Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til antennemast i Langeland Kommune

Generelle principper for landzonetilladelse til antennemaster

Planklagenævnet anerkender, at opstilling af master til IoT-netværk tjener en samfundsmæssig interesse, som skal vægte højt i vurderingen efter Planloven § 35, stk. 1. Dog skal øvrige relevante hensyn, herunder de landskabelige, fortsat varetages. Planloven § 1, stk. 2 tilsigter en hensigtsmæssig udvikling og bevarelse af værdifulde landskaber. Principper for placering af nye IoT-master omfatter:

• Placering i bymæssig bebyggelse: Prioriteres for at friholde det åbne land.
• Tilknytning til eksisterende høje konstruktioner: I landzone uden for bymæssig bebyggelse bør master placeres ved f.eks. andre master, vindmøller eller skorstene. Kommunen bør overveje påbud efter Masteloven § 11 om adgang til eksisterende konstruktioner.
• Tilknytning til eksisterende lavere bebyggelse: Hvis ovenstående ikke er muligt, bør master placeres ved eksisterende (lavere) bebyggelse, selvom det medfører flere nabogener, da hensynet til landskabet normalt vejer tungere.
• Undgåelse af værdifulde landskabsområder: Placering i områder udpeget som værdifulde landskabsområder bør undgås.

Ansøgeren skal undersøge og godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste ud fra landzonereglerne, herunder det samfundsmæssige hensyn til dækning. Kommunen har en stor sagsoplysningspligt.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Nævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til den ansøgte antennemast, da planlægningsmæssige og landskabelige hensyn talte afgørende imod. Nævnet lagde vægt på:

• Manglende oplysninger om dækningsforpligtelse: Selvom der er et dækningskrav, var der ingen oplysninger om, at teleselskabet [V2] ville benytte den ansøgte mast. Dette kunne potentielt føre til opførelse af flere master i området, hvilket nævnet ønsker at undgå.
• Placering i åbent land: Masten var ansøgt opført på en ubebygget grund omkranset af åbne marker uden tilknytning til eksisterende bebyggelse. Dette ville medføre, at masten fremstod som spredt bebyggelse i det åbne land, hvilket strider mod nævnets praksis for placering. Området er desuden i kommuneplanen udpeget som en zone, der kræver opmærksomhed ved opførelse af antennemaster.

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende tab af ejendomsværdi eller den naboretlige tålegrænse, da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven, men kan indgå i den samlede afvejning af nabogener.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Kommuneplanens retningslinjer for telemaster fremhæver, at antenneudstyr primært skal placeres i bymæssig bebyggelse eller på eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, skal nye master placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse for at undgå, at de fremstår som fritstående elementer i landskabet. Der stilles også krav om koordinering på tværs af kommunegrænser og vilkår om deling af masten.

Ansøgning og kommunens vurdering

Et teleselskab ansøgte om tilladelsen med begrundelsen, at en ny mast var nødvendig for at opretholde og forbedre mobildækningen i området. Ansøgeren oplyste, at alternative placeringer på eksisterende master eller høje bygninger var undersøgt, men ikke fundet egnede. Den valgte placering blev fremhævet som værende i tilknytning til let industri og med eksisterende træbeplantning, der kunne skærme.

Kommunen besigtigede området og konstaterede, at det var kuperet med en del beplantning og eksisterende tekniske anlæg. Kommunen gav tilladelse i medfør af Planloven § 35, stk. 1, idet den vurderede, at projektet var i overensstemmelse med kommunens administrationsgrundlag og kommuneplanens retningslinjer. Kommunen lagde vægt på den samfundsmæssige interesse i digital infrastruktur og vurderede, at der ikke var tungtvejende landskabelige hensyn eller nabohensyn, der talte imod. Kommunen mente, at masten ikke ville have en væsentlig indvirkning på oplevelsen af Haraldsted tunneldal og Gyrstinge Sø, og at den ansøgte placering var den bedst mulige.

Klagen fra beboere

En beboer klagede på vegne af flere beboere over kommunens afgørelse. Klagen anførte navnlig:

• Mastens nødvendighed: Området havde allerede tilstrækkelig dækning fra eksisterende master og fibernet.
• Landskabelig indvirkning: Masten ville skæmme landskabet, da den ville blive placeret på et højdedrag og fremstå som en dominerende konstruktion, i strid med landskabskarakteranalysens anbefalinger.
• Alternative placeringer: Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for alternative masteplaceringer eller muligheder for at udnytte eksisterende master.
• Påvirkning af dyr, planter og mennesker: Bekymring for stråling fra antennerne, herunder 5G-teknologi, og henvisning til et EU-retligt forsigtighedsprincip. Klageren anførte også, at masten ville ødelægge klagerens klinik, der tager hensyn til strålingsfølsomme mennesker.

Kommunen fastholdt, at dækningen ville blive forbedret, at masten ikke ville ødelægge de primære udsigtsmuligheder, og at ansøgeren havde undersøgt alternativer. Kommunen afviste desuden, at projektet ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt, og henviste til Sundhedsstyrelsens vurderinger vedrørende stråling.