Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Faxe Kommunes afgørelse af 22. januar 2021, der vedrørte afslag på lovliggørende dispensation til en række anlæg på en ejendom beliggende i landzone og i sin helhed omfattet af åbeskyttelseslinjen langs Tryggevælde Å. Kommunen havde konstateret, at der var opført flere anlæg uden dispensation, og klager ansøgte efterfølgende om lovliggørelse af 18 anlæg, hvoraf kommunen meddelte afslag på 8. Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet omhandlede specifikt en stensætning, et legehus og ca. fem havelamper.
Klageren anførte, at naboejendomme havde tilsvarende anlæg nær åen, og at kommunen ikke havde taget højde for lighedsgrundsætningen. Det blev også fremført, at kommunen ikke havde forholdt sig til proportionalitetsprincippet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 1, stk. 3, og at de opførte anlæg ikke opfattedes som generende eller havde indvirkning på naturen. Klageren påpegede desuden, at anlæggene var opført for mere end 10 år siden, og at kommunen burde have reageret tidligere. Endvidere blev det anført, at klageren havde købt ejendommen med de opførte anlæg og ikke var bekendt med omfanget af de påbudte ændringer.
Faxe Kommune lagde vægt på, at ejendommen ligger helt ned til åen i et ellers relativt uforstyrret landskab. Kommunen vurderede, at stensætningen, legehuset og belysningen var placeret i den landskabelige del af ådalen, væk fra hovedbebyggelsen. Stensætningen blev anset for at være et fremmedelement med en skæmmende virkning. Legehuset var placeret mere end 15 meter fra hovedbebyggelsen, og kommunen fandt ikke grundlag for yderligere dispensation, da der allerede var mange eksisterende bygninger. Vedrørende belysningen vurderede kommunen, at den fremstod som et fremmedelement, der ville kunne ses langt væk fra om natten. Kommunen afviste klagerens argumenter om lighedsgrundsætningen med henvisning til, at de ikke havde behandlet naboejendommenes forhold og derfor ikke kunne udtale sig om disses lovlighed. Kommunen fastholdt, at fjernelse af anlæggene var proportional med opretholdelsen af åbeskyttelseslinjens formål.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede delvist Faxe Kommunes afgørelse og ophævede delvist afgørelsen.
Nævnet fandt, at stensætningen og legehuset var omfattet af forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, da de ikke var opført i tilknytning til boligen og dermed ikke var omfattet af undtagelsen for mindre bygninger i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3. Nævnet vurderede, at en lovliggørende dispensation ikke kunne begrundes, da anlæggene, grundet deres placering tæt på Tryggevælde Å og væk fra hovedbebyggelsen, ville forringe værdien og oplevelsen af åen som landskabselement. Området fremstår hovedsageligt uberørt, og en lovliggørelse ville medføre, at området fremstod yderligere bebygget. En dispensation ville desuden skabe en uønsket præcedens. Klagerens henvisning til bebyggelse på naboejendomme kunne ikke føre til et andet resultat, da der ikke forelå konkrete dispensationer for disse forhold, og dermed var der ikke grundlag for at antage, at afgørelsen var i strid med ligebehandlingsprincippet. Nævnet stadfæstede derfor Faxe Kommunes afslag på lovliggørende dispensation for stensætningen og legehuset.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at begrebet 'bebyggelse' i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1 kunne udstrækkes til at omfatte en række el-lamper. Nævnet lagde vægt på, at lamper som udgangspunkt ikke er omfattet af bestemmelsens ordlyd. På denne baggrund konkluderede nævnet, at den omhandlende belysning ikke var omfattet af forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, og at der således ikke krævedes en lovliggørende dispensation til opførelse af disse. Nævnet ophævede derfor Faxe Kommunes afslag på lovliggørende dispensation for belysningen.
Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, nr. 1.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.

Sagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes afslag på dispensation til opførelse af et nyt fritidshus inden for søbeskyttelseslinjen på en sommerhusejendom i landzone. Ejendommen, der er på ca. 975 m², ligger i første række til F2 og er fuldt omfattet af søbeskyttelseslinjen. Der findes et eksisterende fritidshus på ca. 50 m² fra 1925 på ejendommen.
Ejendommens ejer ansøgte om dispensation til at opføre et nyt fritidshus på ca. 64,5 m² med et overdækket areal på ca. 8 m², som erstatning for det eksisterende hus. Det nye hus skulle placeres på ejendommens sydøstlige hjørne og opføres i træ med sorte betonteglsten.
Skanderborg Kommune meddelte afslag på dispensation fra søbeskyttelseslinjen i henhold til og , samt afslag på landzonetilladelse efter . Kommunen begrundede afslaget med, at det ansøgte fritidshus' størrelse ville påvirke søen som landskabselement og forringe udsynet fra den offentlige vej. Kommunen lagde vægt på hensynet til områdets naturmæssige og landskabelige interesser og frygtede en uønsket præcedensvirkning. Kommunen bemærkede desuden, at tidligere tilladelser til helårshuse på naboejendomme ikke skabte præcedens, da praksis for helårshuse er mindre restriktiv end for fritidshuse.
Regeringen går nu videre med udpegningen af de første 17 arealer til energiparker, som skal bidrage til en firedobling af grøn strøm fra sol og vind på land.
Regeringen vil forhandle om tiltag, der kan gøre det nemmere, hurtigere og bedre at opstille vedvarende energi på land og imødekomme naboer til solceller og vindmøller.
Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedpunkter:
Skanderborg Kommune fastholdt sin afgørelse og henviste til, at administrationspraksis for fritidshuse er mere restriktiv end for enfamiliehuse, både efter Planloven § 35 og Naturbeskyttelsesloven § 16. Kommunen understregede, at de tidligere sager om helårshuse ikke var sammenlignelige, da de involverede erstatning af eksisterende huse med samme placering, og at der i et tilfælde løb en vej mellem bebyggelsen og søen. Desuden kræves der dispensation til opførelse af bebyggelser inden for søbeskyttelseslinjen, uanset om de er undtaget krav om byggetilladelse.

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til solpaneler på en østvendt tagfl...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Naturstyrelsens afslag på lovliggørende dispensation inden for...
Læs mereForslag til Lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om maritim fysisk planlægning (Etablering af Havnaturfonden og mulighed for midlertidig dispensation fra havplanen m.v.)