Afslag på lovliggørende dispensation for maskinhus og solcellepaneler inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Vurdering af maskinhuset

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at maskinhuset ikke var nødvendigt for ejendommens landbrugsmæssige drift. Dette skyldtes, at den landbrugsmæssige drift udelukkende bestod af et kvæghold på otte stykker kvæg, og at behovet for bygninger til den landbrugsmæssige drift allerede var dækket af den godkendte driftsbygning og det lovliggjorte læskur. Nævnet vurderede desuden, at maskinhuset ikke kunne betegnes som en genopførelse af eksisterende bebyggelse, da det i størrelse og udformning afveg væsentligt fra de oprindelige driftsbygninger. Maskinhuset blev anset for at være en nyopførelse, der fremstod markant i kystlandskabet og ville medføre en uønsket præcedensvirkning i strid med strandbeskyttelseslinjens formål.

Vurdering af solcellepanelerne

For solcellepanelerne fandt nævnet, at der var tale om et markant anlæg i kystlandskabet. Selvom der er en samfundsmæssig interesse i vedvarende energiformer, kunne dette ikke tilsidesætte de landskabelige interesser, som strandbeskyttelseslinjen skal varetage. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om to markante og fritstående anlæg i et relativt åbent kystlandskab, og at en dispensation ville medføre en utilsigtet præcedensvirkning. Det forhold, at solcelleanlægget var opsat for at opfylde byggemyndighedernes krav til energimærkning, kunne ikke føre til et andet resultat, da dette ikke er et hensyn, som strandbeskyttelseslinjen har til formål at varetage.

Gebyr og endelighed

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen blev stadfæstet ved Retten i Randers' dom af 9. januar 2024.

Klagerens argumenter

Klager påklagede afgørelsen og anførte, at både hegnet og solpanelerne var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3. Klager fremhævede, at hegnet var nødvendigt af sikkerhedsmæssige årsager, da hans hustru er handicappet, og der var risiko for faldulykker for børn og ved arbejde på ejendommen. Klager mente desuden, at en dispensation ikke ville skabe præcedens, da der ikke fandtes lignende hegn på kyststrækningen. Vedrørende solpanelerne argumenterede klager for, at anlæg til vedvarende energi behandles lempeligere, og at kun en tredjedel af panelerne var på den østvendte tagflade, men producerede lige så meget strøm som de resterende to tredjedele. Klager henviste til andre ejendomme med solpaneler og en tidligere afgørelse fra Naturstyrelsen samt lighedsprincippet i forhold til et anlæg på Samsø.