LBK nr 4 af 03/01/2023
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Miljøvurderingsloven § 13
Ved den endelige godkendelse eller vedtagelse af planen eller programmet skal myndigheden inddrage miljørapporten, som er udarbejdet efter § 12, herunder miljøpåvirkninger, som ikke i øvrigt varetages efter den miljølovgivning, i henhold til hvilken planen eller programmet tilvejebringes, resultaterne af en eventuel høring af andre stater efter § 38 og udtalelser fra andre myndigheder og offentligheden efter § 32.
Stk. 2. Myndigheden skal udarbejde en sammenfattende redegørelse for,
-
hvordan miljøhensyn er integreret i planen eller programmet,
-
hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,
-
hvorfor den godkendte eller vedtagne plan eller det godkendte eller vedtagne program er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der har været behandlet, og
-
hvordan myndigheden vil overvåge de væsentlige indvirkninger på miljøet af planen eller programmet.