Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan til bibeholdelse af udhuse, pavillon, legehus og carport

Svendborg Kommune afslog den 6. maj 2021 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 386, Troense, vedrørende bibeholdelse af flere bygninger på ejendommen [A1], 5700 Svendborg. Afslaget omfattede to udhuse, en pavillon, et legehus og en carport, og kommunen udstedte samtidig et påbud om fysisk lovliggørelse af forholdene.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 386, Troense, hvis formål er at sikre områdets anvendelse til boligformål og bevare bymiljøet. Lokalplanens § 6.2 fastsætter, at det samlede bruttoetageareal for boligen maksimalt må være 250 m², og at udvidelse af boligarealet kun må ske i sammenhæng med hovedhuset. Desuden må det samlede bruttoetageareal for mindre bygninger (sekundær bebyggelse) ikke overstige 50% af boligarealet.

Kommunens vurdering

Kommunen vurderede, at de omstridte bygninger var i strid med lokalplanens § 6.2. Dette skyldtes, at ejendommens boligareal ifølge kommunen kun udgjorde 96 m², hvilket betød, at den tilladte sekundære bebyggelse maksimalt måtte være 48 m² (50% af 96 m²). Da de eksisterende sekundære bygninger oversteg dette areal, afslog kommunen dispensationen med den begrundelse, at det ansøgte var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens argument

Ejeren klagede over afgørelsen og anførte, at en tilbygning på 38 m², som er opført i direkte forlængelse af hovedhuset, skulle medregnes i ejendommens boligareal. Klageren henviste til, at denne tilbygning ifølge BBR-oplysninger og faktisk anvendelse siden 1975 har fungeret som beboelse. Hvis denne tilbygning medregnes, ville det samlede boligareal udgøre 134 m², hvilket ville tillade sekundær bebyggelse på op til 67 m² (50% af 134 m²).

De omstridte bygninger og deres størrelse er som følger:

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål: om forholdet var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18 eller krævede dispensation fra lokalplanens § 6.2, og om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til Planloven § 19.

Planklagenævnet ophævede Svendborg Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var baseret på et forkert grundlag og en forkert retsopfattelse.

Vurdering af boligareal og sekundær bebyggelse

Planklagenævnet bemærkede, at tilbygningen på 38 m² var opført i overensstemmelse med lokalplanens § 6.2, da den var i sammenhæng med hovedhuset. Da tilbygningen ifølge klagerens ubestridte oplysninger har været anvendt til beboelse siden 1975, fandt nævnet, at den potentielt skulle medregnes i boligarealet. Hvis dette er tilfældet, ville det samlede boligareal være 134 m², hvilket ville tillade op til 67 m² sekundær bebyggelse. Kommunens oprindelige beregning på 48 m² var derfor potentielt forkert. Nævnet hjemviste sagen for at kommunen skulle undersøge tilbygningens faktiske anvendelse og herefter vurdere, om de sekundære bygninger oversteg 50% af det korrekte boligareal.

Mulighed for dispensation

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 6.2, som regulerer bebyggelsens omfang, ikke er en del af planens principper. Dette skyldes, at bestemmelsen er bebyggelsesregulerende og ikke specifikt er henvist til i lokalplanens formålsbestemmelse. Der var heller ingen andre holdepunkter i lokalplanredegørelsen eller planens øvrige bestemmelser, der indikerede, at § 6.2 skulle anses for en del af planens principper. Derfor fandt nævnet, at det ikke ville være i strid med planens principper at dispensere fra bestemmelsen i henhold til Planloven § 19, stk. 1. Kommunens afgørelse hvilede dermed på en forkert retsopfattelse, hvilket gjorde den ugyldig.

Instruktioner til kommunen

Planklagenævnet instruerede Svendborg Kommune om følgende ved den fornyede behandling af sagen:

• Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om den ønsker at dispensere fra lokalplanens § 6.2. Afgørelsen skal begrundes ved at angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1.
• Såfremt kommunen ønsker at udstede et påbud om lovliggørelse, skal der ske varsling og partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens regler. Et påbud skal desuden klart og præcist angive, hvordan de ulovlige forhold skal lovliggøres.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales.