Planklagenævnets afgørelse om miljøvurdering af solcelleanlæg ved Skodsebølle, Lolland Kommune

Lolland Kommune vedtog den 26. januar 2021 kommuneplantillæg nr. 16 til kommuneplan 2017-2029 og lokalplan nr. 360-122, som muliggør opførelse af et solcelleanlæg ved Skodsebølle. I forbindelse med planvedtagelsen blev der udarbejdet en miljørapport fra maj 2020 og en sammenfattende redegørelse fra december 2020.

En nabo til planområdet indgav en klage over miljøvurderingen. Klagen, dateret den 23. februar 2021, og kommunens bemærkninger af 13. marts 2021 indgik i sagsbehandlingen hos Planklagenævnet.

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i sagen:

• Om proceduren for miljøvurderingen overholdt kravene til høring i Miljøvurderingsloven.
• Om miljøvurderingen opfyldte minimumskravene i Miljøvurderingsloven vedrørende indvirkning på materielle goder.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give medhold i klagen over miljørapporten, hvilket betyder, at miljørapporten fortsat er gældende.

Planklagenævnet har afgjort, at der ikke er grundlag for at give medhold i klagen over Lolland Kommunes miljøvurdering af lokalplan nr. 360-122 og kommuneplantillæg nr. 16. Afgørelsen betyder, at miljørapporten fortsat er gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet fastslog sin kompetence til at behandle klagen, idet afgørelser efter Miljøvurderingsloven kan påklages efter de klageregler, der er fastsat i den lovgivning, som planen er udarbejdet i henhold til, jf. Miljøvurderingsloven § 48, stk. 1. Da de omhandlede planer er udarbejdet i henhold til Planloven, kunne miljøvurderingen påklages til Planklagenævnet. Nævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Sagen blev behandlet efter den dagældende Miljøvurderingsloven fra 2020.

Offentlighedsfasen

Klageren anførte, at kommunen ikke havde forholdt sig til klagerens indsigelse fra høringsprocessen. Planklagenævnet bemærkede, at en kommune efter Miljøvurderingsloven § 32, stk. 1, nr. 3 og Miljøvurderingsloven § 12 skal foretage høring af offentligheden over planforslaget og den ledsagende miljørapport. Efter offentlighedsfasen skal kommunen udarbejde en sammenfattende redegørelse, der viser, hvordan indkomne udtalelser er taget i betragtning, jf. Miljøvurderingsloven § 13, stk. 2, nr. 2. Kommunen er ikke forpligtet til at imødekomme indsigelser til miljørapporten.

Planklagenævnet fandt, at klagerens bemærkninger var indgået i sagen og havde medført ændringer i projektet, herunder at anlægget blev trukket 200 meter væk fra offentlig vej og nærmeste naboer, samt at der blev holdt en afstand på mindst 300 meter fra transformerkiosker til naboer. Den sammenfattende redegørelse indeholdt desuden en oplistning af de ændringer, som indsigelserne havde ført til. På denne baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at kommunen ikke skulle have forholdt sig til klagerens indsigelser, og klagepunktet blev derfor ikke imødekommet.

Kommunens miljøvurdering

Planklagenævnet konstaterede, at kommunen havde valgt at gennemføre en miljøvurdering. Efter Miljøvurderingsloven § 8, stk. 1, nr. 1 og Miljøvurderingsloven § 8, stk. 2, nr. 1 skal der udarbejdes en miljøvurdering for planer, der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser, eller hvis planen kan få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. Miljøvurderingsloven § 8, stk. 1, nr. 3 og Miljøvurderingsloven § 8, stk. 1, nr. 2. Formålet med Miljøvurderingsloven § 1 er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau. En miljørapport skal vurdere den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet og rimelige alternativer, jf. Miljøvurderingsloven § 12, stk. 1 og Miljøvurderingsloven bilag 4. Rapporten skal indeholde de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges, jf. Miljøvurderingsloven § 12, stk. 2.

Materielle goder

Klageren anførte, at ejendommen ville falde i værdi som følge af solcelleanlægget. Planklagenævnet præciserede, at en miljørapport skal indeholde oplysninger om sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet, herunder på materielle goder, jf. Miljøvurderingsloven bilag 4, litra f og Miljøvurderingsloven § 12, stk. 1. Dette omfatter en vurdering af indvirkninger på menneskers brug af materielle goder og indvirkninger på mennesker ved disses brug af de materielle goder. Der skal derimod ikke ske en vurdering af planens indvirkning på formueværdien af materielle goder, hvilket er i overensstemmelse med EU-domstolens dom af 14. marts 2013 i sagen C-420/11, Jutta Leth.

Miljørapporten omfattede ikke en vurdering af planens indvirkninger på materielle goder. Planklagenævnet fandt, at et eventuelt fald i ejendomsværdi ikke udgør en sådan påvirkning af materielle goder, at der er pligt til at behandle dette spørgsmål i miljørapporten. Klagepunktet blev derfor ikke imødekommet.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da klagen ikke blev imødekommet, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.