Planklagenævnets afgørelse om dispensationer fra lokalplan nr. 1225, Centerområde ved Sønderbrogade og Gammelhavn, Vejle

Vejle Kommune tildelte den 20. juli 2021 seks dispensationer fra lokalplan nr. 1225, Centerområde ved Sønderbrogade og Gammelhavn, Vejle. Dispensationerne vedrørte opførelsen af et etagebyggeri på ejendommene [A1] og [A2], 7100 Vejle. En beboer i området indgav en klage over disse afgørelser til Planklagenævnet.

Planklagenævnet har i denne sag behandlet følgende spørgsmål:

• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensationerne i henhold til Planlovens § 19.
• Om reglerne for naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.
• Om reglerne for partshøring var overholdt, jf. Forvaltningslovens § 19.

Planklagenævnet har ikke kompetence til at behandle andre klagepunkter i sagen. Nævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Ejendommen og lokalplanen

Klagen omhandler et større byggeprojekt på ejendommene [A1] og [A2], 7100 Vejle. Projektet indebærer ansøgninger om dispensation fra lokalplanen for at opføre en åben karré, opdele parken, etablere mindst 790 parkeringspladser, en dagligvarebutik på 4.100 m², samt overskride bygningshøjden og antallet af etager i forbindelse med tagparkering, tagterrasser og teknikhuse.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 1225, hvis formål er at fastlægge områdets anvendelse til centerformål, muliggøre store udvalgsvarebutikker, en offentlig tilgængelig park og sikre arkitektonisk indpasning. Lokalplanen fastsætter specifikke bestemmelser for:

• Parkeringsforhold: Lokalplanens § 5.8 kræver 1 p-plads pr. bolig og 1 p-plads pr. 50 m² anden anvendelse, hvoraf 80 % skal placeres i bebyggelsen.
• Bebyggelsens omfang og placering: Lokalplanens § 6.3 og Lokalplanens § 6.4 regulerer etageantal (4-7 etager i byggefelt 1, 4-8 etager i byggefelt 2) og maksimale højder (30 m og 35 m). Lokalplanens § 6.5 kræver, at bebyggelse i byggefelt 1 og 2 opføres som én samlet karré. Lokalplanens § 6.11 fastsætter maksimale etagearealer for dagligvare- og udvalgsvarebutikker.
• Ubebyggede arealer: Lokalplanens § 8.1 kræver minimum 10 % fælles opholdsareal/park, og Lokalplanens § 8.2 angiver, at parken i princippet udlægges som vist på kortbilag 3.

Kommunens dispensationer

Kommunen gav følgende seks dispensationer:

1. Dispensation fra Lokalplanens § 6.5 og Lokalplanens § 8.2 til en åben bebyggelsesstruktur og opdeling af parken.
2. Dispensation fra Lokalplanens § 6.3 til etablering af 8 etager i byggefelt 1.
3. Dispensation fra Lokalplanens § 6.11 til at øge dagligvarebutikkens etageareal fra 500 m² til 4.100 m².
4. Dispensation fra Lokalplanens § 5.8 til at etablere mindst 790 parkeringspladser.
5. Dispensation fra Lokalplanens § 6.3 og Lokalplanens § 6.4 til etablering af hhv. 8 og 9 etager samt overskridelse af bygningshøjden i byggefelt 1 og 2 i forbindelse med tagparkering og tagterrasser.
6. Dispensation fra Lokalplanens § 3 og Lokalplanens § 6.4 til etablering af hhv. 8 og 9 etager samt overskridelse af bygningshøjden i forbindelse med teknikhuse.

Klageren indsendte bemærkninger til dispensationerne, og kommunen svarede herpå. Alt materiale er indgået i Planklagenævnets sagsbehandling.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovligheden og gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige principper. Nævnet kan dog kun behandle forhold, der er omfattet af den påklagede afgørelse.

Krav om dispensation

Bestemmelserne i en lokalplan er bindende for borgerne, jf. Planlovens § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter Planlovens § 19. Planklagenævnet fastslog, at de forhold, som kommunen havde truffet afgørelse om, ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation.

