Klage over Varde Kommunes lokalplan nr. 05.01.L13 for sommerhuse i Blåvand

Varde Kommune vedtog den 22. juni 2021 endeligt lokalplan nr. 05.01.L13, Sommerhuse i den vestlige del af Blåvand. En ejer af en ubebygget ejendom i lokalplanområdet klagede over lokalplanen. Formålet med lokalplanen er at samle og ensrette administrationen af sommerhusbyggeriet i den vestlige del af Blåvand for at give et samlet overblik over områdets regulering. Klagerens ejendom ligger i delområde 2, der grænser op til lokalplanområdets nordlige afgrænsning. Klagen blev modtaget af Planklagenævnet den 31. august 2021. Planklagenævnet behandlede klagen med fokus på tre hovedspørgsmål: overholdelse af lighedsgrundsætningen, saglige og planlægningsmæssige hensyn bag planvedtagelsen, samt spørgsmålet om ekspropriation i henhold til grundlovens § 73. Planklagenævnet kan ikke behandle de øvrige klagepunkter i sagen. Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at lokalplanen fortsat gælder.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Retlige spørgsmål omfatter lovligheden eller gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet afviste at behandle klagepunktet om, at en lokalplan skal tilvejebringes, før større udstykninger gennemføres, jf. planlovens § 13, stk. 2, da den tidligere udstykning ikke var omfattet af den aktuelle klagesag. Nævnet afviste også klagepunktet vedrørende uenighed i lokalplanens indhold eller hensigtsmæssighed, da dette ikke er et retligt spørgsmål, som Planklagenævnet har kompetence til at behandle.

Klagepunkter

Klageren anførte, at der var forskel på den tilladte bebyggelsesprocent i de forskellige delområder, hvilket klageren mente var udtryk for usaglig forskelsbehandling og en overtrædelse af lighedsgrundsætningen samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 om forbud mod diskrimination. Klageren gjorde også gældende, at kommunen ikke havde givet en planlægningsmæssig begrundelse for forbuddet mod kældre, hvilket klageren mente var i strid med planlovens § 15, stk. 1. Endelig anførte klageren, at lokalplanen udgjorde et ekspropriationslignende indgreb i den private ejendomsret, jf. grundlovens § 73, stk. 1, og var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Tillægsprotokol artikel 1 om beskyttelse af ejendom. Klageren havde desuden en berettiget forventning om at kunne opføre et større sommerhus.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Varde Kommunes lokalplan nr. 05.01.L13.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunen med vedtagelsen af lokalplanen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen. Nævnet lagde vægt på, at lighedsgrundsætningen ikke er til hinder for, at en kommune fastsætter bebyggelsesregulerende bestemmelser i en lokalplan, selvom der i tilstødende lokalplanområder gælder andre bestemmelser. Det fremgik af lokalplanens redegørelse, at Blåvand omfatter mange forskellige typer områder, der fremstår forskelligt, hvorfor kommunen ikke har fastsat enslydende bestemmelser for alle delområder. Af samme grund fandt nævnet ikke, at lokalplanen var diskriminerende i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14.

Vurdering af planlægningsmæssig begrundelse og usaglige hensyn

Nævnet vurderede, at den planlægningsmæssige begrundelse i lokalplanens § 1 var saglig og relevant. Formålet var at fastholde området til sommerhusområde, sikre en hensigtsmæssig udvikling, fastlægge retningslinjer med hensyntagen til landskab og kulturhistoriske interesser samt sikre et ensartet administrationsgrundlag.

Vedrørende forbuddet mod kældre i lokalplanens § 6.2.14, fandt Planklagenævnet, at kommunen havde angivet et funktionelt hensyn, idet grundvandsstanden flere steder er tæt ved overfladen, og forbuddet skulle undgå udfordringer med oversvømmede kældre. Dette blev anset for en saglig og planlægningsmæssigt relevant begrundelse i henhold til planlovens § 15, stk. 2, nr. 7, som giver kommuner hjemmel til at vedtage bestemmelser om bebyggelsers omfang og udformning.

Vurdering af lokalplanens ekspropriative karakter

Planklagenævnet fandt ikke, at bestemmelserne i lokalplanen udgjorde en så særlig intens og konkret indskrænkning i klagerens rådighed over ejendommen, at klageren som grundejer afskæres fra en økonomisk rimelig udnyttelse af ejendommen. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanlægning som udgangspunkt er erstatningsfri regulering, og at kommunen i henhold til planlovens § 15, stk. 2 havde hjemmel til at vedtage de nævnte bestemmelser. Da Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Tillægsprotokol artikel 1 er nært knyttet til spørgsmålet om ekspropriation, fandt nævnet ligeledes ikke, at lokalplanen var i strid med artiklen.

Nævnet fandt heller ikke, at kommunen var afskåret fra at vedtage lokalplanen på grund af berettigede forventninger hos klageren. En kommune har ret til at ændre planlægningen for et område, og borgere kan ikke have berettigede forventninger om, at plangrundlaget for et givent område ikke vil blive ændret. Klagerens korrespondance med et sommerhusudlejningsfirma og et byggefirma om et større sommerhus gav ikke klageren berettigede forventninger i forhold til kommunen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.