Dispensation til stensætning, legehus og belysning inden for åbeskyttelseslinje

Sagen omhandler en klage over Faxe Kommunes afgørelse af 22. januar 2021, der vedrørte afslag på lovliggørende dispensation til en række anlæg på en ejendom beliggende i landzone og i sin helhed omfattet af åbeskyttelseslinjen langs Tryggevælde Å. Kommunen havde konstateret, at der var opført flere anlæg uden dispensation, og klager ansøgte efterfølgende om lovliggørelse af 18 anlæg, hvoraf kommunen meddelte afslag på 8. Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet omhandlede specifikt en stensætning, et legehus og ca. fem havelamper.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at naboejendomme havde tilsvarende anlæg nær åen, og at kommunen ikke havde taget højde for lighedsgrundsætningen. Det blev også fremført, at kommunen ikke havde forholdt sig til proportionalitetsprincippet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 1, stk. 3, og at de opførte anlæg ikke opfattedes som generende eller havde indvirkning på naturen. Klageren påpegede desuden, at anlæggene var opført for mere end 10 år siden, og at kommunen burde have reageret tidligere. Endvidere blev det anført, at klageren havde købt ejendommen med de opførte anlæg og ikke var bekendt med omfanget af de påbudte ændringer.

Faxe Kommunes vurdering

Faxe Kommune lagde vægt på, at ejendommen ligger helt ned til åen i et ellers relativt uforstyrret landskab. Kommunen vurderede, at stensætningen, legehuset og belysningen var placeret i den landskabelige del af ådalen, væk fra hovedbebyggelsen. Stensætningen blev anset for at være et fremmedelement med en skæmmende virkning. Legehuset var placeret mere end 15 meter fra hovedbebyggelsen, og kommunen fandt ikke grundlag for yderligere dispensation, da der allerede var mange eksisterende bygninger. Vedrørende belysningen vurderede kommunen, at den fremstod som et fremmedelement, der ville kunne ses langt væk fra om natten. Kommunen afviste klagerens argumenter om lighedsgrundsætningen med henvisning til, at de ikke havde behandlet naboejendommenes forhold og derfor ikke kunne udtale sig om disses lovlighed. Kommunen fastholdt, at fjernelse af anlæggene var proportional med opretholdelsen af åbeskyttelseslinjens formål.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede delvist Faxe Kommunes afgørelse og ophævede delvist afgørelsen.

Stensætning og legehus

Nævnet fandt, at stensætningen og legehuset var omfattet af forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, da de ikke var opført i tilknytning til boligen og dermed ikke var omfattet af undtagelsen for mindre bygninger i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3. Nævnet vurderede, at en lovliggørende dispensation ikke kunne begrundes, da anlæggene, grundet deres placering tæt på Tryggevælde Å og væk fra hovedbebyggelsen, ville forringe værdien og oplevelsen af åen som landskabselement. Området fremstår hovedsageligt uberørt, og en lovliggørelse ville medføre, at området fremstod yderligere bebygget. En dispensation ville desuden skabe en uønsket præcedens. Klagerens henvisning til bebyggelse på naboejendomme kunne ikke føre til et andet resultat, da der ikke forelå konkrete dispensationer for disse forhold, og dermed var der ikke grundlag for at antage, at afgørelsen var i strid med ligebehandlingsprincippet. Nævnet stadfæstede derfor Faxe Kommunes afslag på lovliggørende dispensation for stensætningen og legehuset.

Belysning

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at begrebet 'bebyggelse' i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1 kunne udstrækkes til at omfatte en række el-lamper. Nævnet lagde vægt på, at lamper som udgangspunkt ikke er omfattet af bestemmelsens ordlyd. På denne baggrund konkluderede nævnet, at den omhandlende belysning ikke var omfattet af forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, og at der således ikke krævedes en lovliggørende dispensation til opførelse af disse. Nævnet ophævede derfor Faxe Kommunes afslag på lovliggørende dispensation for belysningen.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, nr. 1.