Mulighed for at give dispensation

Klageren anførte, at projektet og dispensationerne var i strid med lokalplanens redegørelse, formål og principper, herunder en øgning af boligantallet og reduktion af detailhandlen, samt en udvidelse af dagligvarebutikken, der reducerede det grønne areal. Klageren mente derfor, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensationerne.

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, herunder fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering er som hovedregel ikke en del af principperne, medmindre de er fastlagt for at fastholde en særlig udformning eller placering som del af den planlagte struktur.

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 5.8, § 6.3, § 6.4, § 6.5 og § 6.11 ikke er en del af planens principper, da de er bebyggelsesregulerende bestemmelser, der ikke er specifikt henvist til i formålsbestemmelsen eller har særlig betydning i planens øvrige bestemmelser. Nævnet fandt heller ikke, at dispensationen fra Lokalplanens § 8.2 var i strid med planens principper, da kommunen ikke havde dispenseret til en anden fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer, og friarealerne således ikke indskrænkes, jf. Lokalplanens § 8.1. Det forhold, at der var dispenseret fra flere bestemmelser, medførte ikke ugyldighed, da der ikke var tale om forhold, som i sig selv var lokalplanpligtige, jf. Planlovens § 13, stk. 2. Planklagenævnet konkluderede, at kommunen havde hjemmel til at give dispensationerne.

Naboorientering

Klageren anførte, at kommunen burde have foretaget nabohøring vedrørende dispensation nr. 3, 4, 5 og 6, da klageren bor på 5. etage med direkte udsyn over lokalplanområdet. Klageren mente også, at kommunen ikke havde inddraget klagerens bemærkninger til dispensation nr. 5.

Efter Planlovens § 20, stk. 1 skal kommunen orientere ejere, brugere, naboer og andre interessenter to uger før dispensation. Undtagelser gælder, hvis orientering er af underordnet betydning, jf. Planlovens § 20, stk. 2. Naboer defineres som personer, hvis ejendomsskel støder op til ansøgers ejendom. Kommunens skønsmæssige vurdering af underordnet betydning kan kun tilsidesættes, hvis den er åbenbart urimelig.

Kommunen oplyste, at klageren ikke er nabo i henhold til Planlovens § 20, stk. 1, da der er en 30 m bred vej mellem klagerens bolig og projektområdet. Kommunen foretog kun naboorientering for dispensation nr. 1. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering af klageren var af underordnet betydning for dispensation nr. 3 (dagligvarebutik), nr. 4 (parkeringspladser), nr. 5 (tagterrasser) og nr. 6 (teknikhuse). Nævnet bemærkede desuden, at Planlovens § 20 ikke kræver, at kommunen i afgørelsen henviser til modtagne bemærkninger fra ikke-naboorienterede parter.

Partshøring

Klageren anførte, at kommunen burde have partshørt klageren vedrørende alle dispensationerne, med henvisning til en verserende klagesag hos Miljø- og Fødevareklagenævnet og tidligere afviste klager hos Planklagenævnet, hvor nævnet havde oplyst, at fremtidige dispensationer ville kunne påklages.

De almindelige regler om partshøring i Forvaltningslovens § 19, stk. 1 gælder sideløbende med planlovens regler om naboorientering. Partshøring er påkrævet, hvis en part ikke er bekendt med væsentlige, ugunstige faktiske oplysninger eller eksterne faglige vurderinger. Partsstatus kræver en væsentlig og individuel interesse i sagen, der er værnet af de bestemmelser, kommunen træffer afgørelse efter.

Planklagenævnet fandt ikke, at klageren var så væsentlig og individuelt berørt af dispensationerne, at klageren havde partsstatus i sagen. Nævnet lagde vægt på, at klageren bor uden for lokalplanområdet, med en større vej og betydelig afstand (mere end 30 m til parken/boligkarréen og over 100 m til de bygningsmæssige ændringer) til ejendommene. Tidligere klagesager medførte heller ikke partsstatus. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre klageren.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Vejle Kommunes afgørelser af 20. juli 2021. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.