Manglende reel leasing: Fuld registreringsafgift pålagt direktør

Sagen omhandler Motorstyrelsens opkrævning af 798.407 kr. i registreringsafgift for en Audi R8, idet styrelsen vurderede, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, der kunne omfattes af Registreringsafgiftsloven § 3 b. Motorstyrelsen krævede derfor fuld registreringsafgift i henhold til Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1 og gjorde klageren solidarisk hæftende efter Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 5.

Klageren, der er medejer og direktør i Virksomhed1 ApS, solgte i august 2017 en Audi R8 til Virksomhed2 A/S. Klageren indgik efterfølgende en leasingaftale med Virksomhed2 om samme køretøj. En central del af sagens faktum var, at købesummen fra Virksomhed2 til Virksomhed1 angiveligt blev berigtiget via en såkaldt "guldkonto" oprettet hos Virksomhed3 ApS, som klageren havde adgang til. Klageren indbetalte selv 45.800 kr. til denne guldkonto, et beløb der ifølge Motorstyrelsen svarede til en samlet modregning af skyldsforholdene mellem parterne. Virksomhed2 oplyste senere til Motorstyrelsen, at de aldrig havde betalt for køretøjet på grund af en tvist med Virksomhed1.

Motorstyrelsen anførte, at leasingaftalen ikke havde et reelt indhold, da det ikke var dokumenteret, at Virksomhed2 var den reelle ejer af køretøjet, og at de aftalte betalinger fra klageren ikke var foretaget som anført i leasingkontrakten. Styrelsen lagde vægt på, at klageren, som direktør for den sælgende virksomhed (Virksomhed1), måtte have været vidende om, at der ikke skete en reel afregning mellem Virksomhed1 og Virksomhed2. Dette førte til, at køretøjet ikke opfyldte kravene for forholdsmæssig registreringsafgift efter Registreringsafgiftsloven § 3 b, og fuld afgift skulle derfor betales. Motorstyrelsen vurderede, at der som minimum var tale om grov uagtsomhed fra klagerens side, hvilket berettigede anvendelse af den udvidede forældelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 32.

Klagerens repræsentant bestred hæftelsen og anførte, at klageren handlede i god tro og ikke havde anledning til at mistænke, at leasingaftalen ikke var reel, eller at Virksomhed2 ikke var den retmæssige ejer. Det blev fremhævet, at leasingaftalen var en standardaftale, og at klageren fulgte Virksomhed2's anvisninger. Repræsentanten argumenterede, at den indbetalte sum på guldkontoen var i overensstemmelse med klagerens intention om at betale, og at en eventuel fejl i kontonummer ikke ændrede ved dette. Klageren afviste at have haft den "viden" om afgiftsforholdene, som kræves for hæftelse efter Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 5, og henviste til, at der skulle foreligge forsæt, ikke blot uagtsomhed. Desuden blev det gjort gældende, at kravet var forældet efter den almindelige 3-årige frist i Skatteforvaltningsloven § 31, da klageren ikke havde udvist forsæt eller grov uagtsomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, hvorvidt Motorstyrelsen med rette havde vurderet, at køretøjet ikke kunne omfattes af Registreringsafgiftsloven § 3 b, og om klageren hæftede for betaling af registreringsafgiften i henhold til Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 5, hvilket medførte krav om fuld registreringsafgift efter Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1.

Realitet af leasingforholdet

En afgørende betingelse for at anvende Registreringsafgiftsloven § 3 b er, at køretøjet reelt er ejet af leasingselskabet på leasingtidspunktet. Retten bemærkede, at der ikke forelå dokumentation for, at leasinggiver, Virksomhed2, havde betalt fakturaen af 9. august 2017 for køretøjet. Selvom klagerens repræsentant anførte, at købesummen blev berigtiget via et indskud på en såkaldt "guldkonto" tilhørende klageren, fandtes der ingen dokumentation for, at Virksomhed2 havde indskudt beløbet på denne konto, eller at et eventuelt indskudt beløb skulle tilfalde Virksomhed1 (sælgeren) og ikke klageren personligt. Det blev dog dokumenteret, at klageren havde indbetalt 45.800 kr. på guldkontoen, et beløb der svarede til en samlet modregning af alle skyldsforhold mellem parterne.

Landsskatteretten fandt, at et sådant modregningsforhold, hvor leasingselskabet ikke præsterer en effektiv betaling og finansiering for at opnå ejerskab, og hvor klageren uden effektiv betaling igen overtager ejerskabet ved leasingperiodens udløb, ikke udgør et reelt leasingforhold. Dette er i overensstemmelse med SKM2023.93.VLR. På baggrund heraf konkluderede Landsskatteretten, at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget fra Virksomhed1 til Virksomhed2, og leasingkontrakten blev derfor betragtet som en proforma aftale.

Hæftelse

I henhold til Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 5 hæfter en fører eller bruger af køretøjet for afgiften, hvis vedkommende bruger køretøjet med viden om, at den korrekte afgift ikke er betalt. Landsskatteretten fastslog, at når et leasingforhold beviseligt er uden realitet, fordi leasingtageren (eller dennes selskab) faktisk ejer køretøjet, er der en klar formodning for, at begge aftaleparter har kendskab hertil. I sådanne tilfælde påhviler det leasingtageren at bevise det modsatte.

Landsskatteretten vurderede, at klageren som aftalepart var bekendt med de omstændigheder, der førte til konstateringen af leasingforholdets manglende realitet. Det blev derfor fundet, at klageren havde viden om, at den korrekte registreringsafgift ikke var betalt, og klageren hæftede dermed som bruger for afgiften i henhold til Registreringsafgiftsloven § 20, stk. 5.

Forældelse

Den ordinære forældelsesfrist på 3 år i Skatteforvaltningsloven § 31 var overskredet. Dog fastsætter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3 særlige regler for ændring af afgiftstilsvar, hvis den afgiftspligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. I sådanne tilfælde kan Motorstyrelsen opkræve afgift, hvis det varsles senest 6 måneder efter kundskabstidspunktet, og afgørelse træffes senest 3 måneder efter varsling.

Idet Landsskatteretten vurderede, at klageren havde viden om, at den korrekte registreringsafgift ikke var betalt, fandt retten, at Skatteforvaltningsloven § 32 kunne anvendes. Motorstyrelsen overholdt fristerne, da kundskabstidspunktet var 28. august 2020, kravet blev varslet 10. december 2020, og afgørelse blev truffet 10. marts 2021.

Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.