Planklagenævnets afgørelse om dispensation til opførelse af terrasseoverdækning i Skive

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Skive Kommunes afgørelse om dispensation. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Dispensationens hjemmel

Planklagenævnet fastslog, at den ansøgte terrasseoverdækning ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation efter planlovens § 19. Nævnet vurderede, at lokalplanens § 6.7, som regulerer bebyggelsens omfang og placering, ikke udgjorde en del af planens principper. Dette skyldes, at formålsbestemmelsen i § 1 var af generel karakter og ikke specifikt fremhævede § 6.7 som et særligt princip. Der var heller ingen andre holdepunkter i planen, der indikerede, at § 6.7 havde en sådan særlig betydning. På denne baggrund fandt Planklagenævnet, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 6.7, jf. planlovens § 19, stk. 1.

Naboorientering

Klageren anførte, at naboorienteringen var utilstrækkelig, da kun klageren blev orienteret, og at kommunen kun iværksatte orienteringen på grund af klagen. Planklagenævnet bemærkede, at kommunen har et skøn med hensyn til, hvilke ejendomme der berøres af dispensationer, jf. planlovens § 20, stk. 2. Kommunen havde vurderet, at en forudgående orientering af øvrige beboere var af underordnet betydning, da overdækningen sker inden for en eksisterende bygningskrop i 5 etagers højde. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering heraf. Vedrørende behandlingen af indsigelser fandt nævnet, at kommunen havde inddraget den indkomne indsigelse, da den var henvist til i afgørelsen. Kommunen har ikke pligt til at imødekomme indsigelser. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering, jf. planlovens § 20, stk. 1.

Saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn

Klageren gjorde gældende, at dispensationen alene begunstigede private økonomiske interesser og ikke var begrundet i samfundsmæssige eller planlægningsmæssige hensyn. Planklagenævnet fastslog, at en dispensation ikke er usaglig alene af den grund, at en bygherre har en økonomisk fordel. Kommunens begrundelser, herunder at overdækningen placeres inden for den eksisterende bygningskrops afgrænsning, og at den ikke vil medføre gener med skygge eller indkig på grund af eksisterende brug som tagterrasse og afstand til naboer, blev anset for saglige og planlægningsmæssigt relevante. Der var ingen konkrete oplysninger i sagen, der indikerede, at kommunen havde lagt usaglige hensyn til grund for sin afgørelse.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Klageren, ejeren af ejendommen, klagede til Planklagenævnet den 2. april 2020. Klageren anførte primært:

Klagerens argumenter

• At der var tale om reetablering af et oprindeligt forhold, idet tagterrassen aldrig havde været helt fjernet, men kun rækværket.
• At kommunen ikke havde fremført væsentligt saglige argumenter eller foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt tagterrassen ville give konkrete gener.
• At værdispildsbetragtninger talte imod en fysisk lovliggørelse.
• At naboerne ikke var blevet hørt i sagen.

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at tagterrassen var en nyopførelse, da luftfotos fra 2001 og frem til 2018 viste et almindeligt tag uden tagterrasse. Kommunen understregede, at lokalplanens redegørelse klart angiver, at tagterrasser ikke må opføres nærmere end 5 meter fra skel for at undgå nabogener. Kommunen vurderede, at der ikke var særlige forhold, der berettigede en dispensation, og at en dispensation ville skabe uønsket præcedens. Vedrørende nabohøring bekræftede kommunen, at dette ikke var sket, da der ikke var grundlag for at meddele dispensation.