Afgørelse om miljøvurdering af grundvandsindvinding til markvanding

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra Dansk Sportsfiskerforbund over Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 29. juni 2021. Kommunen havde meddelt fornyet tilladelse til indvinding af grundvand til markvanding fra boring DGU nr. [DGU nummer1] og vurderet, at projektet ikke var omfattet af krav om miljøvurdering efter Miljøvurderingsloven § 21.

Sagens baggrund og kommunens afgørelse

Den ansøgte boring er placeret ca. 160 m fra Smedegård Grøft og ca. 570 m fra Højris Å/Storå, som begge er beskyttede vandløb efter naturbeskyttelsesloven. Højris Å/Storå er målsat til god økologisk og kemisk tilstand, men den samlede økologiske tilstand er dårlig, især for kvalitetselementet fisk.

Kommunens tilladelse tillod en maksimal indvinding på 14.400 m³/år, en reduktion fra den tidligere tilladelse på 17.000 m³/år. Kommunen vurderede, at indvindingen ikke ville medføre væsentlig påvirkning af omkringliggende boringer eller vandløb, da Højris Å/Storå lå uden for sænkningstragten, og Smedegård Grøft ikke ville blive kritisk påvirket. Kommunen mente, at den reducerede indvindingsmængde ville forbedre forholdene for de nærliggende vandløb.

Klagerens anbringender

Dansk Sportsfiskerforbund påklagede afgørelsen med henvisning til, at Højris Å/Storå's dårlige tilstand for fisk betød, at enhver forringelse skulle undgås. Klager henviste til EU-Domstolens dom af 1. juli 2015 i sag C-461/13 (Weser-dommen), som fastslår et forbud mod at godkende projekter, der forringer overfladevandområder og grundvandsforekomster, medmindre undtagelsen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF art. 4, stk. 7 (Vandrammedirektivet) kan anvendes. Klager anførte, at kommunen ikke havde forholdt sig til risikoen for manglende målopfyldelse i 2027 og alene havde vurderet påvirkningen i forhold til medianminimumsvandføringen, hvilket ikke dækkede påvirkningen ved de laveste vandføringer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet sagen i henhold til Miljøvurderingsloven § 21 og Vandforsyningsloven § 20, stk. 1. Nævnets prøvelse var begrænset til retlige spørgsmål, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og 2.

Væsentlig retlig mangel i screeningsafgørelsen

Nævnet konstaterede, at Ikast-Brande Kommunes screeningsafgørelse var truffet på et forkert grundlag. Kommunen havde vurderet, at den ansøgte indvindingsmængde på 14.400 m³/år var en reduktion i forhold til den tidligere tilladte mængde på 17.000 m³/år. Imidlertid viste boringsrapporten, at den faktiske maksimale indvinding siden 2012 kun havde været 12.200 m³. En indvinding på 14.400 m³/år ville derfor udgøre en stigning i forhold til de faktiske forhold, ikke en reduktion.