Høje-Taastrup Kommunes afgørelse af 2. september 2021 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Retlige spørgsmål omfatter lovligheden og gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige principper.

Vurdering af umiddelbar tilladelse eller dispensationskrav

Planklagenævnet fastslog, at bestemmelser i en lokalplan er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Nye forhold, der er i overensstemmelse med lokalplanen eller ikke reguleret af den, er umiddelbart tilladte. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse, kræver dispensation. Dette gælder også for byplanvedtægter.

Planklagenævnet understregede, at lokalplanbestemmelser som udgangspunkt skal udformes, så det klart fremgår, hvad der er tilladt eller ikke tilladt. Planloven giver ikke kommuner adgang til at udskyde stillingtagen til planlægningsmæssige spørgsmål til senere præciseringer i formløst tilvejebragte planer som bebyggelsesplaner. Dette skyldes, at sådanne planer ikke vedtages efter den offentlige procedure i planlovens kapitel 6. Tilsvarende bestemmelser fandtes i Byplanloven § 7.

Planklagenævnets konklusion

Byplanvedtægtens § 5.1.3 fastsætter, at række- og kædehuse kun må opføres på grundlag af samlede bebyggelsesplaner. Da disse bebyggelsesplaner ikke indgår i selve byplanvedtægten eller er fastlagt i et tillæg hertil, finder Planklagenævnet, at byplanvedtægtens § 5.1.3 ikke kan håndhæves som en bindende bestemmelse, jf. Planloven § 18. Kommunen havde derfor ikke hjemmel i byplanvedtægtens § 5.1.3 til at give afslag på dispensation til skuret.

Planklagenævnet ophævede på den baggrund kommunens afslag på dispensation. Nævnet tog ikke stilling til, om skuret kræver dispensation fra andre bestemmelser i byplanvedtægten, eller om det er umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten. Dette skal kommunen nu tage stilling til og træffe afgørelse om.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.