Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation og påbud om retablering af fortidsminde

Sagen omhandler en klage over Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation og påbud om retablering af et fredet fortidsminde, en langhøj med to dysser, på en ejendom i Vordingborg Kommune. Ejendommens ejer havde uden forudgående tilladelse foretaget en "restaurering" af fortidsmindet, hvilket Slots- og Kulturstyrelsen konstaterede som en "kraftig og ukyndig" ændring.

Klageren anførte, at han havde kontaktet Slots- og Kulturstyrelsen et år tidligere med ønske om restaurering, men fik afslag på grund af manglende midler. Dette motiverede ham til selv at udføre arbejdet, da han fandt fortidsmindet upassende i sin daværende tilstand. Han mente, at den skade, der var sket på en sten, ikke skyldtes hans handlinger, men var en allerede eksisterende svaghed. Klageren ønskede dispensation til at bevare ændringerne eller en begrænset retablering, som han selv kunne udføre.

Slots- og Kulturstyrelsens vurdering

Slots- og Kulturstyrelsen modtog underretning om ændringerne i december 2020 og konstaterede ved besigtigelse, at gravhøjens jord var blevet "afrundet" og fjernet, og at en dæksten var blevet "lagt på plads" og understøttet med nytilførte sten. Den hårdhændede restaurering havde beskadiget en sten. Styrelsen vurderede, at indgrebet havde ødelagt og ændret det arkæologiske kildemateriale.

Styrelsen meddelte afslag på lovliggørende dispensation i medfør af Museumslovens § 29 e, stk. 1 og Museumslovens § 29 j, stk. 1, da der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation. Desuden meddelte styrelsen påbud om retablering i henhold til Museumslovens § 29 q, stk. 2. Da styrelsen vurderede, at genopretningen ikke forsvarligt kunne udføres af klageren, ville arbejdet blive udført af styrelsen for klagerens regning, jf. Museumslovens § 29 q, stk. 3. De anslåede omkostninger var ca. 81.000 kr. ekskl. moms.

Styrelsen fastholdt, at klagerens sympatiske interesse ikke berettigede uautoriserede indgreb, og at klageren ikke besad de nødvendige kompetencer til restaurering af beskyttede fortidsminder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation og påbud om retablering af fortidsmindet.

Nævnets vurdering af dispensation

Nævnet fandt, at klagerens restaurering havde ødelagt fortidsmindets sten- og jordkonstruktion, hvilket var i strid med Museumslovens § 29 e, stk. 1. Der var tilført nyt materiale, originale sten var flyttet, og jordmaterialet var ændret, hvilket forstyrrede de arkæologiske lag og medførte tab af information. Nævnet vurderede, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, da praksis for dispensation er restriktiv, jf. Museumslovens § 29 j, stk. 1. Klagerens begrundelse om styrelsens manglende midler udgjorde ikke et særligt tilfælde, der berettigede uautoriserede ændringer.

Nævnets vurdering af retableringspåbud

Nævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at beskadigelsen af fortidsmindet ikke skyldtes hans fejl eller forsømmelser, jf. Museumslovens § 29 q, stk. 4. Klageren havde selv erkendt at have foretaget fysiske ændringer. Nævnet bemærkede, at Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse om, at genopretningsarbejdet skulle udføres af styrelsen for ejerens regning, ikke kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. Museumslovens § 29 q, stk. 3 og Museumslovens § 29 t, stk. 2. Derfor kunne nævnet ikke behandle spørgsmålet om prisen for genopretningsarbejdet.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.