Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
| Lov | § |
|---|---|
Sagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes afgørelse af 20. maj 2021, der afslog en lovliggørende dispensation til anlæg i en beskyttet sø og inden for søbeskyttelseslinjen på en ejendom ved Skanderborg Sø. Kommunen havde konstateret omfattende renovering af bolværk og broanlæg samt etablering af terrænregulering, betontrappe og terrasse ved søbredden efter en nabohenvendelse i oktober 2020. Efter gentagne indskærpelser og et mundtligt standsningspåbud, der blev fulgt op skriftligt, ansøgte ejendommens ejer om lovliggørende tilladelse i januar 2021.
Skanderborg Kommune meddelte afslag på dispensation for broen i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3 og vandløbsloven, da broens dimensioner afveg væsentligt fra kommunens standard og fremstod som en visuelt dominerende terrasse over søfladen. Kommunen vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fravige praksis og frygtede en uheldig præcedensvirkning.
For terrassen, trappen og kajakstativet blev der meddelt afslag efter Naturbeskyttelsesloven § 16. Kommunen anførte, at terrassen var en væsentlig visuel ændring og et fremmedelement i søbredden, i strid med kommunens praksis om placering i tilknytning til boligen. Trappen blev også anset for et kunstigt fremmedelement, der hindrede naturlig vegetation og skabte uheldig præcedens. Kajakstativet blev vurderet til at have bygningslignende karakter og skulle fjernes for at friholde søkanten.
Klageren anførte, at anlæggene var udført ud fra helbredsmæssige hensyn for ejendommens beboere, herunder en søns [Fortroligt1] og en samlevers [Fortrol2]. Klageren mente, at kajakstativet ikke havde bygningslignende karakter og henviste til lighedsprincippet, idet der ifølge klageren fandtes lignende anlæg på andre ejendomme ved Skanderborg Sø. Klageren mente, at kommunens afgørelse var diskriminerende og krævede en undersøgelse af de andre ejendomme.
Skanderborg Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at helbredsmæssige oplysninger var inddraget, men ikke kunne ændre resultatet. Kommunen oplyste, at dens nuværende praksis for bådebroer blev vedtaget i 2016, og at de fleste af de af klageren nævnte anlæg på andre ejendomme var etableret før 2007 eller endda før søbeskyttelseslinjen trådte i kraft i 1972. Kommunen påpegede, at nogle af de ældre anlæg kunne være ulovlige og ville blive behandlet efterhånden som kommunen blev opmærksom på dem, og at lighedsprincippet var overholdt, da der ikke forelå konkrete dispensationer til sammenlignelige anlæg efter 2007.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Skanderborg Kommunes afgørelse af 20. maj 2021 om afslag på lovliggørende dispensation til anlæg i beskyttet sø og inden for søbeskyttelseslinjen. Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Nævnet lagde til grund, at Skanderborg Sø er en beskyttet sø omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. Nævnet vurderede, at den etablerede platform, der strækker sig ud over søfladen, ikke var omfattet af Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 6, stk. 1 om bade- og bådebroer, men snarere havde karakter af en platform til ophold. Nævnet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, da anlægget medførte et væsentligt indgreb i beskyttet natur, havde privatretlig karakter, og praksis er restriktiv.
Nævnet vurderede, at kajakstativet udgjorde et anlæg, der krævede dispensation fra søbeskyttelseslinjen efter Naturbeskyttelsesloven § 16, stk. 1. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at meddele dispensation til terrassen, trappen og kajakstativet. Dette skyldtes anlæggenes størrelse og placering tæt på søen, hvilket gav dem en markant fremtræden, der påvirkede Skanderborg Sø som landskabselement. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis og den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville medføre for fremtidige sager om anlæg inden for søbeskyttelseslinjen, både generelt og specifikt ved Skanderborg Sø.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at klagerens henvisning til anlæg på andre ejendomme ikke kunne føre til et andet resultat. Nævnet lagde vægt på, at der ikke forelå konkrete dispensationer til sammenlignelige anlæg efter 2007, og at kommunens afgørelse derfor ikke var i strid med ligebehandlingsprincippet. Nævnet bemærkede, at en myndighed kan ændre praksis, så længe den er generel og konsekvent. Desuden er nævnet ikke bundet af tidligere praksis hos førsteinstanser, der ikke har været indbragt for nævnet. Klagerens anbringender om helbredsmæssige hensyn og anlæggenes placering i et byområde kunne heller ikke føre til et andet resultat, da naturbeskyttelseslovens formål er at beskytte dansk natur uanset placering, og undtagelsesbestemmelsen i Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 1 ikke finder anvendelse for søer.
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
Kystdirektoratet
Sagen omhandler en klage over Stevns Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til to broer, Bro 1 og Bro 2, beliggende ved en sø på en sommerhusgrund i Strøby. Søen, der er ca. 800 m² stor, er en beskyttet naturtype i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Klager erhvervede ejendommen i 2010 og havde tidligere fået dispensation til anlæggelse af en sti rundt om søen, dog med vilkår om, at kun en mindre del (under 10 %) måtte udføres som gangbro, og at der ikke måtte ske opfyldning af søen med sten eller grus.
Klager anlagde en ca. 10 m x 1 m bro (Bro 1) parallelt med søen og en 1 m x 1 m bro (Bro 2) vinkelret ud i søen. Klager hævdede, at etableringen af Bro 1 skete i samråd med en kommunal medarbejder, som efterfølgende godkendte udførelsen. Kommunen udstedte dog påbud om fjernelse af broerne den 26. januar 2015, da de ikke var i overensstemmelse med den oprindelige dispensation. Kommunen anerkendte dog, at dialogen med den tidligere medarbejder kunne have givet klager en opfattelse af, at Bro 1 var i orden, og tilbød økonomisk kompensation for dette forhold. Bro 2 var derimod etableret uden kommunens inddragelse.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Administrationsgrundlaget for søterritoriet danner grundlag for forvaltningen af havet i forhold til anlæg og aktiviteter, som er omfattet af kystbeskyttelsesloven.
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede i 2015 kommunens påbud om fjernelse af broerne, idet de var opført i strid med dispensationen. Nævnet bemærkede dog, at spørgsmålet om den tidligere medarbejders tilkendegivelser kunne inddrages i en vurdering af en eventuel lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Efterfølgende afslog Stevns Kommune en ansøgning om lovliggørende dispensation, men denne afgørelse blev hjemvist af Natur- og Miljøklagenævnet i 2016, da kommunen skulle vurdere, om dialogen med medarbejderen udgjorde en særlig omstændighed, der kunne begrunde en dispensation.
Stevns Kommune traf den 18. april 2016 igen afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til begge broer. Kommunen vurderede, at broernes placering og udformning skyggede kantzonen og dele af søen, hvilket påvirkede den biologiske mangfoldighed. Kommunen fastholdt dog, at klager kunne have været i god tro ved etablering af Bro 1 på grund af dialogen med den tidligere medarbejder, men fastholdt afslaget for Bro 2, da denne var etableret uden kommunal inddragelse.
Sagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes afslag på dispensation til opførelse af et nyt fritidshus inden for s...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Ringsted Kommunes afgørelse om, at en renovering/retablering af e...
Læs mere