Offentlig personbefordring med bus: Direkte tildeling (in-house) er udelukket for kontrakter, der ikke er tjenesteydelseskoncessioner

Sagen vedrører to forenede præjudicielle anmodninger fra Oberlandesgericht Düsseldorf i Tyskland vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej. Tvisterne opstod, efter at to regionale myndigheder (Rhein-Sieg-Kreis og Kreis Heinsberg) havde til hensigt at tildele kontrakter om offentlig bustransport direkte til deres respektive interne operatører (Regionalverkehr Köln og WestVerkehr) uden forudgående udbud, baseret på forordningens artikel 5, stk. 2.

Tvistens kerne

De påtænkte kontrakter om bustransport var ikke udformet som koncessionskontrakter om tjenesteydelser. Konkurrerende private transportselskaber (Verkehrsbetrieb Hüttebräucker, BVR Busverkehr Rheinland og Rhenus Veniro) anfægtede de planlagte direkte tildelinger. De gjorde gældende, at non-koncessionelle kontrakter om bus- og sporvognstjenester er omfattet af de almindelige udbudsdirektiver (2004/17/EF og 2004/18/EF), jf. forordning 1370/2007, artikel 5, stk. 1, og derfor ikke kan tildeles efter den specifikke in-house-ordning i artikel 5, stk. 2, i forordning 1370/2007.

Den forelæggende ret ønskede afklaret, om artikel 5, stk. 2, udgør en særordning (lex specialis), der potentielt tilsidesætter udbudsdirektiverne for så vidt angår direkte tildeling af offentlige bustransporttjenesteydelseskontrakter.

Domstolen fastslog, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1370/2007 ikke finder anvendelse på indgåelse af kontrakter om offentlig personbefordring med bus uden forudgående udbud, når disse kontrakter ikke antager form af en koncessionskontrakt om tjenesteydelser som omhandlet i direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF.

Domstolens begrundelse og fortolkning

Domstolen baserede sin fortolkning på den klare struktur i artikel 5, stk. 1, i forordning 1370/2007:

• Artikel 5, stk. 1, andet punktum, fastslår, at servicekontrakter eller kontrakter om offentlig trafikbetjening vedrørende bus eller sporvogn skal indgås efter procedurerne fastlagt i direktiv 2004/17 og 2004/18, i det omfang de ikke er koncessionskontrakter.
• Artikel 5, stk. 1, tredje punktum, fastslår derefter udtrykkeligt: "Hvis kontrakter skal indgås i overensstemmelse med direktiv [2004/17] eller [2004/18], anvendes stk. 2-6 ikke."

Domstolen konkluderede, at eftersom almindelige servicekontrakter om bustransport allerede var fuldt reguleret af udbudsdirektiverne, havde EU-lovgiver kun til hensigt at indføre særreglerne for direkte tildeling (artikel 5, stk. 2-6) for de transportformer (jernbane og metro) og kontrakttyper (koncessionskontrakter), som enten kun var begrænset reguleret af udbudsdirektiverne eller helt undtaget fra dem. For almindelige bustjenesteydelseskontrakter er det derfor de generelle udbudsdirektivers regler, herunder Teckal-doktrinen, der regulerer muligheden for direkte tildeling, ikke forordning 1370/2007, artikel 5, stk. 2.